Produktanmeldelse: Baby Jogger City Tour klapvogn

Vores kunde Louise har testet klapvognen Baby Jogger City Tour

Vi har haft fornøjelsen af at tbaby jogger city toureste Baby Joggers nye City Tour Klapvogn.

Da jeg hjemme fortalte, at vi skulle teste en klapvogn, der kan klappes så meget sammen, at den kan bæres i en taske på ryggen, kiggede min mand en smule forbløffet på mig. Vi var begge meget spændte på, hvordan den var at håndtere i forhold til at få den klappet sammen og ud, og ikke mindst hvordan den så var at køre med i forhold til den Emmaljunga Super Nitro vi har i forvejen.

Mit første indtryk kom, da jeg hentede pakken og fik udleveret en relativ lille kasse, taget i betragtning den skulle indeholde en klapvogn, men da jeg så først skulle løfte den, var den overraskende tung og tanken om at den ville blive tung at slæbe rundt på kom promte. Det skulle dog vise sig, at den tanke ingen gang på jorden havde, da klapvognen først var pakket ud, samlet og klappet sammen igen.

Samling, Sammenklapning og udklapning

sammenklappetKlapvognen kommer næsten helt samlet. Det eneste man selv skal gøre, er at sætte de 4 hjul på og det er meget nemt med et enkelt klik. Der medfølger en dansk brugervejledning, som på en god overskuelig måde beskriver, men også viser med billeder, hvordan de enkelte trin er. Det tog ca. 5 min fra jeg åbnede kassen og til der stod en samlet klapvogn.

Det er utrolig nemt at klappe vognen sammen og kræver kun at man trykker på en grå knap og klapper styret ned, og herefter trykkes på en rød knap og trækkes op i en snor og wupti så kan man skubbe det, det sidste stykke sammen så glipsen lukker til. Der medfølger en opbevaringspose/bærepose med skulderstropper således, at man kan bære klapvognen på ryggen hvis man har det behov. Det er praktisk hvis man er i en lufthavn og skal have klapvognen med det sidste stykke ombord på flyet, da klapvognen klappet sammen er så lille, at den kan gå som håndbagage.

Udklapningen kræver lige så lidt arbejde som sammenklapningen. Man åbner en clips der holder top og bund sammen ,og herefter kan man folde klapvognen ud.

Generelt havde jeg det sådan, inden vi fik vognen, at det var meget smart den kunne foldes sammen, men kunne det nu vitterligt være så let at klappe den sammen i virkeligheden, så det var en funktion man ville benytte sig af. Jeg fandt ud af med det samme, at det i virkeligheden er så let at klappe den sammen og ud.

GÅ TIL: 'Se vores store udvalg af produkter fra Baby Jogger her’»

Køreegenskaber og anvendelighed

Min mand fik æren af at teste den som den første, da han en kold morgen tog vores datter i klapvognen frem for cyklen hen til vuggestuen. Vi har også haft den med i zoo og indkøbscenter for at teste den på forskellige underlag.

Generelt kører den godt og selvom det er en let vogn og den er sammenklappelig, har man ikke fornemmelsen af, at den er vakkevorn eller ustabil. Vi skulle dog vænne os til, at den er lidt mindre hårdfør og skal have lidt hjælp, når det kommer til brosten og meget ujævne fliser.

Det er, som navnet på klapvognen, da også antyder en city vogn og det er absolut også det vi synes den fungerer til. Hjulene er relativt små - så det at køre i sand og jord gør den ikke synderligt godt, men er jo heller ikke det den som udgangspunkt er beregnet til. Den gør det til gengæld godt i et indkøbscenter, hvor den er let at styre rundt med og ikke mindst let at have med dertil, da den ikke fylder noget som helst i bilen.baby jogger i bilen

Styret er relativt smalt ligesom resten af vognen, og da både min mand og jeg er relativt høje (194 og 181 cm) ville vi begge have ønsket, at styret var en lille smule bredere for at kunne få en lidt mere naturlig placering af skuldrene når vi gik med den. Vi er også lige det højeste, i forhold til at styret ikke sidder for lavt, så hvis styret havde været justerbart ville det have været en fordel.

Johanne sad fint i sædet der har stor pigeen 5 punktssele, som kan gøres til en 3 punktssele, hvis det er det man ønsker. Ryglænet kan indstilles i 2 forskellige positioner, dette styres via en strop bagpå ryglænet. Hun er dog meget nysgerrig og den mest lodrettet af de 2 positioner er alligevel lidt tilbagelænet så hun skulle lige vænne sig til at hun ikke kunne sidde helt op som hun plejer i vores Emmaljunga. Position nr. 2 som er en hvileposition gør, at hvis barnet bliver træt kan komme lidt mere ned, uden at det dog bliver helt til vandret.

Vognen kan bære 15 kg i sædet, så i vores tilfælde, da vi har en datter der både er lang og vejer lidt over gennemsnittet, betyder det at vi nok kun kan bruge den ca. 6-12 mdr. endnu (nok nærmere kun 6) så vi ville have ønsket at den kunne bære nogle flere kg, men på den anden side vil hun nok også på det tidspunkt være vokset ud af den, rent længdemæssigt.

Det er muligt at tilkøbe en bellybar (maverem), kopholder og regnslag. Kopholder og bellybar skal tages af inden den klappes sammen men dette er også meget nemt. Der er en lille kurv under klapvognen, hvor der sagtens er plads til en lille pusletaske og så er der et lynlåsrum, hvor man fx kan gemme den medfølgende opbevaringspose.

GÅ TIL: 'Se vores store udvalg af klapvogne her’»

Louises samlede bedømmelse

Hjemme hos os er vi samlet set tilhængere at Baby Jogger City Tour klapvognen, når man har i baghovedet, hvad det er den er lavet til. Den er lavet til at bruge i byen og til at skulle kunne klappes sammen og tages med overalt. Og det er til det formål, man skal vælge at købe den efter vores mening.

Den opfylder dog til fulde hovedfunktionen om, at den kan klappes sammen til næsten ingenting meget let og slås ud igen ligeså let.

Vi vil ikke undvære vores Emmaljunga til det primære brug i det den med sine brede terrængående hjul kan klare sand, jord og ujævnheder meget bedre. Men vi har en plan om at Baby Joggeren skal ligge fast i vores bil, for den fylder intet, og så har vi altid en klapvogn med som kan klappes ud på 0,5 hvis vi får brug for det.

Vores samlede score er 4 ud af 5 stjerner (det der trækker ned, er at styret er lige det smalleste og ikke kan justeres)

Vi vil klart anbefale den, hvis man er en familie, som har behov for en klapvogn der kan tages med på rejser eller bare have en liggende fast i bilen til ture på nogenlunde jævnt underlag.

Du finder den populære Baby Jogger City Tour lige her.

 

Vil du læse flere produktanmeldelser?


PixiMødrene: Nyt liv... (Mette K)

Min søde mormor døde for arthur og andreanylig! Hun var syg og gammel, og hun trængte til at lukke sine øjne. Med risiko for at lyde hård, så er døden altid trist, men nogle dødsfald er nemmere at holde ud end andre. Og her var vi mange, der ønskede at hun skulle få fred. Selvom min mormor er savnet, så var hendes sidste tid så skidt, at jeg helst ikke vil tænke tilbage på den! Jeg vil huske hende som den friske, skønne mormor, der altid var der for sine børnebørn - og altid interesserede sig for sin familie.

Min mormor hed "Mormor" - men hun hed også Andrea!

Kasper og jeg har snakket om pigenavne siden kønsscanningen i uge 14. Og vi har været stærkt uenige... Det der HELT rigtige og perfekte navn, er bare ikke dukket op på vores fællesliste. Faktisk er der ikke dukket et eneste navn op på fælleslisten!! Jeg ved ikke hvorfor, vi ikke havde tænkt på det før, men et par dage efter min mormor døde, stod det pludselig klart! Helt klart...

Nogle forældre vælger, at deres børns navne skal starte med samme bogstav... Max, Mille og My!!! Not my kind of style... Jeg synes det bliver lidt pjattet. Så jeg er stadig igang med at "sluge" at mine børn skal hedde Arthur og Andrea. Men ikke desto mindre, så er jeg allerede helt vild med lyden af de to navne sammen! Og indtil videre kan den lille prinsesse jo ikke hedde andet end Andrea!

Olde-morfar, der stadig lever og er fit for fight, hedder i øvrigt Kai... Men om mine bedsteforældre, Kai og Andrea, har ledt efter hinanden, grundet deres ret godt sam-klingende navne, ved jeg ikke :-)

24. ugegravide mette k

Nu er jeg jo et godt stykke over halvvejs, og det er nu, det begynder at blive tungere, og nogen synes nok også sjovere! Min lille prinsesse er godt igang med at sparke mig i blæren, have hikke og møffe rundt som en lille mosegris! Det er jo fantastisk at mærke liv derinde, og specielt i min situation med risiko for rhesus-immunisering og min graviditetsdiabetes, så er det vigtigt at jeg kan mærke, at hun har det godt derinde! Men men... jeg synes rent faktisk ikke, det er det fedeste - jeg synes det er ret underligt og en lille smule uvirkeligt. Der ligger nogen og roder rundt inden i mig!!! Jeg har et par gange nævnt, når jeg har talt med andre mødre eller gravide, at jeg egentlig ikke bryder mig så meget om følelsen. - Det falder ikke altid i go' jord, og der bliver vist kigget lidt skævt til mig! Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide at være gravid, - jeg er vild med at være gravid, men lige sparkeriet, synes jeg er noget underligt noget!

Når man nu ellers altid skal tænke over at trække maven ind, fordi den aldrig lige passer i den nyeste bluse på markedet, eller i de der super hypede high waist jeans, så er det bare så skønt at være gravid og få mave! Lovlig mave!! Jeg er vild med at jeg ikke skal suge maven ind, og at det er okay at have en stram kjole på! Nu hvor jeg er i 24. uge, så har jeg altså en sådan rigtig gravid-mave - lige til at vise frem! Det hele ramler jo så desværre bare, når man har født, og det der dej-agtige, alt for slaskede maveskind, hænger og laver verdens mest usexede krop...

Så op på hesten og få strammet det op i en s.... fart, når du har født, Mette!!

baby strikkeriGraviditets-sysler

Jeg har en idé om, at man er "nødt" til at være bare lidt kreativ, når man er nogens mor...! Jeg har vel egentlig altid været lidt kreativ, men aldrig givet mig fuldstændig hen til et stort DIY projekt...

Men inden længe er jeg jo to's mor, og så må jeg hellere ta' mig sammen. Nu har jeg så kastet mig over strikkeriet - og jeg vil lykkes med det. BUM! Jeg starter stille ud med en lille rosa-farvet hue... som jeg allerede har pillet op to gange og haft døgntelefonisk hotline-kontakt til min mor og svigermor, som er mine strikke-livliner.

Jeg giver ikke op!

Om mindre end 3 måneder ryger jeg på barsel igen, og jeg håber og satser på, at jeg er fyldt med energi, så jeg når både at male og indrette babyværelse, men også får strikket hue og måske flere små nuttede strikkerier... Så nu er der ikke andet for, end at stramme an og komme i gear med strikketøjet!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 5. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                         Læs Mettes forrige indlæg her ›


PixiMødrene: Fy for... (Karina)

…Og en masse grimme ord.. Har fået foretaget min første glykosebelastningstest, og har da sjældent drukket noget så sødt og ulækkert. Det efterfølgende ”sugar rush” udløste nok rystelser i min krop til at jeg nok kunne have mixet en cocktail, uden af bevæge mig det mindste.. Dog havde en cosmopolitan været at foretrække. Kom dog også ind til lægen med et blodsukker på 4.0 og efter 2 timer i venteværelset sagde blodsukkeret 5.8, hvilket ikke kunne være bedre ifølge min læge. Så jeg slipper indtil videre. Jeg er i den ”heldige” situation, at jeg pga. mit pco, skal have foretaget teste hele 2 gange, yeahhh for mig, eller noget L Så jeg kan se frem til, at jeg igen d. 19. December skal tilbringe 2 timer hos min læge. Men det er nu hyggeligt nok, så længe man sørger for at medbringe underholdning.

Troede jeg var så snu at medbringe min favorit serie, for så kunne jeg da fordrive tiden med den. Kom dog på andre tanker, da en af de bedste karaktere dør i serien, og ja, så måtte jeg ellers bruge alle mine kræfter på at holde tårerne tilbage, imens samtlige lemmer rystede derud af. Lidt pinligt at sidde der midt i venteværelset med så mange tårer i øjnene, at jeg kunne vande planter med det :D Men på den anden side, så skal der nærmest ingenting til før jeg græder.. Selv min bonus søns tegnefilm, kan få mine øjne til at løbe i vand. Noget andet der får mine hormoner helt op og kører, og ikke mindst mine tårer kanaler, er når jeg ser bette på skærmen. Det er altså et syn jeg ikke kan få nok af OVERHOVEDET. Tror på en måde, at jeg kommer til at savne at skulle til scanning og se ham på den måde. <3

scanning karinaBettemanden ville ikke samarbejde

Vi blev MD scannet den dag jeg ramte 20+0, så jeg var præcis halvvejs i hele graviditets cirkusset. Vi kommer ind i det første rum, hvor damen der scannede os, efter 35 min. måtte opgive at scanne bettemanden derinde, da han på INGEN måder ville samarbejde med hende.. Så jeg fik tørret gelen af maven og moslet tøjet på igen, for at vralte videre til et andet rum, hvor en mere erfaren sygeplejerske også måtte tage kampen op med den lille stædige mand vi venter os.. Alt i alt tog det dem sammenlagt 55 min at gennemføre scanningerne, og der havde de stadig ikke set tingene fra den vinkel de gerne ville, men kunne ud fra andre billeder se, at han var helt perfekt, og at der ikke var grund til de store bekymringer omkring hans udvikling og trivsel. Så på daværende tidspunkt (18. oktober) lå der hele 20 cm og 318g ren kærlighed i min mave <3 De kunne ikke nå at tage billeder til os, da han hele tiden undveg dem ved at dreje sig væk. Så det eneste billede vi fik, var dette af hans fine rygsøjle. Men det er selvfølgelig også bedre end ingenting!

Jeg var til selve scanningen meget nervøs, da jeg endnu ikke havde mærket noget til ham derinde. Man bliver jo nervøs, når man i ens terminsgruppe læser om den ene efter den anden der mærker liv, som ikke er ligeså langt i graviditeten som mig. Og det beroligede mig slet ikke, at min jordemor havde fortalt, at fra uge 20 skulle man have mærket ham, og uge 24 skulle man mærke ham hver dag… Så dagene op til MD scanningen var ustyrligt lange, og jeg var så nervøs for, om han overhovedet havde det godt derinde.

karinas maveSå kom der livstegn

Det skulle så vise sig, at jeg 4 dage efter md scanningen mærker de første livstegn. Første spark kom midt i, at jeg var ved at bage, hvor jeg brugte vores håndmixer. Nåede knapt nok at tænde for den, før der kom et ordentligt puf lige ved navlen, som om han da var dybt fornærmet over den høje lyd. Fra den dag har jeg mærket ham meget, og hver dag. Nogle dage mere end andre, men så længe han lige giver et lille puf fra sig, så er mor her tilfreds. Jeg kan dog ikke helt forene mig med følelsen af, når han vender og drejer sig derinde, det er virkelig en underlig følelse og til tider ubehageligt. Men sparkene og slagene er også på en måde hyggelige, i hvert fald indtil videre. Glæder mig allerede til vi skal se det bette væsen igen næste gang. Var allerede ved første lægebesøg indstillet på, at jeg skulle have flere scanninger end normal pga. mit pco og insulinresistens. Men fordi alt bare er forløbet så godt indtil videre, mener de ikke at der er grund til at jeg møder op til flere scanninger, så resten af scanningerne er for egen regning. Så mon ikke der bliver booket tid i løbet af det næste stykke tid til endnu et gensyn med bettemanden derinde, måske endda i 3D.

 

Skrevet af: Karina Laursen, PixiMødrene, 4. indlæg.

 

‹ Læs Karinas forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                     Læs Karinas næste indlæg her ›


PixiMødrene: Snart 2 små piger i familien (Mette L)

mette gravidI dag har jeg været god ved mig selv og fået en dejlig gravid massage i Naturskøn i Århus. Nøj, hvor var det lækkert. Jeg havde fået dette af min mand og datter. Så lækker en gave at få. Det burde alle gravide kvinder få. Det var så afslappende og så lækkert. Dejligt at gøre noget for sig selv og få noget velvære. Jeg synes det er tiltrængt i denne tid. Jeg er ved at være godt stor, så jeg nød dette. 

Jeg er i skrivende stund 24+1. Jeg skal til 2. lægebesøg i næste uge. Det bliver spændende. Jeg kan slet ikke forstå jeg allerede er så langt. Tiden er gået så vildt hurtigt i denne graviditet. Jeg tror det er fordi man har en lille guldklump i forvejen. Det er jo hende det drejer sig om nu, hvor vi kun har et barn.

Fødselsdag for vores datter

Vores datter fylder 2 år her om 2 dage, så lige nu går tiden med at forberede fødselsdag. Det er jo kæmpe stort at fylde 2 år. 

Så vi er i gang med at forberede med flag, balloner, fødselsdag i vuggestuen, og familien skal jo også til fødselsdag. Så vi glæder os til at fejre vores lille pige. 

Vi snakker selvfølgelig en del om lillesøster i maven, og Marie vil gerne kysse og ae maven. Det er så super dejligt, selv om hun jo ikke helt er med på, hvad det handler om. Men vi prøver så godt som muligt at forberede hende på, at hun skal være storesøster. Jeg er sikker på hun bliver verdens bedste storesøster. Marie mener hun skal hedde Emma eller Ida. Nu må vi se. Vi kan stadig ikke blive enige om et navn. 

Kan ikke mærke liv

I følge jordemoderen skal man fra 24+0 mærke liv hver dag. 

Jep jep det er super… Det er bare ikke sket her. Men det kommer egentlig ikke så meget bag på mig. I min første graviditet, var vi til scanning på Skejby ca. hver 14. dag, da jeg aldrig mærkede liv. De kunne aldrig komme med en forklaring på hvorfor. Men derfor blev jeg selvfølgelig fulgt tæt. 

Jeg frygter lidt det bliver det samme denne gang. Jeg tænker, at jeg lige giver det en uge mere og ser hvordan det går. Ellers må jeg have fat i Skejby igen. Men jeg er ikke så bekymret som første gang. Det er nok bare sådan min krop er. Men jeg må sige, at jeg synes det er meget mærkeligt. Gad vide, om der er nogle af jer læsere der har prøvet det samme?

Når jeg hører hvordan mine veninder har fortalt om, hvordan de mærker spark i maven, så bliver jeg helt misundelig. Jeg håber så meget, jeg får lov til at mærke dette, da det bliver min sidste graviditet. Vi skal ikke have flere børn. Men vi må se hvad den sidste tid i graviditeten bringer. 

Jeg sidder nu her på sofaen og kl. er 20.50. Jeg er fuldstændig træt. Jeg glæder mig så meget til at få min energi tilbage. Desuden døjer jeg så meget med hovedpine. Det gjorde jeg også i min første graviditet. Denne gang er det bare kommet meget tidligere. Så det er super hårdt og meget anstrengende. 

Men det er til at se en ende på nu. Med termin d 15/2-2017, så er jeg over halvvejs og snart kommer endnu en prinsesse til verden. Det bliver så fantastisk. 

Igang med børneværelset

Vi er gået i gang med at lave børneværelse. Vi var i IKEA en dag og fik købt en del. Skab, puslebord og seng. indretningDet hele er nu samlet, og jeg er gået i gang med at sortere tøj. Hold da op hvor har vi meget tøj fra vores første pige. Så det er faktisk rart, at vi ikke skal ud at købe så meget. Selv om man ikke kan lade være med at købe lidt nyt. 

Jeg synes det er så hyggeligt at kunne gå at indrette værelse. Der er så meget inspiration at hente mange steder, så det er også svært at vælge. Man vil vel altid gerne lave det så fint som muligt. Jeg følger en del på Facebook og Instagram, så der er meget at vælge imellem. Men det er rart at få noget input fra andre mødre. 

Jeg tænker meget over, om mine 2 piger kommer til at ligne hinanden, eller om de kommer til at få glæde at hinanden. Det håber jeg selvfølgelig de gør. Vi som forælde vil gøre alt for at de får glæde af hinanden. 

Vores naboer har lige fået en lille pige. Da jeg stod med hende i mine arme, kunne jeg slet ikke forstå min egen datter på snart 2 år har været så lille. Og så uforståeligt at vi snart får sådan en lille pige. Men vi glæder os så sindssygt meget til at vi bliver en familie på 4. 

Nu banker julen snart på døren, og vi skal i gang med at købe julegaver. Jeg glæder mig til at forkæle min datter med en masse dejlige gaver til jul. Jeg glæder mig til vi skal ud at hente juletræ og vi skal snakke om nisser. Glæder mig egentlig bare til, at vi som familie skal pynte op i vores dejlige hus. 

Jeg har også været på lidt lagersalg og har fået en masse dejlige ting til baby i maven. Så selv om hun ikke er kommet endnu, så venter der hende en masse lækre sager. 

Nu vil jeg bruge weekenden på at fejre min datter der bliver 2 år. Det bliver så skønt at få lov at forkæle hende. Hun fortjener det så meget. Vores egen lille stjerne, som vi elsker overalt på jorden. 

Må I alle have en dejlig dag. 

Tak fordi I læser med. 

Kærlige hilsner fra Mette 

Skrevet af: Mette Louise Fogh Larsen, PixiMødrene, 4. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                 Læs Mettes næste indlæg her ›


PixiMødrene: Andet trimester: Voks baby, voks! (Amalie)

Efter mit første trimester, hvor den store nyhed var noget svær at vænne sig til psykisk og fysisk, så jeg virkelig frem til andet trimester, hvor jeg endelig ville kunne se en voksende mave, sige farvel til kvalme og evig udmattelse, og forhåbentligt begynde at byde graviditeten mere velkommen i sindet.

Hjemvendt mAmalie med topmaveed topmave

Da David og jeg vendte hjem fra Vietnam i starten af andet trimester (17+2), var vi på et sted, hvor vi havde fundet masser af tid og kærlighed til hinanden på vores rejse. Vi begyndte ligeså stille at snakke om, hvad der mon kom ud af den lille topmave, som sneg sig ind på min solbrændte mave. Alt i alt var den megen alenetid på rejsen enorm sund for os begge, for at begynde at acceptere det hele som en stor glæde. Jeg havde indtil nu haft svært ved at forene mig med tanken om den lille ny, som skulle indtage vores verden, men en ro havde indfundet sig i kroppen efter de mange uger alene med David.

Kvalmen havde jeg for længst sagt farvel til, og overskuddet kom mig ligeså stille til gode. Jeg begyndte at tage de tabte kilo på (jeg tabte mig godt 5 kg i første trimester) og prøvede at vende tilbage til min ellers meget aktive hverdag – humøret var i top.

En hammer ramte mig dog, da jeg fandt ud af, at kroppen ikke længere bare kunne løbe en times tid uden skavanker, og arbejdspladsen (studiearbejde på et lager) begyndte at bekymre sig om mit velbefindende. Jeg gik ganske enkelt fra at have svært ved at finde mig selv i den ’nye’ verden i første trimester, til endelig at genfinde mig selv og den store glæde det hele ville bringe med sig, efter nakkefoldsscanningen, til igen at blive usikker på, hvad det egentligt var vi havde begivet os ud i.

For mig var det virkelig en kæmpe omvæltning at skulle acceptere at kroppen ikke længere kun arbejdede for mig selv, men også for et andet menneske. En dag hvor min arbejdsgiver sagde pænt til mig ”Vi ønsker ikke, der skal ske hverken dig, eller dit barn noget herude på arbejdspladsen” brød jeg mildest talt ud i gråd – mit barn?? – det lå så langt fra mig, at jeg faktisk havde ansvaret for et andet menneske i min mave, og dette ansvar tog mig virkelig ti skridt tilbage rent psykisk. Spørgsmål som; Var jeg nu klar? Rakte jeg som mor? Ville David blive ved med at synes baby og jeg var spændende nok? Hvordan skulle vi nogensinde få vores hverdag til at hænge sammen? Osv. Spørgsmål som jeg normalt ikke bekymrer mig om, fordi jeg udmærket ved, at vi er gode nok til det vi gør - vi gør bare tingene på vores egen måde.

Jeg blev egentligt godt og grundig forvirret over, hvad det hele egentligt skulle ende med, alt var så nyt, og jeg kunne ikke længere ’bare’ leve mit normale liv, trods graviditet.

Misdannelsesscanningenamalie scanningsbillede

Midt i alt tumulten i hovedet skulle vi også sikkert igennem misdannelsesscanningen, som, for mig, fyldte en del. Jeg håbede selvfølgelig, at alt var præcis som det skulle være, men samtidig indstillede jeg mig også på, at baby stadig ikke var ’home safe’ før vi havde overstået scanningen.

Scanningen fik vi, da jeg var 20+5, og alt gik heldigvis helt som planlagt – en dejlig lille baby i maven, som vokser efter kurvene. Dette var et kæmpe vendepunkt! Jeg følte endelig, at jeg var ægte gravid, min baby var sund og rask, og skulle fra dette tidspunkt bare vokse sig stor og stærk. Dette bragte selvfølgelig kæmpestor glæde for både David og jeg, men samtidig blev jeg endnu mere bevidst om, at der fulgte et ansvar med i at sørge for, at baby voksede videre på bedste vis. Og det der med det nye ansvar, ja, det har altså taget tid at vænne sig til, og jeg tror først jeg nu (27+0) er ved at forstå at det ikke er for sjov, at der i mange bøger står: at man som kvinde også skal bruge de 9 måneder på at udvikle sin nye identitet som mor, såvel som far.

Så for at være helt ærlig, så har andet trimester været fyldt med glæde – maven vokser stødt, dårligdommen fra første trimester er aftaget, min krop har fundet ro i graviditeten, og humøret er kommet i top. Men det voksende ansvar som begynder at gå op for mig, kan være virkelig skræmmende, og kan samtidig være enormt svært at italesætte.

Slutningen på andet trimester

børneværelseI dag, hvor jeg er 27+0, nærmer jeg mig slutningen på andet trimester, og et eller andet sted i al forvirringen i mit hoved, har jeg nu fundet en overraskende ro igen. Måske fordi min krop virkelig er ved at vænne sig til det hele, jeg endelig har fundet en måde at dyrke en masse motion med min mave, jeg begynder at indrette vores lille lejlighed efter at der kommer en beboer mere, eller også skulle jeg bare ruskes godt igennem en masse forvirring, før jeg fandt mig selv i det hele. I hvert fald tog jeg mig selv i, her til morgen, at sige til David, for første gang, at jeg nu faktisk er begyndt at glæde mig vanvittigt til, at vi skal møde vores barn. For mange har denne længsel sikkert været der lige fra starten, men for mig – og måske også andre – har der bare været lidt længere til at forstå, at det hele nok skal blive godt og bringe en masse lykke for os som familie. Nu glæder jeg mig bare til at se, hvad tredje trimester byder på, men forhåbentligt forbliver jeg i denne rolige sindstilstand og ligeså stille begynder at forberede mig på fødslen, som sjovt nok også begynder at nærme sig med små skridt – for den del af graviditeten har jeg stadig glemt at forholde mig til endnu.

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 4. indlæg.

 

 

 

‹ Læs Amalies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                Læs Amalies næste indlæg her


PixiMødrene: Én ulykke kommer sjældent alene... (Mette K)

De fede må svede...

Umiddelbart lyder overskriften ikke særlig god, og det er den faktisk heller ikke! Men mere alvorligt er det nu heldigvis ikke... Som jeg skrev om sidst, så er der jo risiko for at den lille musse-prinsesse inde i tanken bliver rhesusimmuniseret og skal have blodtransfusion, enten gennem navlestrengen, mens hun er i maven, eller når hun kommer ud i verden! Nu har flodhesten her så raget en graviditetsbetinget sukkersyge til sig!!! Flot Mette!

Hvad det er kommet af er uvist, men en masse faktorer kan spille ind. Én ting er nok at jeg ikke er den mindste sylfide i skoven... Jeg skulle måske have engageret mig lidt mere i sund mad og motion, mens Arthur var helt lille! Jeg skulle have smidt noget mere af kampvægten! Det blev det så ikke til... Barselsvisit med kaffe og kage passede mig åbenbart bedre! En anden mulig faktor er, at vi har diabetes 2 i familien, og det kan altså også være synderen bag. En sidste mulighed er, at min krop slet ikke har nået at restituere, inden den skulle igang som ruge-maskine igen?!

Så jeg hælder nok desværre mest til, at jeg har været en gris, ikke passet nok på mig selv og mæsket mig i lidt for store portioner... Great! Men nu er jeg jo så havnet i suppedasen, og må gøre ALT, hvad der står i min magt for at passe på mig selv og ikke mindst på den lille mus!

Jeg har aldrig være model-lækkerBlodsukkermåler med lange tynde stænger og hvepsetalje. Jeg har sikkert også overvejet alverdens kure, livsstilsændringer og fitness-abonnementer! Jeg har nu heller aldrig set kæmpestor eller vildt overvægtig ud (synes jeg i hvert fald selv!!!), og det er nok også derfor jeg aldrig sådan rigtig har gjort noget ved min vægt. Men jeg lover jer, jeg fik et chok... Om eftermiddagen, hvor jeg om morgenen havde drukket verden største kop tyk sukker-sirup (glykosebelastnings-testén...), får jeg "dommen"! SUKKERSYGE! Fuck!

Jeg har aldrig i mit liv vendt så hurtigt rundt på en tallerken, og er aldrig før blevet så overvældet af motivation. Det her drejer sig ikke kun om mig! Jeg har ansvaret for en lille bitte hjælpeløs baby - der skal eddermame nye boller på suppen nu!

Rigtig meget i forbindelse med graviditetsbetinget sukkersyge, handler om, hvad du propper i systemet. Man må selvfølgelig ikke gå på kur og tabe sig, når man er gravid. Men man skal derimod sigte efter kun at tage ca. 6-10 kg på igennem hele graviditeten!

Jeg er så begyndt mit nye liv som diabetiker!!!

Blodsukker, y-tallerken og 100% sukkerfri er nye ord, der præger min hverdag - helt vildt! Jeg tænker rigtig meget over, hvad jeg spiser, og ikke mindst hvor meget jeg spiser - nok mest det sidste, som måske har været mit største problem! Jeg tror ikke, at vi herhjemme egentlig har spist vildt usundt, men to store portioner aftensmad røg der let ned! Jeg troede det ville være sværere, men motivationen har virkelig fat i kraven på mig, og jeg har ikke rørt skyggen af noget af det "forbudte"! Jeg er faktisk lidt stolt :-)

Nyt med nyt på...Gulerødder

Ikke nok med en ny sund livsstil, så skal jeg i disse uger også vende mig til at være "ny i job"... Jeg er begyndt på arbejde efter barslen med Arthur, og min nye hverdag som mor, working girl og diabetiker er i fuld gang!

Mine dage tilbage på arbejde er jo talte, da jeg kun har et par måneder, før jeg til februar skal på barsel igen! Men det er dejligt at være tilbage 'in real life' og ikke mindst dejligt at tilbringe dagene sammen med skønne kollegaer og gode gamle arbejdsopgaver. At kunne tale med voksne mennesker, er værdiskabende på en lidt anden måde, end at gå hjemme med sin lækre lille dreng i 10 måneder. Men jeg ville aldrig være barslen foruden!

Jeg ved ikke om jeg er en ravnemor, men jeg sidder ikke på arbejde og savner min lille dreng - jeg ved han har det skønt i dagplejen, og at de passer godt på ham! Men når jeg ser ham om eftermiddagen, er han stadig verdens dejligste, og så har jeg pludselig savnet ham! Sikke en følelse - tænk at om ca. 4 måneder, er jeg så heldig at kunne få den følelse for to små fantastiske væsner! Så skidt med blodsukkermålinger og 10 kg gulerødder om ugen - jeg er en heldig kartoffel!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 4. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                 ‹ Læs Mettes næste indlæg her


Thule Urban Glide 1 løbevogn

Produktanmeldelse: Thule Urban Glide 1 Løbevogn

Vores kunde, Helle, har testet Thule Urban Glide 1 Løbevogn

Thule Urban Glide 1 løbevogn

Vi har fået lov til at teste Thules Urban Glide-løbevogn, og selvom kassen var tung at slæbe hjem, er selve vognen utrolig let at køre med.

Samlingen var klaret på fem minutter, endda uden at kigge i manualen. En fod på pedalen, træk op i håndtaget, og vupti, så er vognen klappet op og mangler bare at få klikket hjul på. Den kan også nemt klappes sammen til næsten ingenting ved at vride håndtaget under fodstøtten, som du bare klapper op. Alle vogne hævder at være lette at klappe sammen, men denne vogn holder rent faktisk det løfte.

Hjulene kan også nemt tages af, så den fylder endnu mindre, når den er klappet sammen, og den holdes sammen med en gummistrop. Helt enkelt, og det virker.

GÅ TIL: 'Se vores store udvalg af produkter fra Thule'»

 

hul

rum under vognen

 

Ekstra fordele

Der er flere gode detaljer, fx det smarte opbevaringsrum under vognen, der er utrolig rummeligt og med lynlås. Der er også en godt gemt klap til ventilation og et kighul oven på kalechen, der har en klap, der ligesom ventilationsklappen holdes fast med skjulte magneter. Ingen tarvelig velcro her! Når du vil åbne klapperne, ruller du den bare op og fastgør den i en lille lomme.

Der sidder en bremse bag på vognen, som let aktiveres med foden, når du stopper midt på en bakke.

Vognen er spå fartenom sagt let og glider ret godt derudaf på vejen på sine brede dæk, der egner sig godt til andre terræner end bare lige flad asfalt. Den kan sagtens bruges til grusveje, uden at baby får shaken baby syndrome! Forhjulet kan svinge, så du kan bruge vognen til alm. klapvognsbrug eller sættes fast, når du skal løbe. Jeg forudser, at vi også kommer til at bruge vognen som alm. klapvogn, selvom den måske er lidt større end almindelige klapvogne, fordi den er robust og god at køre med.

Vores gamle klapvogn var underligt vakkelvorn og dårlig at køre med, fordi håndtaget var helt lige og fastlåst i den samme position. På Thule-vognen er håndtaget justerbart og det føles bedre, fordi man holder skråt på det, og så er selve vognen mere robust, selvom den er længere. Fordi forhjulet kan dreje, er den let at manøvrere med på trods af længden. Den styres dog bedst med to hænder i løb.

Baby sidder højt og kan følge med i det hele, og ryglænet kan justeres ved at trække i en strop bagpå. Her kunne jeg nok godt have tænkt mig en lidt mere mekanisk løsning, men det fungerer fint nok i praksis, og ryglænet sidder fint fast, og ryger ikke tilbage, selvom baby sidder uroligt.urban glide

Ryglænet kan ikke lænes helt tilbage i liggeposition, men næsten. Til gengæld kan det heller ikke rykkes helt frem i oprejst siddeposition, men jeg kunne forestille mig, at det skyldes, at barnet sidder bedre lidt tilbagelænet, når man løber. Det ville dog have været rart, at der havde været flere justeringsmuligheder for ryglænet, så den ville være mere anvendelig som almindelig klapvogn.

En ulempe ved vognen er, at den er helt åben foran, så baby sidder og får al den kolde luft direkte ind på sig, når du løber. Især her om vinteren kunne jeg forestille mig, at det ville blive ret koldt. Man kan tilkøbe et regnslag, og det tror jeg ville være en god ide at have med. Eller en god vindtæt kørepose.

Der er dog en kaleche, som kan trækkes frem trinvist, og den fungerer godt mod vand fra oven og den værste sidevind, men jeg kunne godt tænke mig, at den kunne trækkes helt frem, så den også kunne dække barnets ben.

Ifølge salgsmaterialet kan vognen klare en vægt op til 34 kg, men umiddelbart er sædet lige lille nok til børn, der er ældre end 3 år. Til mindre børn fungerer den dog fint, og vores otte måneder gamle datter sidder fint og trygt i fempunktsselen.

GÅ TIL: 'Se vores store udvalg af løbevogne fra Thule'»

Urban Glide vs. Cougar

klappes sammenVi har i forvejen en Cougar-løbevogn, og hvis man skal sammenligne de to vogne, er fordelene ved Cougar-vognen, at den også kan bruges som cykelvogn med tilkøb af et cykeltræk, at der er et gennemsigtigt dækken foran, så barnet er helt beskyttet mod vind og vejr, og at den kan justeres efter barnets vægt i forhold til tyngdepunkt.

Det skal lige siges, at Cougar-vognen er ualmindelig dyr med ekstraudstyr, og til lidt over det halve af prisen får du en rigtig fin vogn med Thule Urban Glide, som er meget, meget lettere at klappe sammen, fylder mindre selv i opklappet tilstand, har bedre rum til opbevaring og et styr, der kan justeres i højden, og som er bedre at holde på.

Cougar-vognen har også en del velcro, som bliver nusset og brugt at se på med tiden, hvor Thule-vognen kun har velcro på opbevaringsrummet under vognen. Desuden kan ryglænet justeres på Thule, og det er slet ikke muligt på Cougar-vognen.

GÅ TIL: 'Se vores store udvalg af cykelanhængere fra Thule'»

Helles samlede SAMSUNG CAMERA PICTURESbedømmelse af Thule Urban Glide 1 løbevognen

Alt i alt vil jeg sige, at det er en god og yderst robust løbevogn til prisen, og at den sagtens kan bruges som klapvogn også, da den er god og let at manøvrere med. Desuden er den let at klappe sammen og tage med i bagagerummet, hvilket er et stort plus for vores familie.

 

 

 

 

 

 

Vil du læse flere produktanmeldelser?


PixiMødrene: Drumroll, please... (Karina)

scanningsbillede karinaDrumroll, please...

Vi (eller rettere sagt JEG) have valgt, at vi mellem NF og MD scanningen skulle til en kønsscanning – selvom manden absolut mente det var dumt, når vi nu kunne vente. Men jeg er på ingen måder tålmodig anlagt, så jeg fik manden slæbt med til en kønsscanning på Signes scanningsklinik i Århus den 13. september. Vi har haft et mindre væddemål kørende om, hvad vi ventede os. Min mand og bonussøn var fast besluttet og ret sikre på, at det ville blive en dreng, og moren, ja, hun havde på fornemmelsen at det blev en pige - af den årsag, at vi i min familie er lutter piger og vi har fået importeret alle fyrene ind i familien :D Hende der scannede os valgte at trække pinen lidt og gennemgik ALT hos baby, inden hun valgte at kigge efter, om det var en dreng eller pige.

Dog skulle der en del overtagelse til, da baby åbenbart mente, at vi kun måtte se ryggen. Bettefisen derinde var endda så flabet, at da vi endelig får et billede fra siden, så ryster bettefisen på hovedet og vender atter ryggen til os. Men efter en del besvær og en del overtalelse af baby, kunne hun afslører, at vi til marts venter os en skøn bette dreng, og min bonussøn dermed skal til at være storbror. <3 Så da hun fik ham filmet nedefra og afslørede, at vi ventede os en bette dreng, var manden hurtig til at få armene i vejret, som sad han på stadion til en fodbold kamp og hjemmeholdet lige havde scoret. :D

Når kønnet viser sig at være anderledes end forventet..

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg faktisk havde ønsket mig en pige, især nu hvor min søster har min skønne niece, som jeg elsker. Jeg frygtede hvordan jeg ville reagere, hvis kønnet viste sig at være andet end hvad jeg troede. Ville jeg blive ked af det, eller skuffet?? Det er jo også lidt et luksus problem, så længe barnet erdrengetøj sund og rask og udvikler sig som det nu skal. Jeg tror, at jeg måske havde en ØV-følelse i et split sekund, indtil det faktisk gik op for mig, at det hele nu var meget virkeligt. Jeg kan fortælle at jeg er ovenud lykkelig for vores bette fyr i maven, og at vi allerede har fået sat navn på bette manden, som kommer til at hedde Storm.

Det er en helt speciel følelse, når man endelig kan sætte køn på ens baby og ikke mindst navn. Det hele bliver meget mere virkeligt, og man kan i visse former begynde at forberede sig til hans ankomst og købe det første tøj osv. Det er virkelig svært ikke at gå shop-amok i ALT det fine babytøj der er i butikkerne, og manden griner bare af mig, når jeg kommer hjem med noget nyt. Men de første småting er allerede i hus til bette manden. Dog må indretningen af hans gemakker vente, da vi er i processen med at få noget større at bo i – Så vi krydser fingre, for det sker INDEN bette manden melder sin ankomst <3

Når man stadig tror man er superwoman…

…og man bagefter må krybe til korset og anerkende ens begrænsninger efter en slem overraskelse. Jeg havde for et par weekender siden ualmindelig meget energi, og besluttede mig for, at det skulle i hvert fald udnyttes derhjemme, imens manden hjalp et vennepar med at male og flytte. Lørdagen startede med at jeg fik handlet, derefter fik hjemmet den helt store hovedrengøring, der blev sorteret i skabe, vaskekurven blev tømt for 4 maskiner med tøj – skal lige siges at jeg hver gang skal op og ned fra 4. sal! Samt jeg fik ryddet op i alle kroge af lejligheden, og midt i det hele fik fruen jo lyst til Pølsehorn, så det blev også lige bakset sammen, imens aftensmaden stod og simrede.

For at det ikke skal være løgn, var vi søndag ude at flytte igen, dog nøjes jeg med at gøre rent og nusse rundt. Men da jeg så 3 dage senere var til jordmoder og brokkede mig over spændt mave og ondt i maven, blev hun noget stram i betrækket, da hun mente jeg havde fået pluk veer. Så jeg blev beordret ned til min læge for at udelukke blærebetændelse eller nyre/bækkenbetændelse, hvor prøverne viste sig at være negative. Så der måtte jeg også stå skoleret overfor min læge, som var noget skrap med løftet pegefinger og det hele.. Jeg gik derfra med beskeden om, at hvis jeg ikke kunne lære at slappe af, var det næste nok en indlæggelse. Så kan jeg love for man kan finde ud af at slappe af, i sådan en grad, at jeg resten af dagen lå under dynen med hænderne på maven og med en god serie på skærmen.. Heldigvis er det gået i sig selv igen, og bette manden har fået lidt ro..

 

Skrevet af: Karina Laursen, PixiMødrene, 3. indlæg.

 

‹ Læs Karinas forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                     Læs Karinas næste indlæg her ›


PixiMødrene: Misdannelsesscanning veloverstået (Mette L)

Mette L 20 uger henne

I torsdags var vi til misdannelsesscanning og der var jeg 20+1. Alt var heldigvis i den skønneste orden. Et lille vidunder på 340 g og 20 cm lang. Nu skal lillepigen bare have ro til at vokse sig stor og stærk. 

Det var en milepæl at komme her til. Nu kan vi for alvor komme i gang med redebygningen. Jeg tror vi bevidst, eller måske ubevidst, har ventet lidt på denne dag. Nu fik vi at vide, at alt er som det skal være og så kan vi komme i gang. Vi skal derfor nu så småt i gang med at indrette børneværelse nr. 2. Vi købte hus sidste år og har dejlig med plads, så det er dejligt, at vi kan give hver af pigerne et værelse. Det første vi skal have købt er puslebord. Jeg synes bare det er vildt svært, hvad vi skal vælge. Der er så mange fine. Men der er ikke andet for, end at vi må på jagt.  Tøjet har vi på plads, da vi jo har en pige i forvejen. Så der mangler vi ikke noget. 

Hvad skal hun hedde?

Vi har snakket en del om navnet på vores kommende datter. Dog er vi ikke enige denne gang. Da vi fik vores første datter, var vi begge enige om navnet Marie Ocilie. Det var der bare slet ingen tvivl om. Sådan er det ikke denne gang. Vi er dog enige om, at hun også skal hedde Ocilie til mellemnavn. Men fornavn ved vi ikke. Vi har lånt en navnebog af min søster. Dette har dog heller ikke hjulpet. Måske vi denne gang venter til hun er født og så tager vi den derfra. Så må vi se, hvad vi synes hun ligner til den tid. 

Når 3 bliver til 4

Mette L med sin datterVi har talt en del med vores datter om, at mor har en lille baby pige i maven. Dt er dog svært at forstå, når man ikke engang er 2 år. Men hun er optaget af mors mave og vil gerne kysse og kramme baby. Så det er bare så dejligt. Lige nu handler det for os om at give vores datter alt den opmærksomhed vi kan, inden nr. 2 kommer. Hun er sådan en glad lille pige, og selvom vi nok kan forvente en reaktion når der kommer en, som hun skal dele opmærksomheden med, så vil vi stadig gøre hvad vi kan for at forberede hende, og give hende fuld skrue på opmærksomheden.

Det er for os en vild tanke at tænke på at vi snart går fra 3 til 4 i vores lille familie. Det er slet ikke til at forstå. Men sikke en lykke for os. Vi kan slet ikke vente. Dog er jeg meget spændt på en hverdag med 2 børn, og mor og far der arbejder på fuld tid. Jeg synes i forvejen det er svært at nå alt det man gerne vil og alle de gode timer med børnene. Det er pædagogerne der har dem. Det kan godt skræmme mig og gøre mig ked af det. Hvis det på nogen måde er muligt for os, så har vi snakket om, at jeg kan gå ned i tid. Men det er stadig kun ved snakken. Jeg tænker, at vi må se hvordan hverdagen er, når den kommende baby skal starte i vuggestue. Så må vi tage den derfra. Men jeg må sige, at jeg har ikke sat 2 børn i verden, for at andre skal have alle de gode timer med dem. Jeg er med på, at det er sådan hverdagen er i dag for rigtig mange børnefamilier, men jeg drømmer om noget andet. Men igen vi må se på det. Vi har i hvert fald gjort os en del tanker og haft mange snakke om dette. 

Vi er så heldige at vi både har begge mine forældre og Jespers forældre. Så de små børnebørn bliver ovenud forkælet. Det er rigtig dejligt, og det er dejligt med nogle ekstra hænder, når man har brug for dette. 

Ingen spark fra baby

Nu er jeg blot spændt på, hvornår jeg forhåbentlig kan mærke liv i maven. 

Ved min sidste graviditet mærkede jeg slet ikke min datter. Jeg havde sådan glædet mig til de små spark, men de kom aldrig. Derfor blev jeg fulgt meget tæt på Skejby, da de ikke kunne forstå det. Så jeg er spændt på, om det bliver det samme denne gang. Jeg ved denne gang, at moderkagen ligger foran, så det gør i hvert fald at man som udgangspunkt mærker liv senere. Det sagde jordemoderen til os. 

Jeg må sige at jeg forventer det samme i denne graviditet. Jeg har indtil videre ikke mærket noget som helst. Men jeg har fundet min positive ja-hat frem og håber, at jeg denne gang kommer til at mærke en masse spark fra min kommende datter. 

 

Tak fordi i læser med. Det kommer lige fra hjertet og jeg prøver så vidt muligt at få alle mine tanker ned på papir, selv om det kan være svært. Jeg prøver at holde mit positive sind. Jeg holder dog nok ikke op med at være nervøs, før jeg står med hende i armene til februar. 

Jeg glæder mig igen til at blive mor og give en masse kærlighed, omsorg og kys videre til min lille pige. Vi venter i spænding på vores næste guldklump. 

Endnu engang tak fordi I vil bruge tid på at læse mine tanker. 

Kram fra Mette 

Skrevet af: Mette Louise Fogh Larsen, PixiMødrene, 3. indlæg.

 

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                   Læs Mettes forrige indlæg her ›


PixiMødrene: Mit veloverståede første trimester (Amalie)

Man kan sige uendelig mange ting om at være gravid, men for mig, såvel som for mange andre, er der altså to helt store milepæle – og så selvfølgelig fødslen. Her snakker jeg naturligvis om henholdsvis nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen.

Jeg er i dag 24+0 og føler mig derfor også trygt på den gode side af de to milepæle, men vejen hertil er bestemt ikke uden bekymringer og både fysiske og psykiske op- og nedture. I dette indlæg er vejen igennem mit første trimester, og i næste indlæg kommer historien om mit andet trimester.

Det hele startede d. 6. maj

Som jeg har fortalt om i et tidligere indlæg, besluttede min kæreste og jeg at droppe p-pillerne uden den større planlægning omkring det. En forventning om, at vi nok skulle vente et par cyklusser før der var lagt den helt rigtige bolle i ovnen, hvilket også passede os ganske fint. Vi var dog en af de heldige som ramte plet i første forsøg, trods 10 år på p-piller og et marathonløb, fra min side, ugen inden at ’the lucky shot’ bare var i kassen. Vi endte d. 6. maj som de lykkelige ejere af en positiv graviditetstest, og en helt ny og meget ukendt verden åbnede sig for os.

Vi blev hurtigt enige om, at vores hverdag ikke skulle ændre sig det store pga. nyheden. Vi lærte derfor også rimelig hurtigt at finde os til rette med den nye viden, bare på vores helt egen måde. Da vi ikke har haft længe til at gå og forestille os, hvordan det ville være når den positive test endelig var i hus, eller hvordan livet med et barn ville være, valgte vi simpelthen bare at fortsætte hverdagen og bare droppe alkoholen. Vi tog ikke den helt store psykiske rutsjetur på dette tidlige stadie – jeg tror faktisk, at vi valgte at fortrænge det en smule og kun tænke på det i meget små bidder.
Jeg havde læst mange steder, at i første trimester var risikoen for abort af væsentlig størrelse, hvilket fyldte meget i mit hoved, og til de få fortrolige veninder som fik det af vide på det tidligste stadie, var jeg meget opmærksom på at sige at den jo stadig ikke var sikker endnu. Min gode veninde, som på det tidspunkt var sidst i andet trimester, valgte jeg endda at sige, at jeg endnu ikke var klar til at omtale ’os’ som gravide, men det stadig kun var hende som havde en rigtig baby på vej. Jeg var bare ikke helt nået til erkendelsen endnu.

Gravid på den ufede mådeVoksende mave

Da jeg havde haft de få første uger af graviditeten helt symptomfrit, begyndte de første graviditetsgener at melde sig. De ømme bryster kom som det første tegn – jeg var faktisk ganske godt tilfreds – ømme bryster kunne jeg snildt leve med, det måtte betyde at jeg nu for første gang i mit liv skulle have nogen flotte fyldige bryster, så de var mere end velkomne. Den næste gene der meldte sig var kvalmen – den her gang, knap så begejstret - jeg var heldigvis ikke så hårdt ramt, at jeg måtte kramme toilettet hver dag, jeg blev dog ramt med en god heldags kvalme, som ikke gav anledning til opkast, men blot hele dage med ubehag og svimmelhed. Kvalmen ramlede sammen med en stor eksamen på medicinstudiet, hvilket påvirkede mit humør og overskud, og jeg havde dage, hvor jeg faktisk var i tvivl om, hvor god en idé det her projekt baby egentligt var. Hertil skal nævnes, at jeg overlevede vha. en meget overbærende læsegruppe, som fandt sig i lidt af hvert de uger. Den sidste gene jeg blev indehaver af, blev trætheden, og med kvalmen i bagagen lagde jeg mig fladt på ryggen og sov al fritiden væk.

Alle disse tegn begyndte ligesom at danne et klart billede i mit hoved – den var god nok, jeg var gravid!

Ligeså stille kom erkendelsen om det lille barn som voksede inde i maven. Ikke dermed sagt at hverken jeg eller David helt havde forstået hvad det betød, men tanken voksede i os, og vi begyndte at se frem til en veloverstået nakkefoldsscanning og den kommende voksende mave (da min vægt var kontinuerligt faldende i starten, var det dog lidt svært at tro på, at maven faktisk blev rund på et tidspunkt).

ScanningsbilledeNakkefoldsscanning og starten på andet trimester

12 ugers scanningen lå dagen inden vores store 5-ugers rejse til Vietnam, så vi havde indstillet os på, at scanningen nærmest ikke måtte have andre udfald end til den gode side. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være at bekymre mig, men folk omkring mig var hurtige til at feje bekymringerne væk, da de mente vi havde oddsene med os, er begge unge (24), i vores livs bedste form, og gennemgående sunde og raske. Jeg kunne godt se det logiske i denne tankegang, alligevel måtte jeg ringe til min far og tvinge ham til at gennemtænke ’worst-case-scenario’ med mig, og det gav mig faktisk mere ro i sjælen, at jeg rent faktisk vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til en dårlig nyhed og en rejse der startede den efterfølgende dag.

Til Davids og min store glæde gik scanningen intet mindre end perfekt, og nu begyndte vi for alvor at omfavne nyheden.

Vi tog afsted samme eftermiddag mod København og sagde farvel til kvalme, første trimester og Danmark. Hvordan selve rejsen gik, kan læses i mit forrige indlæg.

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 3. indlæg.

 

‹ Læs Amalies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                       Læs Amalies næste indlæg her ›


Arthur på hospitalet

PixiMødrene: Ikke for sarte sjæle... (Mette K)

En kvalm oplevelse...Det bliver en pige

Aftenen og natten før den længe ventede kønsscanning lå jeg ca. hvert 10. minut og råbte på 'Ulrik' ude på toilettet... Jeg var åbenbart rendt ind i en ordentlig omgang madforgiftning! Jeg har allerede i min karriere som gravid kastet op en del gange - og syntes egentlig selv, at jeg er ret hardcore til det... Men shit mand!!! Jeg har aldrig været så syg som den nat! Kasper må have spist lidt af samme forgiftende mad, dog var han ikke så syg som mig. Men vi var begge to fuldstændig drænet for energi og ikke mindst drænet for begejstring for den kommende kønsscanning...

Vi slæbte os til Århus, udstyret med Actimel yogurt (som jo skulle været godt for maven!!!), cola og bananer. Mig op på briksen og jordemoderen gik energisk igang med scanningen!

"Neeeejjjj - kan I se hvad det er? Ihhh altså, sikke en sød lille sprække (!!!)... Jeg er slet ikke i tvivl, det er den lækreste lille pige! Har I dog lige set?"

Neeeej hvor dejligt - var min første tanke... Og så kunne jeg ikke høre eller tænke mere til den scanning - jeg var helt færdig og fuldstændig tom indeni! Kasper havde det ca. ligesom mig, vi var og er jo mega glade - det er så fedt at skulle have en pige denne gang, men lige i situationen fattede vi ingenting og kunne kun tænke på vores kvalme og forsøge at kontrollere den!! Vi gik derfra uden at sige et ord til hinanden - vi orkede det bare ikke...

Det var lidt trist at sådan en glædelig - og ikke mindst længe ventet begivenhed, skulle overgåes af kvalme og opkast!

Mere om kvalme og opkast...

Som sagt, så er jeg ved at være en habil opkaster, hvis jeg selv skal sige det! Herhjemme hedder det ikke morgenkvalme, når man er gravid, det hedder bare KVALME... Jeg er nemlig så heldig at have kvalme all day long!! Dog kaster jeg for det meste kun op om morgenen. Og når man så har en lille gut på 9 måneder, som jo er vågen fra kl. 7 ca., så sker det altså, at jeg nogle gange må lade Arthur være Arthur og spæne ud og kaste op! - Mens jeg så sidder der foran toilettet, må jeg forsøge at fortrænge at han hulker og skriger, fordi mor pludselig har forladt ham! Men hvad skal jeg gøre? - Sådan er det måske bare at skulle være storebror?!

At være helt speciel, er ikke altid så fedt!!

Jeg er faktisk helt speciel, det synes mine forældre, Kasper og venner i hvert fald... Men helt ærlig - jeg er faktisk sådan rigtig helt speciel... Og det er ikke fedt, når man er gravid!

Forklaringen på min selvglade indledning her er, at jeg har en ret speciel blodtype - jeg er B rhesus negativ et eller andet... Præcis min blodtype er der ikke mange der har, og det skal man være glad for! Hvis jeg skulle være så uheldig at udvikle et rhesus positivt foster inde i maven, så har vi højst sandsynlig et problem... Og det har jeg så gjort - 2 gange!!! Flot Mette...

Kort fortalt (for det er faktisk ret indviklet) så betyder det, at når min krop opdager et fremmedlegme, altså en anden blodtype, så udvikler den nogle såkaldte anti-stoffer. Det vil sige at skulle mit blod blive blandet med fostrets blod, så vil de anti-stoffer slå barnet blodceller ihjel... Og barnet kan dermed få blodmangel.

Ved Arthur skete det faktisk. Måske veArthur på hospitaletd et vendingsforsøg, da han lå med hovedet opad inde i maven, måske under kejsersnittet? Ingen ved det! Men mine anti-stoffer begyndte at nedbryde hans blod, kort efter han var blevet født. Det endte ud med en lille måneds indlæggelse på Skejby Sygehus og en blodtransfusion som sidste udvej! Det var en rigtig hård periode, og jeg ønsker det ikke for nogen nybagte forældre.

Problemet er desværre opstået igen... Den lille mussepige, der ligger og bokser rundt inde i min mave, er f..... også rhesus positiv! Så vi kan jo risikere at mit blod og mine anti-stoffer bliver blandet i hendes blod, og så har vi balladen! Igen! Jeg skal derfor nu under skærpet opsyn på Skejby Sygehus og til scanning hver 14. dag, hvor de vil holde øje med, at der ikke sker fald i babyens blodprocent. Det kan reelt ske, og sker det, mens hun er inde i maven og for lille til at komme ud, så kan man i værste tilfælde lave en blodtransfusion gennem navlestrengen!!!

Vi holder vejret de resterende ca. 22 uger og krydser alt, hvad der kan krydses, for at det hele flasker sig! Men det er virkelig svært ikke at bekymre sig!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 3. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her

Læs Mettes næste indlæg her ›


PixiMødrene: Så til det med navnet (Cindie)

Ham Baby-Keld skal jo have et navn og det er faktisk ikke så let som man umiddelbart går og tror. Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, havde jeg aldrig troet, at jeg skulle have barn. Derfor havde jeg ikke en lille hemmelig lommebog fyldt med ’gode’ navne, som jeg kunne trylle frem, så snart det var gået op for mig at to streger betød gå-amok-i-chokolade-du-bliver-tyk-alligevel! Jeg ved ikke engang hvad et ’godt navn’ er!

For at tage mit eget navn som et eksempel: Jeg er typen der skal stave mig igennem både for- og efternavn, når jeg skal bestille en rejse eller købe en forsikring. Og jeg er ikke alene. Folk hedder jo pludselig alt muligt på 1000 forskellige stavemåder. Selv de mest almindelige navne, kan have fået indført et ’ph’ i stedet for et ’f’ i nattens mulm og mørke.

Dét, man skulle have heddet

Jeg er også nem at finde via en simpel Google-søgning, men det tænkte mine forældre naturligvis ikke på, da de fik deres lille Jill i armene for 27 år siden! Jeps, for det skulle jeg have heddet. Og hvorfor har nærmest alle mennesker et navn, de SKULLE HAVE heddet? ’Hvad gik der galt, så du ikke kom til at hedde det?’ Og hvordan kan det egentlig være, at man ALDRIG kommer til at hedde det, der først var ideen? Ser man anderledes ud end forældrene havde troet? Og hvad havde forældrene egentlig regnet med? I mine øjne ligner alle babyer jo hinanden (nogle uger endnu indtil jeg selv bliver mor og synes, at lige præcis mit barn er det 8., 9. 10... hvad er vi efterhåndenen oppe på?.. vidunder i Verden).

Tænk, hvis man hellere ville have heddet det, man skulle have heddet? Så er det da møgstrengt at fortælle det til ungen! Lige at stå der og vifte med et super lækkert navn: ’Ja, skat, far og jeg havde snakket om, at vi ville opkalde dig efter Brad Pitt, men da du kom ud af mors mave, var der egentlig lidt mere John Mogensen over dig, så det blev det i stedet’.

I mit tilfælde er jeg ret lykkelig for, at jeg ikke blev en Jill, for hvem er det liiige man associerer med det navn? Jeg var 12-13 år og i dén grad i puberteten, da hele Danmarks første vinder af Big Brother, Jill Nielsen, tonede frem på skærmen. Og hun fik sig vidst ret hurtigt et kælenavn for en medbragt genstand, som en teenagepige med hjemmeklippet pandehår og fedtet hud, ikke magter at have på sig også.

Kendte navne

Men lige meget hvilket navn man finder på til barnet, kan det jo altid associeres med en anden, laves om eller forkortes. I sport gør man det åbenbart meget (...sagde hvalen og tog en håndfuld Matador Mix). Da vi snakkede om navnet Benjamin, sagde min kæreste ’så kommer han til at hedde Ben når han starter til fodbold’. Ja, men hvem siger også at han gør det?! Og skal vi nu også til at tage hensyn til det? Og Ben er da ikke det værste navn man kan blive kaldt.

Inden vi vidste at baby blev en dreng, var der naturligvis også en masse pigenavne i spil, og vi var overbevidste om, at så snart vi kendte kønnet, ville navnet komme til os. Og det er altså meget lettere at finde på et pænt pigenavn! Det er i hvert fald min undskyldning for ikke at have fundet et navn endnu, selvom min roulade-vom efterhånden ligner noget, der hører til på fødeafdelingen.

Når revisoren ikke må hedde det

’Så kommer det jo nok til jer når han kommer til verden?’.. Ja, men hvad hvis det ikke gør?! Så står vi lissom med problemet der, med et så-kommer-han-til-at-hedde-Frederik-eller-Joachim-issue der skal løses indenfor 6 måneder. Vi har været hele verden rundt og det er stadig umuligt. Jeg har googlet så det til sidst snurrede i mine fingre ’Spanske navne, græske navne, italienske navne, nordiske navne, hvad skal barnet hedde’, men vi er endnu ikke nået til enighed.

Vi er dog enige om, at det gerne må skille sig ud! Og så er der folk der siger ’Ja, jeg vil i hvert fald ikke have en revisor der hedder .....’. Jamen så må manden (tænk at det lille væsen engang bliver en ’manden’) jo finde et andet job eller skifte navn til den tid. Eller også må DU jo finde en anden revisor! Det kan umuligt være mit ansvar som mor at bladre ’Hvad kan jeg blive anno 2016’ igennem for at finde et navn der passer til samtlige professioner i hele bogen! OgOlsen Banden hvis der så når at blive oprettet en ny profession inden min lille Bimse skal på arbejdsmarkedet, så send mig lige en catch-up mail omkring det!

Opkaldt efter en papkasse

Som sagt har vi været igennem mange navne og kalder ham jo Keld nu – mest for sjov, men også mere og mere i alvor. Det kommer sig faktisk af, at vi havde en undulat der hed Bennie – som kommer sig af, at jeg havde en undulat, der hed Bonnie, da jeg var lille. Det er jeg garanteret ikke ene om, for det var jo dejlig nemt når det stod på kassen, man fik den hjem i. Det kunne måske også være løsningen? At bære baby hjem i en papkasse og så håbe der står noget uden på, som kan blive til et godt navn?

Da vi havde haft undulaten Bennie i nogle måneder, anskaffede vi os også en hund, der først ikke skulle have været vores, men så blev han det alligevel. Vi havde hele tiden snakket om, hvis den lille, lækre hvalp med fremtrædende underbid blev vores, skulle han hedde Keld – for så havde vi en Keld og en Bennie. Så manglede vi bare en Egon, men det ville jeg måske nok kunne overtale min kæreste til! ’Man kan jo ikke skille Olsen Banden ad! Det kan du da godt forstå, skat’.

Cindies hund LudvigDa vi så fik hunden, var han allerede døbt Ludvig og vi havde også vænnet os til at det var hans officielle navn. Selvom vi nogen gange kalder hunden for Keld i smug, står vi altså med dette navn til overs, som ikke rigtig har fået lov at komme til sin magt endnu. Med det sagt, kan jeg da godt se, at jeg er den sidste der skal snakke om at opkalde sine børn efter personer, de forhåbentlig ikke lige ligner de første par år. Det er ikke ligefrem fordi jeg går og håber på at føde miniatureudgaven af Keld fra Olsen Banden, der kommer anstigende i brun fløjlsjakke og med den ikoniske doktortaske solidt plantet i de små søde babyhænder - FOR SÅ SKAL JEG DEN ONDELYNEME DOPES MED SMERTESTILLENDE INDEN SHOWET GÅR IGANG! På den anden side kunne det være alletiders forklaring på, hvorfor jeg i skrivende stund er to stødtænder fra at ligne en hvalros – det kan umuligt være Pingvinstænger og Marabou altsammen.

Keld-navnet har jeg altså lidt svært ved at forene mig helt med, men synes samtidig det er smadder sødt. I hvert fald når der er ’Baby’ foran. Og det kan vi jo sagtens bruge i lidt tid, men nok ikke for evigt, for så bliver han nok lidt knotten på os, den kære arving. Og det er i grunden forståeligt nok. Jeg skulle i hvert fald hverken have en revisor, tandlæge, frisør eller søn der er 40 år gammel og hedder Baby-Keld til fornavn – så er charmen da for længst drevet over.

 

Skrevet af: Cindie Cuber, PixiMødrene, 3. indlæg.

‹ Læs Cindies forrige indlæg her


Karinas scanningsbillede

PixiMødrene: Scanningsdag, yeah! (Karina)

Det er mandag d. 22/8 – klokken er 08.45 og jeg har sjældent været mindre fokuseret på mit arbejde! Vi skal nemlig til nakkefoldsscanning i dag, men scanningen er først kl. 19:00!!!! Behøver jeg sige, at jeg glæder mig, ligesom et bette barn der glæder sig til jul??? Jeg har aldrig prøvet at blive scannet før, da dette er min første graviditet, så jeg er både super spændt på hvordan det kommer til at foregå, og hvad man kan se. På den anden side lurer også en frygt for, om vi får dårlige nyheder, og hvad gør man så i sådan en situation? Vi har heldigvis været ret enige om tingene, hvis vi skulle få negativt udfald ved scanningen.

Føler dagen snegler sig af sted, og når jeg tror der er gået et par timer, er det kun 20-30 minutter siden jeg sidst kiggede på klokken. Jeg er MEGET utålmodig, men på en eller anden måde, kommer jeg igennem den ellers enormt lange dag, og finder mig selv siddende i venteværelset på Skejby sammen med min kæreste, da en sygeplejerske kalder mit navn.

”Så er det Karina” - jeg springer nærmest op af stolen af bare iver, og bliver næsten irriteret over, at kæresten er liiidt langsommere end mig :D  Men lige så meget, som jeg har glædet mig til det her tidspunkt, så begynder en bølge af nervøsitet at ramme mig, og da vi kommer ind i lokalet, ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg begynder at få samme adfærd, som når man startede i en ny klasse – man står lidt genert og fumler akavet med tingene. Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om jeg skal sætte mig ned eller bare springe op på briksen og flashe maven med det samme… Sygeplejersken gennemgik nogle ting med os, og stiller lidt spørgsmål – er helKarinas scanningsbilledet sikker på, at hun har kunne lugte min nervøsitet langvejs fra – men nervøsiteten forsvinder dog ret hurtigt, da jeg endelig får lov at komme op på briksen, og hun får fundet bette fisen, som dukker op på skærmen foran os. At h*n så er mindre samarbejdsvillig og allermest har lyst til at vise sin numse end så meget andet, det er en anden sag.. Men hvor er det vild at se ens kommende barn på skærmen, som hoppede rundt imens hun scannede mig, det krævede dog at jeg måtte hoste nogle gange og lige puffe lidt til bette fisen, før vi kunne se hele herligheden der gemmer sig i min mave <3 Men da h*n endelig kom frem på skærmen og sygeplejersken satte lyd på, så vi kunne høre hjertelyden, så bredte sig der en helt varm fornemmelse i hele min krop – lidt som når man er forelsket, og mit smil var ikke længere til at skjule.. Min kæreste, som på det tidspunkt havde været oppe i 16 timer, var pænt træt, så han sad med åben mund og polypper og koncentrerede sig om at øjnene ikke lukkede i, i det ellers mørke lokale – jeg valgte dog at tolke det som om han var ved at tabe kæben over vores bette fis. Jeg var totalt tom for ord, og tror jeg fik sagt mindst 10 gange ”nååå, se lige den bette fis”.
Men alt i alt var det en perfekt baby der dukkede op på skærmen. Nakkefolden var fin og tynd og vores risiko for produktionsfejl, var nærmest ikke eksisterende <3 Min termin blev rykket lidt frem, så den nu hedder 7. marts 2017. Så nu er det kun at vente indtil på tirsdag d. 13/9 – hvor vi skal til kønsscanning – Manden siger dreng, jeg siger pige—Men det må I læse med om næste gang…

Når mor går til bal…

…plejer vi ikke at spare på de våde varer, men festugen bliver noget anderledes i år. Øl bliver skiftet ud med sodavand eller danskvand og de lange nætter i Århus byliv, bliver byttet ud med søvn og hvile – Men det forhindre mig nu ikke i at deltage, i det omfang jeg nu kan. Festugen blev sparket igang med en fantastisk koncert med ingen anden end Århus’ egen L.O.C. 2 dage efter var jeg på den igen til 90’er fest, sammen med en flok veninder, hvor alle de godt 90’er hits fra cut’n move, Dr. Alban, me&my, Dj Sash og mange mange flere kunstnere tonede ud over galopbanen i Viby. Dog kræver det en vis portion fornuft, når man er sammen med veninder, der i dejlig solskin og varme nyder en kold fadøl, imens man selv sidder og sipper i sin Fanta.. Det er altså bare ikke ligeså spændende :D  Men på den anden side, får man også et helt andet indblik i, hvordan man opføKarinas koncertture som gravidrer sig og ser ud, når der ryger en vis form for alkohol indenbords og i de fleste tilfælde, er det ikke super charmerende, men ellers ganske underholdende :D  Tredje arrangement på 5 dage stod på spisning med en veninde samt koncert på pustevig, hvor Le Freak gav et brag af en koncert. Selvom jeg nød alle dagene, må jeg nok indse, at jeg bare ikke har samme energi og udholdenhed, som før jeg blev gravid, og at min krop kræver en del mere hvile, end man måske selv liiige synes er nødvendigt. Livet går ikke i stå, heldigvis – og i dag fredag 9/9 står den på fed fredag koncert med Sanne Salomonsen i tivoli i Århus, også må vi se hvad den næste tid ellers byder på… <3

 

Skrevet af: Karina Laursen, PixiMødrene, 2. indlæg.

‹ Læs Karinas forrige indlæg her

Læs Karinas næste indlæg her ›


PixiMødrene: Så fik vi overstået nakkefoldsscanning (Mette L)

Så fik vi overstået nakkefoldsscanning. 

Puha, det var en lettelse. Jeg må sige, at jeg godt nok har været nervøs op til denne scanning. Min alder taget i betragtning ( Jeg er jo 37 år ) så havde jeg hørt fra flere, at når man er rundet de 35 så går det ned ad bakke. Onsdag d. 10. august kl. 8 var vi til nakkefoldsscanning. Og JUBIIIIIIIII…..Alt var bare i den skønneste orden. Så det var simpelthen en kæmpe befrielse, og vi var så lykkelige. Lille prutten var meget aktiv og det var bare så dejligt at se. Forventet termin 15/2-2017.

Dreng eller pige?

Vi havde begge en idé om, at denne gang ville vi få en dreng. Vi har i forvejen en datter, Marie, der fylder 2 år til oktober. Så vi bestilte en privat kønsscanning og den fik vi i slutningen af august. Men jeg må sige, at jeg var fuldstændig ligeglad med kønnet. Så længe man bare får et barn, der er sund og rask, så var det det vigtigste. 

Mette L med pige i mavenJeg kom op på briksen og hun scannede mig. Som jeg næsten havde gættet, ville lille prutten ikke helt samarbejde. Så jeg måtte vende og dreje, hoste, tisse osv., før der blev samarbejdet. Men så siger hende scanningsdamen endelig: Nu kan jeg se hvad det bliver. Jeg spørger: "Bliver det en pige mere?" og hun siger: "Ja det bliver en lillesøster". Pludselig mens jeg lå der, fik jeg en idé om, at det nok var en pige mere. Og ganske rigtigt. Vi bliver beriget med 2 prinsesser. Hvor heldig har man lov at være. Ja ja, rent shoppemæssigt bliver det nok knapt så spændende, da vi har alt i forvejen. Så der bliver nok begrænset med shopping. Men på den anden side er det meget praktisk med 2 piger. Vi håber selvfølgelig de får stor glæde af hinanden. 

Allerede stor mave

Da jeg allerede har en stor mave, har vi prøvet at snakke med Marie om, hvad der gemmer sig i mors mave. Det er ikke til at forholde sig til, når man kun er 1 år. Hun ved der er en baby i mors mave og at det er en pige. Men ellers er det svært for hende. Jeg har haft en del problemer med kvalme og træthed, så når mor ligger på sofaen, er det pga. baby inde i maven. Men som sagt er det svært, når man bare er 1 år. 

Redebyggeriet

Nu er vi så småt gået i gang med at rydde vores ekstra værelse, så lille prutten kan få et fint værelse. Hun skal selvfølgelig sove hos os de første måneder, men bare det at begynde at bygge rede er super hyggeligt, og giver en dejlig tryghed. At kigge på seng, puslebord, hylder, knage osv. er så hyggeligt. IKEA er blevet travet igennem et par gange allerede, og Instagram er flittigt brugt. Men puha, det er svært at vælge. Der er så meget lækkert til børn. Så det bliver en svær kamp. Men fantastisk at få lov til dette endnu engang. Hele redebyggeriet frem til baby kommer, er så dejligt. Jeg vågner op med et smil på læben hver morgen og nyder min graviditet. Det er ikke alle dage, der er lige gode, men så tænker jeg på det skønne barn der kommer ud af anstrengelserne, og så er det bare det hele værd. 

Navneovervejelser

Vi er så småt begyndt at snakke navne. Men det er godt nok svært denne gang. Vi var begge meget hurtigt enige om at vores første datter skulle hedde Marie ( Opkaldt efter begge farmødre ), og med mellemnavn Ocilie efter min mormor. Men jeg synes det er svært denne gang. Men ingen tvivl om, at vores kommende datter også skal have Ocilie til mellemnavn. Vi er begge så vilde med dette navn, og så er det bare så smuk en tanke, at hun er opkaldt efter hendes oldemor. 

Nervøs over misdannelsesscanning

Nu venter vi bare på misdannelsesscanning i slutningen af denne måned, og første jordemoder besøg her midt september. Jeg er utrolig spændt på dette. Når man har været til misdannelsesscanning, og man er halvvejs gennem graviditeten, så er det en ny milepæl der er nået. Selvom jeg ikke helt vil være ved dette, så er jeg en smule nervøs. Vi håber bare alt er OK med den lille guldklump i maven. Så vi venter spændt på det der venter os i denne måned. 

Tak fordi I læser med. 

Pas på jer selv og hinanden. 

Skrevet af: Mette Louise Fogh Larsen, PixiMødrene, 2. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                              Læs Mettes næste indlæg her ›


PixiMødrene: Backpacke som gravid (Amalie)

Backpacker AmalieJeg kommer fra en familie, hvor backpacking har været en stor del af min barndom. Lige fra jeg var 6 år, har mine forældre smidt en rygsæk på mine søskende og jeg, og taget os med til den anden side af jorden. Rejser som ofte endte på de indonesiske øer, og som gerne varede en lille måneds tid. Det falder mig derfor meget naturligt, at rejsen og backpacking har høj prioritet, når budgettet skal lægges.

På mange måder kommer David og jeg fra forskellige familier. Og dette punkt var også modstridende for os. David har aldrig været uenig eller uinteresseret i at rejse rundt i verden, tværtimod, han havde bare aldrig prøvet det. Han kommer fra en familie, hvor ferier slet ikke har kunnet komme på tale, og prioriteringer har været meget anderledes i budgetplanlægningen. Da vi mødte hinanden, havde han derfor kun besøgt London på studietur og Holland på håndboldtur.

Det endte ud i, at det blev et mindre projekt for mig, at få David med ud i verdenen, så jeg var sikker på han fik set og oplevet alt det, som havde fyldt så meget i min barndom.

Dog kan der være langt fra tanke til handling. Vi har desværre altid været mere eller mindre præget af en stram økonomi, da vi begge er unge og studerende. At rejse flere uger til den anden side af jorden har derfor, rent økonomisk, ikke været muligt for os, selvom det fyldte meget i mit hoved.

Pengene dukkede op

En dag i foråret, sad jeg på en café med en veninde, hvor hun fortalte at hende og hendes kæreste havde bestilt en tre-ugers rejse til Sri Lanka med et budget på 15.000 kr. pr. mand. Jeg lyttede misundeligt til, og begyndte at regne på vores eget budget, og pludselig gik det op for mig, at vi stod til at modtage en god sum fra SKAT og feriepenge, hvilket kunne give os lige præcis det beløb, som min længeventede backpacker tur krævede.

5 uger til Vietnam blev bestilt

For David og jeg lød det som verdens bedste idé at tage af sted så længe som muligt, mod det østasiatiske Vietnam. Vi bestilte rejsen, planlagde intet hjemmefra, andet end flybilletterne ud og hjem.

På daværende tidspunkt havde jeg netop droppet p-pillerne, og vi vidste derfor godt det kunne ende med at vi skulle rejse under graviditeten, men regnede med at det nok alligevel ikke blev aktuelt. Vi vidste således også, at det nok ville være vores sidste mulighed for at rejse væk i lang tid i en kommende årrække.

De to streger på graviditetstesten kom hurtigere end forventet, og pludselig stod vi med 5 ugers rejse og en baby i maven. For os var dette dog ikke en problemstilling, som satte en stopper for noget som helst, vi var meget opsatte på at fuldføre begge ting efter bedste evne. Det skulle blive vores helt egen unikke rejse.

Overvejelser

Som sagt var der ingen overvejelser om det var en god idé, selve det at rejse afsted. Helbredsmæssigt vidste vi, at vi var uden for zika-virus områderne, dog var vi ikke helt uden for malaria områderne. Det blev derfor malaria, som begyndte at fylde i vores hoveder. En hurtig snak med sygeplejersken afgjorde, hvilke områder vi rimelig sikkert kunne rejse i, uden at være i malariarisiko. Med den besked i bagagen, og vores ellers MEGET rolige tilgang til graviditeten, tog vi altså afsted uden de mindste bekymringer.

Det var først da vi stod med fødderne fastplaceret i Vietnam, at jeg begyndte at have min tvivl, om vi egentligt havde undersøgt det hele godt nok. Pludselig var der så mange ting, der kunne gå galt med en baby i maven. Hvordan var det egentligt hvis jeg fik madforgiftning? Hvad skete der, hvis jeg egentligt fik malaria? (Vi havde bare fået af vide, at det var noget værre rod, hvis det skete) Kunne jeg egentligt spise al maden fra menukortet? Hvad gjorde vi, hvis jeg pludselig begyndte at bløde? Alle sådanne spørgsmål dukkede op hist og her, men eftersom vi nu var godt i gang med rejsen, var der ligesom ikke nogen vej hjem. David, som ellers skulle være på udebane på den anden side af jorden, viste sig at være et sandt naturtalent til at rejse, og samtidig tage sig stærkt af sin gravide kæreste, og tankerne faldt derfor hurtigt til jorden, når en rolig David havde styr på det hele.

Selve rejsen

David som backpackerDa vi rejste afsted var jeg 12+2, netop trådt ind i 2. trimester, kvalmen var aftaget og maven fyldte endnu ikke det store. Forudsætninger for rejsen var derfor gode.

Med et vejr i Vietnam der var ekstremt varmt og en luftfugtighed der sagde spar to, kom vi altså hurtigt til kort. Varmen, blandet med graviditeten, gjorde mig udmattet, og sulten aftog drastisk. Det tog derfor en mindre tilvænningsperiode for mig at få tingene til at køre helt så glat, som jeg gerne ville. David var stadig min redning hver eneste dag, og bar over med mig til enhver tid, hvilket gjorde, at vi fik det hele til at køre glat efter lidt tid.

Bekymringerne var aftaget og vi havde fundet vores måde at rejse på, hvilket krævede lidt flere småpauser i løbet af dagen for min skyld, og alt gik faktisk bare helt fantastisk.

Nu skulle man tro der kom et men… Men det gør der faktisk ikke, vores rejseendte som et hit. Vi fik set hele Vietnam, fra nord til syd. Vi gik glip at nogle natursteder, som vi gerne ville have set, men måtte undvære pga. malariarisikoen, hvilket var det eneste ’down’ på vores tur.

Vi rejste hjem da jeg var 17+2, og både David og jeg stod tilbage med en sejrsfølelse. Vi var begge stolte af, at vi netop havde rejst til den anden side af jorden, med en baby i maven, og gjort det til intet mindre end en succes. Det var et selvtillidsboost for os begge.

TilbageblikAmalie med fuld oppakning

Når jeg i dag, 2 ½ uge efter hjemkomsten kigger tilbage på vores rejse, er jeg ikke i tvivl om, at det har styrket os som par, og jeg vil kun anbefale andre at tage det med graviditet så roligt som muligt (hvis man dog har en normal graviditet), for man kan altså det meste, selvom man er gravid. Dog kan jeg også se på situationen, at vi faktisk var enormt heldige at have arrangeret turen på det tidspunkt vi gjorde, da jeg i dag 20+0 nok ville føle mig for gravid til den slags rejse (tasken ville presse for meget på maven og vægten være for hård for bækkenet), og en rejse i 1. trimester nok havde været hæmmet en del af min daværende kvalme.

Så heldige har vi da lov at være.

 

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 2. indlæg.

 

 

 

‹ Læs Amalies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                           Læs Amalies næste indlæg her ›


PixiMødrene: Flere røverhistorier fra landet (Mette K)

Den nemme beslutnArthur med det gode sovehjerteing om én mere!

Hvor mange helt nybagte forældre, er allerede (begge to) klar til nummer 2 inden for de første par måneder? - Og er enige om det!!

Selvom vi var, og er, fuldstændig over-forelskede i Arthur, kunne vi mærke, at der var rigeligt med kærlighed. Både til hinanden, til Arthur, til hund, til kat og til hønse-harem! - Og helt sikkert til én mere!

Jeg bliver 35 næste sommer, og kunne jeg selv have bestemt, så havde jeg nok fået børn for 10 år siden!!! - Men der var Kasper jo kun 17 og kørte rundt på scooter og spillede magic cards... Heldigvis nåede han, trods alt, lige at blive lidt mere mand før vi mødtes!

Udover min alder, og det at jeg jo lige skulle finde en mand at få mine børn sammen med, så er det nok allermest Arthurs skyld, at vi er klar til nummer 2. Han har fra starten været verdens nemmeste dreng, og vi satser på at det fortsætter...! Han har altid sovet hele natten og er altid glad. Jeg tror det kan tælles på én hånd, hvor mange gange han har grædt uden at han nemt kunne trøstes. Så vi tror, - måske dumt og naivt, at sådan bliver den næste nok også... Vi krydser fingre.

Da jeg var til det obligatoriske 8 ugers lægetjek efter fødslen, og lægen spurgte hvordan vi beskyttede os, tabte hun kæben, da jeg sagde, at det gjorde vi ikke, og det ville vi ikke... "Vil du ikke engang have p-piller?" Nej tak!

Og sådan skete det så: Arthur var 6 måneder, jeg var gravid!

Pseudo-tvillinger kom an...Arthur og maven - pseudo twins

Tvillinger lyder vildt - inden Arthur kom til, ville jeg gerne have tvillinger, så var det ligesom "overstået". Men nu har vi Arthur, og shit man - hvis der lå 2 små rollinger derinde nu!!! Puha!

Vi har (heldigvis) fået afkræftet tvillinge-scenariet, men vi er selv skyld i, at vi ender op med PSEUDO-tvillinger!! Når der er mindre end 18 måneder i mellem to søskende, kaldes det pseudo-tvillinger og der bliver ca. 14/15 måneder mellem Arthur og den lille nye snotnæse.

Alt det her betyder jo så, at vi ender op med 2 ble-børn og ikke mindst 2 børn der kræver 100% overvågning! Det bliver hårdt arbejde, og vi fortryder sikkert 1000 gange! Men jeg er sikker på, at det er det helt rigtige for os, - så skidt med ble-kaos og overvågning - det bliver dejligt og sindsygt!

3 scanninger på 3 uger

Nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning er vist for alle, noget der skal overstås! Det gælder også for os. Jeg har indtil videre ikke været fan af scanningerne, hverken med Arthur og nu heller ikke med den nye...

Jeg måtte, for 14 dage siden, en tur til vagtlægen og videre til scanning på hospitalet! Med stærke smerter og et par dages blødning, frygtede jeg det værste. Den unge læge der scannede mig, var på ingen måde positiv, og mente at graviditeten nok var ved at gå til grunde! - Dog ville hun lige have en second opinion fra en ældre læge...

Vi var godt på vej til at være helt knuste, og en million tanker fløj igennem os. Men inden vi nåede helt ud i tovene, udbrød den ældre tilkaldte læge: "...men den ligger jo og bokser rundt derinde"!!! Jeg var tom for ord, lamslået og helt rystet. På under 10 min. gik vi fra total angste til overumplet-lykkelige! Men det var en frygtelig oplevelse...

Alt er godt igen og forklaringen på blødScanningsbillede af den nye lille babyning og smerter findes ikke!

Ugen efter blev det så tid til nakkefolds-tjekket, og jeg var tilbage på samme hospital. Denne gang mindre angst, men spændt på endnu engang at se den bette bokse rundt derinde! Der var fuld fart på, og nakkefolden var perfekt!

I næste uge har vi besluttet os for at gøre noget ekstravagant. Vi vil købe os til en tidlig kønsscanning. Hos den private jordemoder/scanningsklinik vi har fundet, er 14+0 uger det allertidligste man kan se fosterets køn - og vi kan åbenbart ikke vente!

Det er stort, at man idag kan beslutte, om der skal købes lyserødt eller lyseblåt i 4. graviditetsmåned (hvis man synes dét er vigtigt...?). Tilbage i start 90'erne kunne man først vide kønnet, når man lå med barnet i armene. Vi vidste i 14. uge, at Arthur var en dreng, og inden længe får vi de spændende nyheder om den lille nye...

Gode som dårlige scanninger - 3  styks på 3 uger er overvældende! Men alt er åbenbart godt, og vi glæder os stadigvæk helt vildt!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 2. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                 Læs Mettes næste indlæg her ›


PixiMødrene: Når man tror baby er en torskerogn (Cindie)

Jeg må indrømme, at jeg har stukket min læge en mindre løgn. Da jeg opdagede min graviditet, ville jeg smaddergerne se det lille vidunder, så jeg lod derfor som om, at jeg kunne være alt mellem 3 uger og et halvt år henne. Ærligt nok, havde jeg overhovedet ikke styr på min cyklus – jeg kunne aldrig få mig selv til at sidde og tegne røde ringe ind i min kalender (som jeg i øvrigt slet ikke ejer) for at holde styr på, hvornår jeg har menstruation. Tit ved jeg det når jeg har lyst til chokolade, chips eller is. Så er den enten på vej, igang eller lige stoppet. Og den ene dag om måneden, hvor min omgangskreds ikke består af Tom(s), Kim(s) og Ben & Jerry, har jeg altså ikke menstruation!

Hvor er baby?

ScanningsbilledeHeldigvis sendte lægen mig til en scanning, så vi kunne få fastslået, hvor langt jeg var henne. Det skulle vise sig at være en skuffelse uden lige. Jeg var nærmest ikke engang ’henne’ endnu viste det sig, da billedet af min ret så tomme mave tonede frem på skærmen. Jeg havde ingen baby, som jeg ellers havde forestillet mig. Ikke engang et foster, kunne de kalde det – jeg måtte tage til takke med en graviditet, hvilket i mine ører lød, som noget kedeligt og hurtigt forbigående på samme måde som en bums eller fodvorte. Jeg turde ikke engang hoppe ned af briksen, af frygt for at den lille ring i min mave ville falde ud det samme sted, som den var kommet ind.

Det er nok den mest vattede fornemmelse jeg længe har oplevet. Jeg vil hellere drikke et glas lunkent vand. Og ja, for pokker jeg burde være så taknemmelig! Der findes folk, der kæmper for at se den lille runde ring, jeg ikke engang kan huske navnet på, på scanneren i årevis! Men jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig – jeg havde bare troet at ’den’ var en baby. Jeg var bare alt, alt for tidligt henne og havde vidst lige glemt at forventningsafstemme og eventuelt sætte mig lidt ind i ’emnet’ inden.

 

Det forsvundne ansigt

Da jeg så var omkring de 12 uger henne, skulle vi endelig til nakkefoldsscanning aka NF. Jeg kunne næsten ikke sove af begejstring om natten og kunne slet ikke rumme, at jeg snart skulle ’møde’ babyen. 26. april kl. 9 var datoen, hvor turen gik til Rigshospitalet. Mine tal var fine og nakkefolden havde normal tykkelse, så alting var i skønneste orden – indtil scannings-damen begyndte at brokke sig over, at babyen ikke ville makke ret. Den lå med ryggen til og lige meget hvad vi gjorde, fik vi den ikke at se forfra. Jeg hoppede og dansede rundt i scanningslokalet, blev puffet til så min blære var ved at tømme sig midt på briksen, men lige lidt hjalp det. Baby ville på ingen måde vise sig! Mine billeder fra NF er derfor alle ens – babyryg, babyryg, babyryg.

Da vi jo skulle til bunds i sagen om at finde det forsvundne ansigt, blev jeg ’en af dem’, der bliver holdt øje med. Jeg fik tilknyttet overlægen som ’fast scanner’. Ingen tvivl om at han er dygtig, men jeg ville med glæde have ham byttet væk for en af de søde scannings-damer der snakker navne, babytøj og valg af pusleborde under scanningen. Det er ligesom lidt mere hyggeligt og føles ikke nær så alvorligt.

Overlægen snakkede ikke under scanningen, og når han gjorde, var det så lavt, at jeg ikke kunne høre hvad han sagde. Mine scanninger tog tit over en time, og det samme kom der ud af det hver gang – det de kunne se, var fint, men baby er en stædig krabat, der nægtede at vende sig. Min kæreste var derfor overbevist om, at vi skulle have en pige, der havde arvet sin mors temperament og stædighed. Hø hø hø, men moren har det endnu, og har ikke i sinde at forære det væk til arvingen!

Hver gang gik vi derfra med en meddelelse om, at det de kunne se var fint, men da de ikke havde set skyggen af et ansigt, kunne der også være noget galt. Tusind tak, for Skandinaviens absolut mindst informative udmelding – så er I ligesom helgarderet! Hvis jeg så føder Americas Next Top Model får I ret og det samme gør I sørme også, hvis der kommer en torskerognsbuks ud, uden ansigt. Og sidstnævnte var nøjagtig, hvordan jeg forstillede mig at baby uden ansigt så ud – som friske torskerogns ’bukser’ og det er ærligt talt ikke nemt at knytte sig til. I den tid, føltes det egentlig bare som at gå rundt med en ’klump kød’ i maven, der kun viste sin eksistens via hjertelyden. Det gik rigtig op for mig, at jeg endnu ikke havde knyttet mit mor-bånd, da jeg en dag havde en veninde med til en af de mange scanninger. Da Dr. Overlæge gjorde et eller andet på maskinen, så vi kunne høre hjertelyden, begyndte min veninde at græde og snakke om hvor stort det var, mens jeg bare lå og gloede som var det genudsendelsen af Hammerslag der var igang på skærmen. Det, at få ansigt på baby var absolut det, der betød allermest for mig og jeg kunne slet ikke finde samme glæde over det her lille væsen i min mave, før jeg vidste at ’den’ var hel.

 

Facebook indlægSå fik vi endelig svar!

Jeg tror det blev til 6-7 scanninger før jeg endelig, i starten af juni måned –1 time før vi skulle stå i lufthavnen og nå næste fly til Spanien – fik at vide, at baby havde et ansigt. Og endda et helt et. Der var jeg 18-19 uger henne. I halvanden måned havde jeg altså gået rundt med en baby, som jeg ikke havde turde håbe på var helskabt, men det viste sig altså denne gang at lille Baby-Keld både havde hage, næse og pande – og en lille tap, der indikerede at han er en dreng. Yes, vi var ovenud-lykkelige og jeg glædede mig til at gå shop-amok, lave Facebook-announcement, og hvad der ellers hører sig til, når man er gravid i år 2016!

Sikke en lettelse og en fantastisk måde at starte ferien på!

 

 

 

Skrevet af: Cindie Cuber, PixiMødrene, 2. indlæg.

 

‹ Læs Cindies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                               Læs Cindies næste indlæg her ›


PixiMødrene: Det her er min dejlige familie (Karina)

Karina og familieDet her er er min dejlige familie <3 - selvom den mindste kun er til låns for mit vedkommende, men anser ham for min egen <3 Min dejlige familie består af min kæreste Dan, min bonus søn Emil, Lille Blyp, og mig. Vi er i dag onsdag d. 17/8 12+0 uger henne i vores graviditet, og venter spændt (moren venter dog MEGET utålmodigt) på at komme til nakkefoldsscanning d. 22/8, indtil da må billede af baby blyp vente. :D

Og hvem er vi så??

En kort præsentation af hvem min familie er, og ikke mindst hvem jeg er. Herren i huset hedder som sagt Dan, han er 29 år og arbejder som chauffør for et frugt og grønt firma i Århus. Man kunne jo så være forfalden til at tro, at vores køleskab bugnede af diverse sunde råvarer. Men i det her tilfælde har baby altså besluttet, at spegepølse og boller i karry er langt bedre end at gnaske i en gulerod <3 Så det bliver jeg jo nødt til at lytte til. Min skønne bonusdreng hedder Emil og er 3 år. Han er lige startet i børnehave, hvilket i sig selv bringer en masse nye forandringer og ikke mindst udfordringer med sig. Vi er efter hans mening hele tiden dumme, især når han ikke får sin vilje. :D

Mit navn er Karina, jeg er også 29 år, til dagligt arbejder jeg som sekretær på et gymnasium i Århus, hvor jeg administrerer den daglige gang med vores elever og diverse andre opgaver, der nu følger med. Derudover er jeg selvudråbt husmor – jeg ELSKER at stå i køkkenet og lave mad og ikke mindst KAGE <3 (dog ikke så meget lige for tiden, da kvalme og træthed har overtaget mit liv.) Derudover har jeg gjort rengøring og tøjvask til mit domain, da jeg ikke mener manden kan vaske mit tøj ligeså godt. Og ja, der er nok lidt OCD over mig i den forbindelse, til gengæld må han gerne vaske op. :D

Udover alle de andre ting, har jeg fået den store ære at blive en af de nye piximødre, hvilket jeg er super glad for. Jeg har ikke erfaring som blogger eller andet, men tænkte at det her ville være en god mulighed for at dele de oplevelser der opstår igennem ens graviditet, på både godt og ondt. Jeg er gravid med mit første barn, og der vil i den forbindelse komme en masse spørgsmål, bekymringer og mange andre ting, som bliver en del af mine fortællinger som ny piximor.

 Når man pludselig står med en positiv test!? :O

Min graviditet er meget planlagt, selvom den kom noget tidligere end forventet. Jeg fik i 2011 konstateret PCOS og nedsat fertilitet. Så da vi i februar i år blev enige om, at jeg prøvede at smide mine p-piller, blev vi noget overrasket over, at jeg 3 måneder efter testede positiv. Jeg havde i måneden op til min positive test, døjet med enorm træthed, hvilket jeg bare fejede hen pga. travlhed på arbejde. Det var først i min ferie, at jeg indså, at noget kunne være på spil, da min træthed fortsatte, jeg fik aftenskvalme, madlede, plus jeg opdagede, at jeg var gået 2 dage over tiden. Så for sjov tog jeg en test, som med det samme viste positiv, og på ca. samme tidspunkt som den positive streg viste sig, brød jeg grædende sammen på toilettet. Også sidder man der med bukserne nede om hælene, ansigtet i hænderne og græd, hvorefter ens så fine makeup, nu mere eller mindre lignede en sørgelig form for klovnemaske. Men med en følelse af ubeskrivelig lykke i kroppen, men hvor man på samme tid også bliver ramt af bekymringer og usikkerhed omkring det hele.

Kop med positiv test

Breaking the news:

Normalt er jeg god til at holde masken, men liiiige i det her tilfælde kunne jeg simpelthen ikke holde det for mig selv. Jeg skulle om formiddagen være sammen med en veninde, som jo hurtigt fandt ud af jeg holdt noget hemmeligt. Så da hun fandt ud af, at der gemte sig en bette baby i maven, gik vi straks i gang med at planlægge hvordan jeg skulle breake nyheden om familieforøgelse til manden. Vi var ude i forskellige scenarier, lige fra at lave en t-shirt - til hvad der blev det endelige resultat, som I kan se på billedet - langt mindre dramatisk. En kop med et spørgsmålstegn, et par neutrale babysokker samt en positiv test.

Også begyndte ventetiden ellers, og var mildest talt ved at sprænge af lykke. Men men men, vi havde min kærestes søn den dag, så jeg måtte pænt vente indtil han var kommet i seng. Han havde da heller ikke mere end lige lagt dynen henover ham, før jeg fes ud i min taske og tog den indpakkede kop frem, satte den på stuebordet, og lagde mig i sengen i total spænding. :D  Han nåede lige hen over dørtrinnet til stuen, før jeg gjorde ham opmærksom på, at der altså stod en gave til ham henne på stuebordet, som han meget gerne måtte åbne. Og det var sådan set begyndelsen på vores rejse sammen. Hvor vi bevæger os fra at være kærester til også at være forældre, til den kommende guldklump, som ligger trygt og godt inde i min mave. <3 Hvilket jeg glæder mig til at dele med alle jer, i de næste mange måneder. :D

Skrevet af: Karina Laursen, PixiMødrene, 1. indlæg.


PixiMødrene: Vi skal være forældre igen (Mette L)

Vi skal være forældre igen og vi er simpelthen så glade.

Jeg hedder Mette og er 37 år, er gift med manden i mit liv og min bedste ven Jesper på 40 år. Sammen har vi vores datter Marie på 22 mdr. Vi venter endnu et barn til februar. Vi er så småt begyndt at glæde os til barn nummer 2. Der er ingen tvivl om, at dette er et ønskebarn, skabt i kærlighed, og vi er så lykkelige. Men pga. en spontan abort i starten af året, så har vi nok denne gang været lidt tilbageholdende med at glæde os for tidligt. Hvis nu noget skulle gå galt igen. 

Spontan abort

Jeg havde en spontan abort i starten af året. Det tog rigtig hårdt på os. Jeg tror alle der har været i denne situation, ved hvor hårdt det er. Det er altid noget man har med i rygsækken. Lige så snart man står med en positiv test i hånden, så er man i gang med at planlægge, indrette værelse osv. Sådan var det i hvert fald hos os. Vi havde ikke forestillet os, at det kunne gå galt. Aldrig i livet. Det sker kun for alle andre. Ja hurra, jeg skal love for vi blev klogere. 

Da jeg begyndte at bløde, vidste jeg nok godt at det var slut. Men min mand var meget positiv, så jeg holdt også humøret oppe. Selv om jeg inderst inde godt vidste at det her ikke var godt. 4 dage efter kom jeg til scanning, og ja den var god nok. Der var ikke længere liv. Det var især hårdt, fordi vi havde været til tidlig scanning og havde set hjerteblink. 

Puha, det var en hård periode at komme igennem. Det var svært for nogle i vores kreds at forstå at vi var så kede af det. Men tror ikke man forstår hvordan det er, før man selv har prøvet det. Oven på den omgang var vi begge enige om at det var bare op på hesten igen. Vi var meget opsat på, at vi meget gerne ville have 2 børn, og med vores alder ville vi ikke vente.

Positiv test - går det galt igen?Positiv graviditetstest

Søndag d. 12. juni tog jeg en graviditetstest. Wauw den var positiv! Jeg styrtede ind til min mand, som sad og legede med vores datter. Jeg viste ham blot testen og han kiggede på den og sagde - "Jamen super, du har ægløsning skat. Så prøver vi bare igen". "Nej nej" sagde jeg. "Det handler ikke om ægløsning. Det er en positiv graviditetstest". Han blev bare så jublende lykkelig, og den dag var der intet der kunne vælte os. 

De næste par uger gemte vi graviditeten væk. Vi turde næsten ikke håbe på, at det denne gang ville gå godt. Efter jeg havde en spontan abort, var vi denne gang mere tilbageholdende. 

Jeg er 37 år, så jeg var selvfølgelig også nervøs for, at der skulle være noget galt med barnet. Jeg har altid hørt, når man er fyldt 35 år, så er chancen for at få børn ikke god. Så jeg må sige, at det sad- og sidder nok stadig dybt i mig.

Jeg synes der var mange bekymringer. Jeg var også meget nervøs for, om jeg skulle være så uheldig igen med en spontan abort. Jeg havde en snak med min læge, som beroligede mig. "Mette, selvom du er 37 år, så tænk på dig selv som ung". Han var virkelig guld værd og det hjalp mig meget at snakke med ham. 

I sommerferien var vi til en tryghedsscanning. Jeg havde ellers bestemt, at jeg ikke ville dette denne gang, men ja ja. Man har et standpunkt til man tager et nyt. Jeg havde blødt lidt, så jeg var selvfølgelig meget nervøs. Det var en fin scanning og jeg så hjerteblink, da jeg var i 10+0. Men tror alligevel ikke helt vi troede på, at det skulle lykkedes denne gang. 

I onsdags var vi så til nakkefoldsscanning og det var bare en ren lettelse. Alt var bare så fint og selv om jeg har den alder jeg har, så endte vi med en lav risiko. Så der blev fældet glædestårer, da jeg lå der med bukserne meget langt nede og en stor mave. 

Slut med de negative tanker

Jeg synes noget af den nervøsitet jeg har haft nu er væk. Jeg ved godt der aldrig er nogle garantier, men jeg kan heller ikke bruge 9 måneder på at være nervøs. Det kommer der intet godt ud af, og det kommer også bare til at gå ud over min mand og min gudeskønne datter. Gud hvor jeg egentlig elsker de 2. 

Jeg har sat mig for at jeg ikke vil bruge mere tid på at være nervøs nu. Sker der noget kan jeg hverken gøre fra eller til. Naturen går sin gang. Så jeg vil nyde min store mave og sende alle mine gode og positive tanker ned til det lille ønskebarn, der ligger i min mave. 

Jeg tror dog alligevel vi lige skal over misdannelsesscanning, inden vi begynder at lave nyt værelse til den lille nye guldklump. 

På fredag skal vi til en selvbetalt kønsscanning. Det bliver bare så spændende. I min familie er vi super gode til at lave piger, så lad os nu se. Uanset kønnet, er jeg bare lykkelig og taknemmelig, hvis vi får endnu et sundt og rask barn.

Jeg vil på tirsdag i gang med at indrette børneværelset oppe i hovedet. Der kommer det nye IKEA katalog nemlig!! Ja ja det er de små ting i hverdagen, der nogle gange kan få smilet frem. Ingen tvivl om at jeg har gjort mig en masse tanker om det at få barn nr 2. Men vi venter lige lidt endnu med den store shoppetur til vores lille nye guldklump. 

Tak fordi I læser med. 

Stor hilsen fra Mette 

Skrevet af: Mette Louise Fogh Larsen, PixiMødrene, 1. indlæg.


PixiMødrene: To streger, hva' så nu? (Amalie)

Hvem er vi?

Lad mig starte med en hurtig introduktion af os, inden jeg fortæller hvordan vi endte med to gyldne streger.

Herhjemme i Århus består vi af min kæreste David og jeg, Amalie, begge 24 år. Vi mødte hinanden i forsvaret for godt 4 år siden, hvor jeg aftjente min værnepligt og samtidig forelskede mig i en af de eftertragtede sergenter. Vi flyttede sammen i Davids lejlighed fra dag 1 af, levede videre i vores ellers småkaotiske tilværelse, som indebar kaserneliv, lange arbejdsdage og en kommende udsendelse til Afghanistan for os begge.

Vores faste kaserneliv tog en uventet drejning efter udsendelserne til Afghanistan blev stoppet før tid, og vi begge tog en beslutning – dog med et års mellemrum – om at stoppe den vante tilværelse, flytte til Århus og starte studier.

Livet gik ikke så nemt, at vi bare kom ind på drømmestudiet fra dag 1 af, men med lidt snilde, ekstra tid, tilflytning og fraflytning til byen, endte vi alligevel hvor vi står i dag: Jeg starter til september på mit 3. semester på Medicinstudiet i Århus, og David starter til september på 1. semester af Jurastudiet.

Vi er således, på forunderlig vis, endt med at være soldaterkærester med mudder til knæene og et gevær plastret til hånden, blevet studerende kærester på lange videregående uddannelse.

Baby-talk on the table

Som ovenstående antyder, har vi egentligt haft rigeligt at se til de 4 år vi har kendt hinanden, så projektbaby lå faktisk slet ikke i kortene.

Min tilgang til familieforøgelse har altid ligget meget fast, først tog man sig en uddannelse, fik sig et arbejde og når tilværelsen og økonomien var stabil, kunne man begynde at skabe en familie. Det første barn kunne meget vel melde sin ankomst sidst i tyverne, gerne 28, 29 år.

Alligevel endte vi som 23-årige at starte projektet op.

Da projektbaby jo ikke kun består af en part, men to parter, havde David selvfølgelig også nogle idéer om, hvordan det hele skulle gribes an. Han kommer fra en familie, hvor man har fået børn i en tidlig alder (18-20 år), og baby-talk lå derfor ikke så langt fra hans verden som min.

Sommeren sidste år tog vi for første gang hul på ’snakken’. Vi kiggede hinanden i øjnene, spurgte om vi ville hinanden fuldt ud, om det var os to der havde en fremtid sammen, eller om vi bare var glade for hinanden lige nu. Vi blev hurtige enige om at vi så os to sammen, og at det også indebar børn en dag, gerne i slutningen af vores studier.

Den ene snak tog så den anden.

Da vi først fik taget hul på baby-Maraton i Hamburgtalk, var det som om vi ikke kunne stoppe igen. Hver gang snakken blev taget op igen, blev der taget et år af startdatoen. Det resulterede i, at vi i julen havde besluttet det skulle være under bacheloren, hvilket jeg jo var godt i gang med. Til sidst løb utålmodigheden af med os, og vi besluttede at smide p-pillerne, med tanken om, at der nok gik et halvt års tid før jeg var inde i min normale cyklus. Således kunne vi forvente en baby et godt stykke ude i fremtiden og ikke lige i morgen.

 

Planer holder aldrig

Samme måned som p-pillerne røg skulle jeg løbe mit andet maraton i Hamburg, og efter lidt søgen på nettet, fandt jeg frem til at elitesport som maratonløb nedsatte fertiliteten væsentligt. Derfor en forventning om, at kroppen skulle bruge yderligere lidt tid til at finde normalen igen.

D. 6 maj skulle jeg så til kapsejlads med studiekammeraterne, drikke mig i hegnet og nyde studielivet. Det var dog samme dag jeg forventede min menstruation, så for at være på den sikre side tog vi liiige en graviditetstest inden jeg blev helt fordrukken. Det skal dog siges, at jeg to dage forinden, af ren nysgerrighed, havde taget en test, som var negativ.

Der stod vi så med to streger, kiggede på hinanden og blev enige om at de 100 bajer til kapsejladsen, nok måtte erstattes med 100 sodavand.

 

En ny verdenTo streger

Vores tilværelse har ikke ændret sig, vi har fortsat vores hverdag nøjagtig som den plejer, er netop vendt hjem efter 5 ugers backpacking i Vietnam, skal til at starte studie op igen, bliver boende i vores lille 53 kvm toværelses lejlighed. Alting er som det plejer, der er bare en lille Blop i maven, som hindrer mig i at fortsætte maratonløbet og min ellers trofaste kærlighed til mad er på deltid.

Her står vi så mange uger senere (18+0), med en mave der så småt er voksende, en veloverstået nakkefoldsscanning, en bunke ubesvarede spørgsmål om den nye verden, en bunke spørgsmål vi ikke aner om er relevante, en overrasket familie og vennekreds, og jeg føler mig spændt, men ærlig talt, så er jeg virkelig på bar bund i den nye verden.

 

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 1. indlæg.


PixiMødrene: En sidste brandert (Mette K)

Mette og Kasper

En sidste brandert

Den 11. april 2015 blev jeg overrumplet af 15 skønne piger, der mente, at nu skulle dagen for min polterabend altså være! Og den dag er jo som oftest fyldt med en del våde varer.

Jeg var helt klar på verdens bedste dag, dog med en lille skummel mistanke til de der skide 4 dage jeg var gået over tid... Men hvad - jeg skal kun giftes én gang og måske kommer mine "sager" imorgen?!

Fuld skrue og en fantastisk dag, med blandt andet dildo-party, pole dancing og ja, rigeligt med våde varer...

Efter en søndag med tømmermænd og Netflix, går jeg mandag morgen i møde (stadig ingen "maler i opgangen"), med en fyldt blære og en graviditetstest.

Kasper og jeg skulle være nogens mor og far!!!

 

Min verden - lige nu

Arthur tog vist ikke skade af mine polterabend udskejelser, idag er han i hvert fald 8 måneder og verdens lækreste lille fyr. Både Arthur og jeg labber pt. den sidste barsel i os, inden jeg igen skal tilbage til mit arbejde som grafisk designer i en stor dansk mode virksomhed. Et sted jeg har tilbragt de sidste 9 år af mit 34 årige gamle liv.

Kasper og jeg har været gift lidt over et år og vi har kendt hinanden i 3 år. Kasper er mit livs bedste fund online - 8 år yngre end mig - ung og sprød! Han er verdens bedste blanding af en drengerøv på 26 og en gammel klog mand! Han har fuld gang i karrieren som recruitment manager i en salgsorganisation.

ByggerodetVi købte, efter et års stormfuld forelskelse, et fantastisk gammelt landsted - som vi løbende, med mine 10 tommelfingre og Kaspers overraskende, hurtigtlærende håndværker skills, sætter i stand. Selvom vi stadig ikke aner, hvad vi har rodet os ud i, så får den fuld skrue og den gamle ejendom, minder mere og mere om det hjem vi går og drømmer om!

Men nu har vi nok rodet os ud i et minor set back, hvad angår husbyggeriet... Efter kun 6 måneder med verdens lækreste baby dreng i vores liv, måtte jeg igen købe en graviditetstest og fylde blæren.

Kasper og jeg skal være nogens mor og far... Igen!!!

No way back!

Nu har der ligget sådan en lille snotnæse inde i rugekassen ca. 12 ugers tid og vi glæder os vildt meget til marts, hvor vores guldklump nummer 2 join'er familien!

Men men men... Var der nogen der sagde skrækslagen - jeg vælter mig i skrupler om 2 ble-børn, søskende-barnevogne, flere værelses-istandsættelser og masser af natte-roderier.

Det er dog, rent faktisk helt overlagt, at baby nummer 2 er på vej - jeg er efterhånden en gammel krage, og vil gerne have mine børn før jeg bliver 35 - og det når jeg lige på et hængende hår!! Heldigvis har Kasper og jeg hele tiden været ret enige om at vores børn skulle være tæt på hinanden aldersmæssigt. Og når man har valgt noget - overlagt - så kan man også klare sig igennem det! Det tror jeg på. Det er selvfølgelig ikke ens betydende med, at det ikke bliver hårdt og til tider uoverskueligt, men jeg vil forsøge at pakke mine brokkerier væk!

Vi er af den overbevisning, at en graviditet ikke er hemmelig. Heller ikke før nakkefoldsscanningen. Hvis noget går galt, på den ene eller anden måde, så står man ikke alene, når verden ramler sammen. Derfor har vi været ret åbne og ret tidligt fortalt vores familier om den lille skus, der er på vej. Selvom vi har prøvet at fortælle bedsteforældrene een gang, at noget stort skulle ske, så var det denne gang lige så spændende og vildt som første gang. Og faktisk noget mere nervepirrende...

Jeg forventede måske Mette Kiel og babyat blive mødt med fordomme og kommentarer som: "allerede!!!" eller "toooo ble-børn!!!". Men jeg må tage det i mig igen - alle har været, selvfølgelig overraskede, men har syntes at vi er mega seje og overskudsagtige... - Lad os nu se!

Nå men nu er vi altså havnet i suppedasen - frivilligt eller ufrivilligt? Så nu er der én vej frem, gennem lange morgener med kvalme og opkast, træthed så bh-stropperne ryger af skulderne, hævede ben og gud forbyde det - måske bækkenløsning, som jeg bandede til helvede i min sidste graviditet.

Barsel barsel barsel

En ting er at fortælle om nummer 2 til bedsteforældrene, en anden ting er altså at fortælle det til sin chef! "Øhm chef, jeg er altså gravid i 5. måned når jeg kommer tilbage fra barsel..." Jeg siger det bare - den er svær, og jeg skulle lige overveje min taktik grundigt inden jeg tog fat i hende. Heldigvis er jeg en af de heldige - og det vidste jeg jo faktisk godt! Hun blev mega glad og jeg fik en stor krammer!

Selvom jeg er lykkelig over at skulle være nogens mor igen, så har jeg lidt dårlig samvittighed overfor min arbejdsplads og mine kollegaer. Jeg ved de savner mig og jeg savner dem helt vildt! Men jeg vender stærkt tilbage, og så må det være slut med barsel... For denne gang....!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 1. indlæg.

Læs Mettes næste indlæg her ›


PixiMødrene: Vi hedder Kenneth og Cindie

FullSizeRender (1)Vi hedder Kenneth og Cindie og vi skal være forældre til november.

Det kunne næsten lyde som om, vi er ved at erkende et årelangt problem foran støttegruppen. Det er det dog ikke. Jeg er ny Piximor og vil gerne præsentere mig selv, min kæreste og fremtidige baby, Baby-Keld.

Kenneth kører beton og jeg kører karriere. Jeg læser HD i min fritid, dyrker kickboksning og har altid 100 jern i ilden og mange projekter i luften. Jeg elsker simpelthen at være ved at omkomme af stress og påtage mig langt mere end jeg tit kan rumme. I mine jobs som projektleder har jeg været vant til at udarbejde risikoanalyser, arbejde efter stramme agendas og lede projekter sikkert i mål. Til gengæld kan jeg hverken svinge en støvsuger eller fylde en opvasker så der er plads til både glas, tallerkener og fade. Derfor gør jeg det ikke, og sådan har det fungeret for os i syv år.

Når man er en elendig husmor, er drømmen om familie og børn også langt væk – faktisk ikke eksisterende. Sætningen ’andres børn siger mig ikke noget’, er i mine øjne en sætning, der vidner om en social inkompetence og udtrykker lav intelligens. Jeg kan godt lide andres børn og alle mennesker siger mig da noget, men jeg har aldrig overvejet tanken om, selv at få ansvaret for at danne et lille menneske der skal vokse op.

Helt fra starten..

Men for at starte helt fra scratch så var 2. marts dagen, hvor jeg opdagede at jeg måtte pakke min kickboksning sammen og sætte min HD på standby. Kl. 6.30 sad jeg med den første positive test i hånden. Det kom sig faktisk af, at jeg mandagen inden havde været så svimmel til kickboksning og tirsdag begyndte jeg at google det lidt: ’svimmel til kickboksning’, ’træt og uoplagt’, ’vitaminer mod svimmelhed’.

Derfra kom jeg frem til, at jeg kunne tage en graviditetstest og det fik jeg så gjort onsdag morgen, for Google havde jo også fortalt mig at morgenurin er det bedste til sådan et projekt. Efter første test, var jeg ikke overbevist og tog en mere. Kl. 8 stormede jeg i Rema. Stod nærmest og bankede på butiksruden sammen med alle pensionisterne, der heldigvis var kommet for at købe andet end de graviditetstests, som jeg havde udset mig. Endte op med 12 lyserøde streger, ligeligt fordelt på de 6 teste jeg havde købt. Jeg var gravid og er det stadig! Kæresten kunne dog ikke få det at vide med det samme, for han var i Manchester og se fodbold. Og selvom telefonen er opfundet, ville det ikke ændre hele verdenssituationen, hvis jeg ventede en dag med at give ham sit livs chok. Hunden fik det til gengæld at vide igen og igen.

Han ville ikke snakke alvorligt!

IMG_5098 (1)Næste dags aften hentede jeg så min kæreste i lufthavnen. Han var træt, sur og irriterende. Jeg ville snakke alvorligt og han ville have McDonalds. Han vandt, for jeg elsker chokolademilkshakes og vi var jo alligevel ude at køre. På vej op til vores lejlighed i elevatoren, småsnerrede han af mig, fordi jeg allerede havde taget hul på planlægning af næste uges program i forhold til skole, projekter, aftaler osv. Han ville ikke snakke alvorligt!

’Nej, men det kan du kraftedeme blive nødt til!´ skreg jeg til ham da jeg smækkede døren indefra, så naboerne ikke kunne høre at han fik et møgfald af kaliber. Heldigvis satte han sig bare pænt ind til spisebordet og begyndte at pakke vores McDonalds mad ud. Han undrede sig dog over, at der stod en tallerken med et viskestykke over. Jeg tror faktisk han var ret imponeret over, at jeg vidste hvor vi opbevarede viskestykkerne. Han fjernede viskestykket og under det, lå min dokumentation for at jeg gerne måtte være en sur kælling – alle mine positive teste.

Offentliggørelsen af nyheden

Noget af det sjoveste indtil videre har faktisk været offentliggørelsen af det. Mine forældre har 3 børnebørn i forvejen og har vidst altid været indstillet på, at det var det. Vi glædede os derfor helt ekstremt til, at vi skulle fortælle det. Vi valgte derfor at gøre det allerede i påsken hos mine forældre. Her havde vi købt et pap påskeæg og pakket ind med et lille digt, der sluttede på ’mange kys I får blandt andet – til november når storken er landet’. Og så var deres påske fuldendt!
Venner og veninder er også blevet helt vildt overraskede, fordi jeg altid har givet udtryk for at børn ikke var en del af min uendeligt lange ’to do’ liste – og så har jeg altid været ekstremt strækmærke-forskrækket. Det var derfor også vildt grænseoverskridende at offentliggøre graviditeten med et fuldstændigt ufiltreret billede af mig selv i bikini på Facebook, da jeg var 20 uger henne. Hval-billedet - som jeg kalder det – er ikke det billede af mig selv, som jeg er mest tilfreds med, men jeg synes også bare et scanningsbillede er så ligegyldigt. Og så ligner scanningsbilledet altså at staklen har skæg. Hvis det er tilfældet, er jeg altså lykkelig for, at han i det mindste er en ham.

FullSizeRender

Baby-Keld er hjertelig velkommen!

Baby-Keld er i den grad på vej, og vi har besluttet os for at være den slags forældre, der tager tingene som de kommer. Han skal ikke være et projekt, og der skal ikke laves to-do-lister over min graviditet og hans ankomst. Den skal nydes og det bliver den. Pusletasken bliver ikke pakket en måned før, barnevognen er kun købt fordi den var på tilbud, jeg vil ikke amme og vil heller ikke diskutere det. Jeg vil heller ikke føde, men dér må jeg nok bøje mig i sandet, for ud skal han jo. Far tager størstedelen af barslen og vi gør tingene på vores måde. Selvom baby er resultatet af en vi-havde-ikke-råd-til-at-tage-ud-og-spise-og-der-var-ikke-noget-godt-i-tv-på-Valentines-Day-date, så glæder vi os inderligt til han kommer, og han skal være hjertelig velkommen!

 

Skrevet af: Cindie Cuber, PixiMødrene, 1.indlæg.

 

Læs Cindies næste indlæg her ›