Livet som far: Mød Ronni

At blive far
‘Jeg kan sige nej, nej og atter nej og når hun så laver noget hun ikke må, og jeg kigger på hende er jeg lige ved at dø af grin.’ fortæller Ronni om livet som far. Foto: Shutterstock

Pixizoo Magasin har mødt 27 årig Ronni til en snak om livet som far til Trud på 19 måneder. Læs med og få en unik indsigt i, hvilke tanker en ung far gør sig om frihed, faderrollen og forhold.

Hvordan oplever du, at rollen som far adskiller sig fra rollen som mor?

‘Jeg oplever, at rollen adskiller sig ved, at jeg prøver at være en lille smule vildere i forhold til de ting, vi laver og leger med Trud. Jeg gør det for at bryde nogle grænser hos Trud i forhold til, hvad hun måske tror, hun er i stand til.

Mødre har en helt naturlig tendens til at være forsigtige med deres børn, ikke at Truds mor er nogen forsigtig mus, men der er altid en naturlig forsigtighed som fædre måske ikke helt er udstyret med. Hvis vi f.eks. gynger, så skubber jeg Trud lidt højere og hurtigere bare for at vise overfor Trud, at der er ikke sker noget.

LÆS OGSÅ ‘LAD NU FAR FÅ LOV’ »

En anden klar ting, der adskiller sig er, hvor Truds mor hele tiden tænker på Trud, så tænker jeg ikke så meget på hende når jeg fysisk ikke kan se hende. Ude af øje ude af sind. Jeg tror, at mænds hjerne er skabt til at kunne tage på jagt i flere dage, hvor man er væk fra hjemmet for at finde mad. Derfor nyttede det ikke noget, hvis mændene hele tiden tænkte på deres børn i stedet for at fange mad.

Det er derfor svært for mig at sætte mig i Truds mors sted når hun siger, at hun hele tiden tænker på Trud. Det kan jeg simpelthen ikke sætte mig ind. Selvfølgelig tænker jeg på min datter, men fra, jeg har afleveret hende i vuggestuen og så til jeg ser hende igen, er det ikke meget jeg tænker på hende. Det er fordi jeg ved, hun er tryg og glad i vuggestuen og derfor behøver jeg ikke at bekymre mig for hende.’

Hvordan vil du beskrive det at være far? 

‘Som jordens fedeste og hårdeste ansvar. Det at man har ansvaret for, at et lille menneske vokser op og bliver et ordentligt menneske – det er kæmpe stort og hårdt. Men det er pisse fedt. Selvom der er dage, som bare er sure og trælse, fordi ens barn måske er sygt og konstant græder og man selv ikke har flere kræfter. – Så skal der bare et lille smil fra sit barn til, så kan man køre 24 timer mere uden søvn.

Og det, at man er i stand til at kunne læse sit barn og vide præcis, hvad man skal gøre for, at barnet bliver glad, det er så tilfredsstillende. Og specielt som far, fordi man hele tiden bliver målt op mod moderen, der jo ”altid” gør det ”rigtige”. F.eks. hvis man tager ned i et legeland, hvor der er mødregrupper og man som far kan komme med sin datter og bare have det sjovt – det er mega fedt.

Som far føles det bare nogle gange som om, man skal gøre en ekstra indsats når man er ude at lege med sit barn. Sådan føler jeg det i hvert fald. Det kunne være fedt med nogle legepladser, hvor der ikke var adgang for kvinder eller mødre. Fordi det føles altid som om, man har et par øjne i nakken, der lige skal holde øje med om man nu har styr på det. Fædre er sgu mere ”stille og rolig, og op igen!” hvis der sker et eller andet.

LÆS OGSÅ ‘FULD FART FREM PÅ TO HJUL’ »

Jeg synes at være far er det største man kan blive som mand, og i 2015 er der 1.000 forskellige måder at være mand og far på. Jeg har valgt, at jeg absolut ikke gider læse bøger eller andet om, hvordan man skal være far. Jeg stoler på mine instinkter og tror derved, at jeg kan blive den bedste far for Trud.

Jeg vil beskrive det at være far som at være mig selv bare med et kæmpe ansvar for, at Trud skal blive et ordentligt menneske. Og det er en udfordring, jeg synes er fed.’

Hvad er det mest udfordrende ved at være far?

‘At sætte grænser. Jeg har sindssygt svært ved at sætte grænser, fordi jeg i bund og grund er ligeglad med om hun f.eks tegner på væggene eller andet hjemme hos os selv. Udfordringen ligger i at lære hende, at hun kun må gøre det hjemme. Jeg kan sige nej, nej og atter nej og når hun så laver noget hun ikke må, og jeg kigger på hende er jeg lige ved at dø af grin.

Hvor mødre hele tiden bekymrer sig, ser jeg som far hele tiden farer overalt. Hvis jeg f.eks. cykler med Trud bagpå og en bil er ved at gøre noget, jeg opfatter som farligt, er jeg allerede ved at slå min hånd gennem ruden og banke vedkommende – altså selvfølgelig kun inde i mit hoved!

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, måske er det fordi jeg som far er ”beskytteren”. Hvis jeg ikke spotter potentielle farer i tide så sker der noget med min datter. Men det er fandme hårdt at skulle have imaginære slagsmål med alle bilister, man cykler forbi når man bare skal op i Fakta.

Den sidste ting, er den som jeg nævnte før med, at man som far hele tiden føler, man skal gøre det ekstra godt for at leve op til moderen, altså i andres øjne. Det er ligesom, at det at være en god mor er noget man naturligt er. – Men man skal virkelig arbejde for at blive en god far.’

LÆS OGSÅ ’10 SPØRGSMÅL DU IKKE TØR STILLE DIN SUNDHEDSPLEJERSKE’ »

I hvilke situationer nyder du allermest at være far?

‘Det er f.eks. noget helt banalt som da vi skulle af sted i vuggestue forleden, og på vej ned af trappen ser jeg nærmest mig selv udefra, og det slår mig; Shit! Jeg går sammen med min datter hånd i hånd ned af trappen. Det er svært at forklare, men det er de små ting i hverdagen, hvor man enten bliver rørt, er ved at død af grin eller kan give den omsorg som kun forældre kan. Det er de situationer, hvor man vokser to meter som far.

Eksempelvis fandt jeg på en leg da vi var ude at gå, hvor jeg lod som om jeg tegnede en streg, og så skulle Trud løbe når jeg havde talt til 3. Hun løb så allerede da jeg sagde 2, hvor jeg så fangede hende og sagde, hun var en drillepind og så skreg hun af grin.

Der blev jeg virkelig rørt og stolt, fordi jeg havde fundet på en leg hun synes var sjov. Jeg havde også læst hende rigtigt ved at kalde hende en drillepind, fordi det var helt bevidst, hun var løbet før jeg sagde 3.’

LÆS OGSÅ ‘LEGETØJ SKAL LEGES MED’ »

Hvad vil du ønske, du havde vidst inden, du blev far? 

‘At det for altid er slut med at kunne tage ”væk” til f.eks. festivaler. Jeg var sidste år afsted første, men ikke sidste, gang til Copenhell. Vi tog toget tirsdag aften og skulle med toget hjem igen søndag. Men fredag midt imellem heavy metal, headbanging, high fives og fadøl, så begyndte jeg at savne min datter.

Den følelse af savn til sit eget barn havde jeg aldrig oplevet før og afstanden fra København til Århus føltes uendelig. Det endte med, at jeg var ædru hele lørdagen og tog toget hjem til Århus lørdag aften.’

Hvilke ting har du mindre overskud til efter, du er blevet far?

‘Musik, specielt heavy metal er, udover min kæreste og datter, den vigtigste ting i mit liv. Hele min identitet er bygget op om musik og det er et faktum, at jeg er en kæmpe nørd, der gerne vil vide alt. Den tid jeg brugte på musik før, bruger jeg nu på at være sammen med Trud. Og det klager jeg overhovedet ikke over.

Når man sætter et barn i verden bliver man defineret ud fra om man er i stand til at lægge alt hvad der hedder ”mig tid” på hylden. Hvis man kan det, mener jeg, man kan kalde sig selv for voksen. Men det kommer tilbage, fordi jo ældre Trud bliver, jo mere vil jeg gerne dele min interesse for musik med hende. Så der er helt klart mindre overskud til at dyrke mine interesser, men det er sgu ikke noget jeg dør af. Tværtimod er det nok lidt sundt at komme lidt væk fra de faste ritualer.’

LÆS OGSÅ ‘UGENS FORÆLDREFAVORIT: LILLE FRØ’ »

Har faderrollen ændret dine roller i andre henseender?

‘Jeg er lige nu arbejdssøgende, så jeg har masser af tid til at være sammen med Trud. Det første år arbejdede jeg fuldtid. Der kunne jeg sagtens mærke den stress der var ved, at både gøre sit arbejde ordentligt, samtidigt med at skynde sig hjem for at være sammen med sit barn.

I forhold til min kæreste, så kender de fleste par, der får børn nok, at de første par år går man hen og bliver et mere praktisk arbejdsfællesskab i stedet for et forhold. Overskuddet til andet end at passe barn er ikke stort. Når alt går op i bleskift, indkøb, aktivering af barn og arbejde, så er sofaen tiltrængt. Alle par håndterer det nok på hver sin måde og vi har gjort det samme. Både mere og mindre succesfuldt.

LÆS OGSÅ ‘VUGGESTUESTART – FEM GODE TIPS’ »

Jeg har også oplevet en ændring ved, at jeg altid har været den første til at sige ja til en god gang bajere med vennerne og nogle gange er det svært at skulle sige ”jeg kan ikke i aften jeg skal passe”. Men efter 10 min er det glemt og dagen efter er jeg glad for, at jeg ikke har tømmermænd og jeg kan se frem til en lang hyggelig dag med min datter.

Jeg er også gået fra aldrig at have planlagt noget til, at alle weekender er booket flere uger frem. Det spontane liv er blevet erstattet af det planlagte liv når det kommer til fest og farver. Men i en alder af 27 år, hvor de sidste 10 år har været fest hver weekend, så passer det mig egentlig fint.’

Hvad er du optaget af at fodre dit barn med? Gode værdier, opdragelse, økologisk mad … eller noget helt andet?

‘Det allervigtigste for mig som far er, at Trud vokser op med så meget tryghed og selvtillid, at hun tør hoppe ud på dybt vand. At hun bliver et ordentligt menneske der ved, hvordan man skal opføre sig over for andre. Mit største ønske er, at Trud bliver en blanding af sin far og mor, fordi vi begge er børn af trygge kernefamilier. Hvis jeg helt personligt kunne vælge, hvad Trud skulle være, så skulle det være musiker eller vært på Deadline.

LÆS OGSÅ ‘JUBIII, VI SKAL HAVE EN LILLESØSTER’ »

Jeg vil gøre alt for, at Trud ikke er bange for at udtrykke eller udforske eventuelle kreative evner. Samtidig skal hun lære, at man altid skal sætte spørgsmålstegn ved alt i samfundet. Jeg har brugt betegnelse et ”ordentligt menneske” før og jeg mener virkeligt, at hvis jeg kan hjælpe Trud til at blive et ordentligt mennesker så skal det alt sammen nok gå.

Og en sidste, men meget vigtig ting, jeg vil lære hende er at komme til tiden. Hvis man kan komme til tiden, viser det, at man har respekt for andre menneskers tid. Det er en vigtig egenskab at lære.’

Hvordan er dit liv anderledes nu i forhold til før, du blev far?

‘Det er bedre, fordi jeg har fået Trud. Hella Joof sagde på et tidspunkt, at “de eneste børn, man fortryder, er dem man ikke får”. Der er en masse ting som er blevet mere besværlige som følge. af at jeg har fået et barn. Men det er absolut intet i forhold til hvad jeg får igen.

Trud er mit ansvar resten af mit liv, og det har jeg det fantastisk med.’