PixiMødrene: Backpacke som gravid (Amalie)

Backpacker AmalieJeg kommer fra en familie, hvor backpacking har været en stor del af min barndom. Lige fra jeg var 6 år, har mine forældre smidt en rygsæk på mine søskende og jeg, og taget os med til den anden side af jorden. Rejser som ofte endte på de indonesiske øer, og som gerne varede en lille måneds tid. Det falder mig derfor meget naturligt, at rejsen og backpacking har høj prioritet, når budgettet skal lægges.

På mange måder kommer David og jeg fra forskellige familier. Og dette punkt var også modstridende for os. David har aldrig været uenig eller uinteresseret i at rejse rundt i verden, tværtimod, han havde bare aldrig prøvet det. Han kommer fra en familie, hvor ferier slet ikke har kunnet komme på tale, og prioriteringer har været meget anderledes i budgetplanlægningen. Da vi mødte hinanden, havde han derfor kun besøgt London på studietur og Holland på håndboldtur.

Det endte ud i, at det blev et mindre projekt for mig, at få David med ud i verdenen, så jeg var sikker på han fik set og oplevet alt det, som havde fyldt så meget i min barndom.

Dog kan der være langt fra tanke til handling. Vi har desværre altid været mere eller mindre præget af en stram økonomi, da vi begge er unge og studerende. At rejse flere uger til den anden side af jorden har derfor, rent økonomisk, ikke været muligt for os, selvom det fyldte meget i mit hoved.

Pengene dukkede op

En dag i foråret, sad jeg på en café med en veninde, hvor hun fortalte at hende og hendes kæreste havde bestilt en tre-ugers rejse til Sri Lanka med et budget på 15.000 kr. pr. mand. Jeg lyttede misundeligt til, og begyndte at regne på vores eget budget, og pludselig gik det op for mig, at vi stod til at modtage en god sum fra SKAT og feriepenge, hvilket kunne give os lige præcis det beløb, som min længeventede backpacker tur krævede.

5 uger til Vietnam blev bestilt

For David og jeg lød det som verdens bedste idé at tage af sted så længe som muligt, mod det østasiatiske Vietnam. Vi bestilte rejsen, planlagde intet hjemmefra, andet end flybilletterne ud og hjem.

På daværende tidspunkt havde jeg netop droppet p-pillerne, og vi vidste derfor godt det kunne ende med at vi skulle rejse under graviditeten, men regnede med at det nok alligevel ikke blev aktuelt. Vi vidste således også, at det nok ville være vores sidste mulighed for at rejse væk i lang tid i en kommende årrække.

De to streger på graviditetstesten kom hurtigere end forventet, og pludselig stod vi med 5 ugers rejse og en baby i maven. For os var dette dog ikke en problemstilling, som satte en stopper for noget som helst, vi var meget opsatte på at fuldføre begge ting efter bedste evne. Det skulle blive vores helt egen unikke rejse.

Overvejelser

Som sagt var der ingen overvejelser om det var en god idé, selve det at rejse afsted. Helbredsmæssigt vidste vi, at vi var uden for zika-virus områderne, dog var vi ikke helt uden for malaria områderne. Det blev derfor malaria, som begyndte at fylde i vores hoveder. En hurtig snak med sygeplejersken afgjorde, hvilke områder vi rimelig sikkert kunne rejse i, uden at være i malariarisiko. Med den besked i bagagen, og vores ellers MEGET rolige tilgang til graviditeten, tog vi altså afsted uden de mindste bekymringer.

Det var først da vi stod med fødderne fastplaceret i Vietnam, at jeg begyndte at have min tvivl, om vi egentligt havde undersøgt det hele godt nok. Pludselig var der så mange ting, der kunne gå galt med en baby i maven. Hvordan var det egentligt hvis jeg fik madforgiftning? Hvad skete der, hvis jeg egentligt fik malaria? (Vi havde bare fået af vide, at det var noget værre rod, hvis det skete) Kunne jeg egentligt spise al maden fra menukortet? Hvad gjorde vi, hvis jeg pludselig begyndte at bløde? Alle sådanne spørgsmål dukkede op hist og her, men eftersom vi nu var godt i gang med rejsen, var der ligesom ikke nogen vej hjem. David, som ellers skulle være på udebane på den anden side af jorden, viste sig at være et sandt naturtalent til at rejse, og samtidig tage sig stærkt af sin gravide kæreste, og tankerne faldt derfor hurtigt til jorden, når en rolig David havde styr på det hele.

Selve rejsen

David som backpackerDa vi rejste afsted var jeg 12+2, netop trådt ind i 2. trimester, kvalmen var aftaget og maven fyldte endnu ikke det store. Forudsætninger for rejsen var derfor gode.

Med et vejr i Vietnam der var ekstremt varmt og en luftfugtighed der sagde spar to, kom vi altså hurtigt til kort. Varmen, blandet med graviditeten, gjorde mig udmattet, og sulten aftog drastisk. Det tog derfor en mindre tilvænningsperiode for mig at få tingene til at køre helt så glat, som jeg gerne ville. David var stadig min redning hver eneste dag, og bar over med mig til enhver tid, hvilket gjorde, at vi fik det hele til at køre glat efter lidt tid.

Bekymringerne var aftaget og vi havde fundet vores måde at rejse på, hvilket krævede lidt flere småpauser i løbet af dagen for min skyld, og alt gik faktisk bare helt fantastisk.

Nu skulle man tro der kom et men… Men det gør der faktisk ikke, vores rejseendte som et hit. Vi fik set hele Vietnam, fra nord til syd. Vi gik glip at nogle natursteder, som vi gerne ville have set, men måtte undvære pga. malariarisikoen, hvilket var det eneste ’down’ på vores tur.

Vi rejste hjem da jeg var 17+2, og både David og jeg stod tilbage med en sejrsfølelse. Vi var begge stolte af, at vi netop havde rejst til den anden side af jorden, med en baby i maven, og gjort det til intet mindre end en succes. Det var et selvtillidsboost for os begge.

TilbageblikAmalie med fuld oppakning

Når jeg i dag, 2 ½ uge efter hjemkomsten kigger tilbage på vores rejse, er jeg ikke i tvivl om, at det har styrket os som par, og jeg vil kun anbefale andre at tage det med graviditet så roligt som muligt (hvis man dog har en normal graviditet), for man kan altså det meste, selvom man er gravid. Dog kan jeg også se på situationen, at vi faktisk var enormt heldige at have arrangeret turen på det tidspunkt vi gjorde, da jeg i dag 20+0 nok ville føle mig for gravid til den slags rejse (tasken ville presse for meget på maven og vægten være for hård for bækkenet), og en rejse i 1. trimester nok havde været hæmmet en del af min daværende kvalme.

Så heldige har vi da lov at være.

 

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 2. indlæg.

 

 

 

‹ Læs Amalies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                           Læs Amalies næste indlæg her ›