PixiMødrene: Bristninger og spræk-skræk kan endnu engang streges fra listen (Mette K)

9 måneder kan være lang tid! Lang tid til at tænke over tingene – lang tid til at glædes og ikke mindst lang tid til at frygte…

Da jeg ventede Arthur, havde jeg store forventninger til alting. Måske mest fordi jeg ikke anede hvad der ventede mig!? Jeg havde så mange år forinden, forsøgt at forestille mig, hvordan det ville blive at fortælle om graviditet til sine forældre, at være hende den heldige på arbejdet, der skulle på barsel og mest af alt havde jeg glædet mig til fødslen… – Dét alle kvinder der har født snakker om! – Hvad enten de er flænset op fra den ene ende til den anden, eller hvis det har været som at smutte mandler… Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville være møg-god til at føde og jeg har glædet mig sindsygt til det!

kejsersnit“Hængekøje”-positionen

Virkeligheden viste sig at være anderledes! Arthur havde fået sig lagt godt og grundigt til rette med hænderne bag hovedet, op af den ene side af min mave og benene slynget op af “væggen” på den modsatte side… og dér blev han så liggende, trods en ældre grå-sprængt overlæge, der fluks hoppede op på den briks, hvor jeg lå og ventede på, at nogen skulle vende min lille dreng med hovedet nedad… jeg blev flået og rykket i og den ældre læge prustede og svedte, mens han baksede rundt med min mave!!! Men nix, Arthur lå alt for godt i sin “hængekøje-” position…

Alle mine forestillinger om den perfekte fødsel og vikingekvinden, der bare bed i en pind for at holde smerten ud, bristede! Jeg var helt ulykkelig, da jeg på det kraftigste blev frarådet at føde normalt – og at et planlagt kejsersnit, var mindre risikabelt for både babyen og mig! Der skulle lige sluges en kamel eller to, før jeg sådan rigtig respekterede min skæbne! Tænk at jeg ville få en dato, og på præcis den dato, på et præcist klokkeslæt, ville jeg blive nogens mor! Det er faktisk svært at acceptere, når man så gerne ville have det på en anden måde!

Efter nogle dage, hvor mit hoved havde accepteret min skæbne, valgte jeg at nyde, at det hele nu var planlagt for mig! På den anden siden, passer sådan et valg nok også bedst til mig, jeg som altid gerne har villet have styr på alting og kontrol over, hvad der foregår…

Og nu hvor det er overstået, og jeg er på den anden side af mit første planlagte kejsersnit, har jeg aldrig været mere glad for beslutningen… Planlagt kejsersnit er blevet min fortrukne “fødselsmetode”…!!! – Intet brister ‘down there’, intet bliver ødelagt og alting er i den fineste orden og helt ligesom inden man fik et barn! Jeg er fan! – Det er Kasper vist også…….

“Fødsel” nummer 2

Nu tæller vi jo så ned til “fødsel” nummer 2! Og lægerne har fra start sagt, at vi skulle regne med et planlagt kejsersnit igen! Når der ikke er længere imellem to graviditeter, end der er hos mig, så er der risiko for, ved en almindelig fødsel, at livmoder-arret kan briste under ve-sammentrækningerne – og så kan det blive farligt for både mor og barn. Så jeg skal heller ikke spekulere i hverken bristninger eller spræk-skræk denne gang.

Selvom jeg er blevet fan af kejsersnit, så kan jeg godt mærke, at den der “connection” nogle mødre har, fordi de har oplevet det mest fantastiske og forfærdelige på én gang – det er jeg faktisk ret jaloux på… Det var jo det jeg glædede mig til – jeg vil også kende til de der forunderlige smerter, som man – åbenbart – sagtens kan holde til, trods at de er nærmest uudholdelige… Det fatter jeg stadig ikke – og det kommer jeg jo så heller aldrig til! Øv!

Skrækken fra sidst

Når jeg nu ikke skal tænke på vikinge-fødsels-metoder eller specielle “connections” til andre mødre, så er der stadig mange tanker der fylder i mit lille hormon-overendte hoved… Skrækken fra sidst sidder i mig og vogter over mine positive tanker! Jeg risikerer jo at vores lille musse-pige, bliver rhesus-immuniseret og vi skal ligge længe på hospitalet – ligesom med Arthur!! Jeg håber inderligt, og ønsker af hele mit hjerte, at alt er godt… Tænk engang hvis vi kunne nøjes med 1-2 overnatninger på barsels-afsnittet og så kunne vi komme hjem – ligesom en rigtig familie!! Ikke noget med hele eller halve måneders indlæggelse! Det er noget af det der fylder allermest lige nu – jeg vil så gerne hjem og igang med at være en familie med to sunde og raske børn.

Tænk engang! – Jeg krydser fingre!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 6. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                             Læs Mettes næste indlæg her ›