PixiMødrene: DET BLEV EN DRENG! (Amalie)

Ja så skete det endelig! David og jeg fik lov at afslutte vores første graviditetseventyr d. 25. januar 2017 kl. 10.29 og byde velkommen til vores lille babyblop, som viste sig at være en lille velskabt dreng på 3484 g og 51 cm. Alt i alt havde vi en fantastisk og hurtig fødsel, som foregik det meste af tiden hjemme i vores lejlighed, men heldigvis nåede at blive afsluttet, som planlagt, på Skejby.

Tiden op til fødslen

Min terminsdato var jo egentligt d. 15 januar, hvilket var en dag jeg virkelig havde set frem til med meget stor forventning. Jeg havde fra starten en klar idé om, at jeg i hvert fald ikke gik over tid, eller i hvert fald ikke mere end en dags tid, og alle odds var sat ind på d. 14. januar i mit mind-set.

Så da jeg ramte 37+0 begyndte jeg at indstille mig på at fødslen kunne ske hvert øjeblik. Vi havde dog også sagt højt, at vi gerne ville forbi jul og nytår før den bette meldte sin ankomst, så da vi ramte d. 2 januar og var forbi de to datoer, var jeg for alvor ved at være klar til se hvad det nye liv havde at byde på. Men intet skete, og terminsdatoen kom nærmere og nærmere, jeg mærkede små forandringer i kroppen fra uge til uge, og jeg tolkede vidt og bredt på det, for hver eneste gang jeg mærkedesnart-fødende amalie noget nyt i kroppen – alt kunne jo lede til den kommende fødsel. Da jeg kom til uge 39 begyndte mine plukkeveer at tage en del til, og maven føltes som en kanonkugle hver gang der sneg sig en plukkeve ind, da jeg ovenikøbet kunne fremprovokere regelmæssige plukkeveer ved at afprøve nogle af alle de mange tips til at sætte en fødsel i gang, var jeg hermed overbevist om at fødslen var meget meget tæt på. Jeg gik lange ture, dyrkede sex, nulrede brystvorter, gik til fødselsmodnende akupunktur, lavede hovedrengøring og hvad jeg nu ellers havde hørt kunne hjælpe til at sætte det hele i gang. Men lige lidt hjalp det. Trods jeg kunne fremprovokere de mange plukkeveer, så skete der altså aldrig mere, og dermed endte jeg med at passere terminsdatoen uden nogle yderligere tegn på fødsel.

Dagene efter terminsdatoen gik herefter én efter én, og til sidst mistede jeg fuldstændig troen på, at jeg kunne hjælpe med at sætte noget i gang, jeg stoppede derfor med mine ihærdige forsøg, og lod baby styre showet helt selv.

10 dage over termin blev det til! 10 hele dage… hold nu helt op, hvor blev min tålmodighed sat på prøve til sidst. Humøret var virkelig udfordret og selvom folk blev ved med at sige ”Nyd nu den sidste tid som par”, så var det altså svært at slå sig helt til ro i det tomrum jeg rendte rundt i. Det hele var en meget mærkelig tid, hvor alle stod spændte på sidelinjen, og hvor jeg bare var sat i mit livs venteposition.

Da jeg ramte 41+2 skulle jeg ringe til Skejby og få en tid til overbårenhedstjek ved 41+3. Jeg ringede derud og sagde til jordemoderen ”Jeg har en baby i maven, som ikke vil ud”, og det var virkelig sådan jeg havde det – den baby ville bare ikke ud! David og jeg havde indstillet os på, at vi nok endte til igangsættelsessamtalen når jeg ramte 41+5, og måtte have hjælp til at sætte det hele i gang. Det jeg frygtede allermest efter at ende i akut kejsersnit under fødslen, var at skulle sættes i gang med medicinske midler, jeg ønskede for alt i verden at det skulle ske helt naturligt, og baby selv valgte sin fødselsdag.

Opstartsfasen

Tirsdag d. 24. januar var ligesom alle andre dage, plukkeveer der føltes som en kanonkugle og ellers ingen yderligere tegn på fødsel. David og jeg havde derfor valgt at vi skulle på kærestetur, og pakkede bilen med mad og guf og kørte mod Himmelbjerget. Da vi kørte hjem fra Himmelbjerget oplevede jeg for første gang, at en plukkeve kom med en lille smule smerte i sig, blot i blid smerte, hvor jeg lige lukkede øjnene og koncentrerede mig et halvt minuts tid – men efter så mange uger, hvor jeg havde tolket på alle tegn, var jeg nu endt med at være ret pessimistisk når nye tegn meldte sig, så jeg lod det gå stille forbi.

Ved aftensmadstid opdagede David også at jeg lukkede øjnene når plukkeveerne kom, og vi sagde forsigtigt til hinanden, at måske var det alligevel sådan at veerne skulle starte med at udvikle sig. David tog afsted til håndboldtræning, og jeg gik ellers herhjemme og kunne mærke at tvivlen ligeså stille forsvandt, og jeg blev mere og mere sikker på at plukkeveerne faktisk udviklede sig til noget. Jeg kontaktede mine forældre og sagde, at nu troede jeg altså endelig at der var noget der udviklede sig, og de ønskede mig bare held og lykke med det hele, og så lod vi den ligge der. David kom hjem fra håndbold med en sodavand i hånden, hvortil jeg bad ham stille den på køl, for han ville nok få brug for den på sygehuset senere.
På det her tidspunkt havde jeg stadig ikke rigtig veer, så vi skyndte os ind i seng i håb om at få nogle timers søvn. Søvn blev det dog ikke til fra mig side, ved midnat begyndte veerne så småt at melde sig, og jeg gav hurtigt op på at få noget søvn, da de kom med 7-10 minutters interval og varede 1 minuts tid. Jeg bad David om at få noget søvn, og jeg gik ind i stuen og arbejdede selv med veerne.

Fødslen gik i gang

Timerne gik og veerne kom og gik som de skulle, jeg havde stadig fuld kontrol over situationen og kunne sagtens være i smerten – stærkt hjulpet på vej af en varm bruser. Ved 5 tiden, syntes jeg dog at smerten var taget så meget til, at jeg skulle bruge noget moralsk støtte fra David. Han blev derfor vækket og vi ringede til fødemodtagelsen på Skejby, for at høre hvordan vi skulle forholde os til situationen.
Jordemoderen vi snakkede med, mente at jeg var i latentfasen og nok ikke var i aktiv fødsel endnu. Hun foreslog derfor at vi blev hjemme så længe som vi overhovedet turde, og om ikke andet havde vi en tid til vores overbårenhedstjek næste morgen, hvor hun kunne se hvor langt i fødslen jeg var.
Samtalen var lidt ambivalent for mig, for på den ene side syntes jeg det hele gjorde så ondt, at jeg var klar til at komme på en fødestue, men på den anden side var det også beroligende at snakke med én og jeg var bestemt ikke klar på at blive sendt hjem fra tjek med beskeden om, at jeg ikke var i aktiv fødsel.
Vi blev derfor hjemme i stuen, og efter en beroligende samtale begyndte jeg at døse hen mellem veerne, som dog var blevet rimelig heftige i styrken.

Jeg vågnede brat fra mit døseri kl. 06.30, hvor veerne meget pludseligt var taget enormt til i styrke og intervallerne var blevet væsentligt kortere. Vi gav et forsøg med at måle intervallerne og længden på veerne, men efter kort tid gik det op for os, at de kom med få minutters varighed, og jeg insisterede på at snakke med fødemodtagelsen igen. Efter endnu en samtale, blev vi enige om at nu var tiden inde til at komme til tjek.

David blev sat i sving med at pakke taskerne og gøre alting klar, hvilket til at starte med, foregik i et roligt tempo (vi var ret overbeviste om at vi havde mange timer at løbe på), men efter kort tid kunne jeg mærke på situationen, at vi nok skulle til at få fingeren ud og komme afsted, pakningen fortsatte efterfølgende i løb, og David fik bakset mig ned fra 3. sal og sat mig i bilen mod fødegangen.

Velkommen til Sofusnyfødte sofus

En tur ned fra 3. sal og en køretur med heftige veer, er virkelig ikke anbefalelsesværdigt – fy for den lede det trak tænder ud! Vi ankom til Skejby kl. 8, og jeg blev hurtigt tjekket, da jordemoderen hurtig konstaterede at mine veer kom rullende lige efter hinanden.

9 cm åben, og så godt som klar til at få presset en baby ud! En besked, som faktisk var lidt overvældende på daværende tidspunkt. Jeg var dybt lettet over at være så langt i fødslen, men samtidig var jeg skræmt over at skulle møde mit barn lige om lidt. Jeg havde haft en forventning om, at når vi ankom til Skejby ville vi have flere timer til at vænne os til situationen, og vi havde store planer for hvordan vi skulle gøre fødestuen til et hyggeligt sted for os. Ingen af vores planer blev indfriet. Jeg blev lynhurtigt sendt ind på en fødestue, blev lagt i badekar (efter eget ønske), og presseveerne meldte sig efter kort tid.

Efter en meget lang pressefase på 2 timer, kom vores barn endelig til verden kl. 10.29, han blev lagt op på brystet af mig, og der lå jeg så helt overvældet og blev ved med at spørge David hvad det var for én vi havde fået. Jordemødrene havde fra starten sagt at de ikke ville afsløre kønnet når de kunne se det, men at vi selv skulle finde ud af det, når den kom op på brystet. Men både David og jeg var helt fortumlet og måtte hjælpes ad med at få vendt og drejet det her nye væsen, så vi kunne finde ud af hvad der gemte sig mellem benene.

Og dér var den, en lille tap, vi havde fået os en lille dreng! En lille lyshåret gut, som fik en hvid tophue på hovedet, og David meldte hurtigt, at han lignede en lille Sofus.
Og sådan forblev det, vi er blevet forældre til en dejlig dreng, ved navn Sofus, som siden fødslen har opført sig intet mindre end eksemplarisk.

Vi er endelig blevet en lille familie, og så endda en lykkelig én af slagsen.

sofus

nyfødte sofus

 

 

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 8. og sidste indlæg.

‹ Læs Amalies forrige indlæg her