PixiMødrene: Ikke for sarte sjæle… (Mette K)

En kvalm oplevelse…Det bliver en pige

Aftenen og natten før den længe ventede kønsscanning lå jeg ca. hvert 10. minut og råbte på ‘Ulrik’ ude på toilettet… Jeg var åbenbart rendt ind i en ordentlig omgang madforgiftning! Jeg har allerede i min karriere som gravid kastet op en del gange – og syntes egentlig selv, at jeg er ret hardcore til det… Men shit mand!!! Jeg har aldrig været så syg som den nat! Kasper må have spist lidt af samme forgiftende mad, dog var han ikke så syg som mig. Men vi var begge to fuldstændig drænet for energi og ikke mindst drænet for begejstring for den kommende kønsscanning…

Vi slæbte os til Århus, udstyret med Actimel yogurt (som jo skulle været godt for maven!!!), cola og bananer. Mig op på briksen og jordemoderen gik energisk igang med scanningen!

“Neeeejjjj – kan I se hvad det er? Ihhh altså, sikke en sød lille sprække (!!!)… Jeg er slet ikke i tvivl, det er den lækreste lille pige! Har I dog lige set?”

Neeeej hvor dejligt – var min første tanke… Og så kunne jeg ikke høre eller tænke mere til den scanning – jeg var helt færdig og fuldstændig tom indeni! Kasper havde det ca. ligesom mig, vi var og er jo mega glade – det er så fedt at skulle have en pige denne gang, men lige i situationen fattede vi ingenting og kunne kun tænke på vores kvalme og forsøge at kontrollere den!! Vi gik derfra uden at sige et ord til hinanden – vi orkede det bare ikke…

Det var lidt trist at sådan en glædelig – og ikke mindst længe ventet begivenhed, skulle overgåes af kvalme og opkast!

Mere om kvalme og opkast…

Som sagt, så er jeg ved at være en habil opkaster, hvis jeg selv skal sige det! Herhjemme hedder det ikke morgenkvalme, når man er gravid, det hedder bare KVALME… Jeg er nemlig så heldig at have kvalme all day long!! Dog kaster jeg for det meste kun op om morgenen. Og når man så har en lille gut på 9 måneder, som jo er vågen fra kl. 7 ca., så sker det altså, at jeg nogle gange må lade Arthur være Arthur og spæne ud og kaste op! – Mens jeg så sidder der foran toilettet, må jeg forsøge at fortrænge at han hulker og skriger, fordi mor pludselig har forladt ham! Men hvad skal jeg gøre? – Sådan er det måske bare at skulle være storebror?!

At være helt speciel, er ikke altid så fedt!!

Jeg er faktisk helt speciel, det synes mine forældre, Kasper og venner i hvert fald… Men helt ærlig – jeg er faktisk sådan rigtig helt speciel… Og det er ikke fedt, når man er gravid!

Forklaringen på min selvglade indledning her er, at jeg har en ret speciel blodtype – jeg er B rhesus negativ et eller andet… Præcis min blodtype er der ikke mange der har, og det skal man være glad for! Hvis jeg skulle være så uheldig at udvikle et rhesus positivt foster inde i maven, så har vi højst sandsynlig et problem… Og det har jeg så gjort – 2 gange!!! Flot Mette…

Kort fortalt (for det er faktisk ret indviklet) så betyder det, at når min krop opdager et fremmedlegme, altså en anden blodtype, så udvikler den nogle såkaldte anti-stoffer. Det vil sige at skulle mit blod blive blandet med fostrets blod, så vil de anti-stoffer slå barnet blodceller ihjel… Og barnet kan dermed få blodmangel.

Ved Arthur skete det faktisk. Måske veArthur på hospitaletd et vendingsforsøg, da han lå med hovedet opad inde i maven, måske under kejsersnittet? Ingen ved det! Men mine anti-stoffer begyndte at nedbryde hans blod, kort efter han var blevet født. Det endte ud med en lille måneds indlæggelse på Skejby Sygehus og en blodtransfusion som sidste udvej! Det var en rigtig hård periode, og jeg ønsker det ikke for nogen nybagte forældre.

Problemet er desværre opstået igen… Den lille mussepige, der ligger og bokser rundt inde i min mave, er f….. også rhesus positiv! Så vi kan jo risikere at mit blod og mine anti-stoffer bliver blandet i hendes blod, og så har vi balladen! Igen! Jeg skal derfor nu under skærpet opsyn på Skejby Sygehus og til scanning hver 14. dag, hvor de vil holde øje med, at der ikke sker fald i babyens blodprocent. Det kan reelt ske, og sker det, mens hun er inde i maven og for lille til at komme ud, så kan man i værste tilfælde lave en blodtransfusion gennem navlestrengen!!!

Vi holder vejret de resterende ca. 22 uger og krydser alt, hvad der kan krydses, for at det hele flasker sig! Men det er virkelig svært ikke at bekymre sig!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 3. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her

Læs Mettes næste indlæg her ›