PixiMødrene: Misdannelsesscanning veloverstået (Mette L)

Mette L 20 uger henne

I torsdags var vi til misdannelsesscanning og der var jeg 20+1. Alt var heldigvis i den skønneste orden. Et lille vidunder på 340 g og 20 cm lang. Nu skal lillepigen bare have ro til at vokse sig stor og stærk. 

Det var en milepæl at komme her til. Nu kan vi for alvor komme i gang med redebygningen. Jeg tror vi bevidst, eller måske ubevidst, har ventet lidt på denne dag. Nu fik vi at vide, at alt er som det skal være og så kan vi komme i gang. Vi skal derfor nu så småt i gang med at indrette børneværelse nr. 2. Vi købte hus sidste år og har dejlig med plads, så det er dejligt, at vi kan give hver af pigerne et værelse. Det første vi skal have købt er puslebord. Jeg synes bare det er vildt svært, hvad vi skal vælge. Der er så mange fine. Men der er ikke andet for, end at vi må på jagt.  Tøjet har vi på plads, da vi jo har en pige i forvejen. Så der mangler vi ikke noget. 

Hvad skal hun hedde?

Vi har snakket en del om navnet på vores kommende datter. Dog er vi ikke enige denne gang. Da vi fik vores første datter, var vi begge enige om navnet Marie Ocilie. Det var der bare slet ingen tvivl om. Sådan er det ikke denne gang. Vi er dog enige om, at hun også skal hedde Ocilie til mellemnavn. Men fornavn ved vi ikke. Vi har lånt en navnebog af min søster. Dette har dog heller ikke hjulpet. Måske vi denne gang venter til hun er født og så tager vi den derfra. Så må vi se, hvad vi synes hun ligner til den tid. 

Når 3 bliver til 4

Mette L med sin datterVi har talt en del med vores datter om, at mor har en lille baby pige i maven. Dt er dog svært at forstå, når man ikke engang er 2 år. Men hun er optaget af mors mave og vil gerne kysse og kramme baby. Så det er bare så dejligt. Lige nu handler det for os om at give vores datter alt den opmærksomhed vi kan, inden nr. 2 kommer. Hun er sådan en glad lille pige, og selvom vi nok kan forvente en reaktion når der kommer en, som hun skal dele opmærksomheden med, så vil vi stadig gøre hvad vi kan for at forberede hende, og give hende fuld skrue på opmærksomheden.

Det er for os en vild tanke at tænke på at vi snart går fra 3 til 4 i vores lille familie. Det er slet ikke til at forstå. Men sikke en lykke for os. Vi kan slet ikke vente. Dog er jeg meget spændt på en hverdag med 2 børn, og mor og far der arbejder på fuld tid. Jeg synes i forvejen det er svært at nå alt det man gerne vil og alle de gode timer med børnene. Det er pædagogerne der har dem. Det kan godt skræmme mig og gøre mig ked af det. Hvis det på nogen måde er muligt for os, så har vi snakket om, at jeg kan gå ned i tid. Men det er stadig kun ved snakken. Jeg tænker, at vi må se hvordan hverdagen er, når den kommende baby skal starte i vuggestue. Så må vi tage den derfra. Men jeg må sige, at jeg har ikke sat 2 børn i verden, for at andre skal have alle de gode timer med dem. Jeg er med på, at det er sådan hverdagen er i dag for rigtig mange børnefamilier, men jeg drømmer om noget andet. Men igen vi må se på det. Vi har i hvert fald gjort os en del tanker og haft mange snakke om dette. 

Vi er så heldige at vi både har begge mine forældre og Jespers forældre. Så de små børnebørn bliver ovenud forkælet. Det er rigtig dejligt, og det er dejligt med nogle ekstra hænder, når man har brug for dette. 

Ingen spark fra baby

Nu er jeg blot spændt på, hvornår jeg forhåbentlig kan mærke liv i maven. 

Ved min sidste graviditet mærkede jeg slet ikke min datter. Jeg havde sådan glædet mig til de små spark, men de kom aldrig. Derfor blev jeg fulgt meget tæt på Skejby, da de ikke kunne forstå det. Så jeg er spændt på, om det bliver det samme denne gang. Jeg ved denne gang, at moderkagen ligger foran, så det gør i hvert fald at man som udgangspunkt mærker liv senere. Det sagde jordemoderen til os. 

Jeg må sige at jeg forventer det samme i denne graviditet. Jeg har indtil videre ikke mærket noget som helst. Men jeg har fundet min positive ja-hat frem og håber, at jeg denne gang kommer til at mærke en masse spark fra min kommende datter. 

 

Tak fordi i læser med. Det kommer lige fra hjertet og jeg prøver så vidt muligt at få alle mine tanker ned på papir, selv om det kan være svært. Jeg prøver at holde mit positive sind. Jeg holder dog nok ikke op med at være nervøs, før jeg står med hende i armene til februar. 

Jeg glæder mig igen til at blive mor og give en masse kærlighed, omsorg og kys videre til min lille pige. Vi venter i spænding på vores næste guldklump. 

Endnu engang tak fordi I vil bruge tid på at læse mine tanker. 

Kram fra Mette 

Skrevet af: Mette Louise Fogh Larsen, PixiMødrene, 3. indlæg.

 

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                   Læs Mettes forrige indlæg her ›