PixiMødrene: Mit veloverståede første trimester (Amalie)

Man kan sige uendelig mange ting om at være gravid, men for mig, såvel som for mange andre, er der altså to helt store milepæle – og så selvfølgelig fødslen. Her snakker jeg naturligvis om henholdsvis nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen.

Jeg er i dag 24+0 og føler mig derfor også trygt på den gode side af de to milepæle, men vejen hertil er bestemt ikke uden bekymringer og både fysiske og psykiske op- og nedture. I dette indlæg er vejen igennem mit første trimester, og i næste indlæg kommer historien om mit andet trimester.

Det hele startede d. 6. maj

Som jeg har fortalt om i et tidligere indlæg, besluttede min kæreste og jeg at droppe p-pillerne uden den større planlægning omkring det. En forventning om, at vi nok skulle vente et par cyklusser før der var lagt den helt rigtige bolle i ovnen, hvilket også passede os ganske fint. Vi var dog en af de heldige som ramte plet i første forsøg, trods 10 år på p-piller og et marathonløb, fra min side, ugen inden at ’the lucky shot’ bare var i kassen. Vi endte d. 6. maj som de lykkelige ejere af en positiv graviditetstest, og en helt ny og meget ukendt verden åbnede sig for os.

Vi blev hurtigt enige om, at vores hverdag ikke skulle ændre sig det store pga. nyheden. Vi lærte derfor også rimelig hurtigt at finde os til rette med den nye viden, bare på vores helt egen måde. Da vi ikke har haft længe til at gå og forestille os, hvordan det ville være når den positive test endelig var i hus, eller hvordan livet med et barn ville være, valgte vi simpelthen bare at fortsætte hverdagen og bare droppe alkoholen. Vi tog ikke den helt store psykiske rutsjetur på dette tidlige stadie – jeg tror faktisk, at vi valgte at fortrænge det en smule og kun tænke på det i meget små bidder.
Jeg havde læst mange steder, at i første trimester var risikoen for abort af væsentlig størrelse, hvilket fyldte meget i mit hoved, og til de få fortrolige veninder som fik det af vide på det tidligste stadie, var jeg meget opmærksom på at sige at den jo stadig ikke var sikker endnu. Min gode veninde, som på det tidspunkt var sidst i andet trimester, valgte jeg endda at sige, at jeg endnu ikke var klar til at omtale ’os’ som gravide, men det stadig kun var hende som havde en rigtig baby på vej. Jeg var bare ikke helt nået til erkendelsen endnu.

Gravid på den ufede mådeVoksende mave

Da jeg havde haft de få første uger af graviditeten helt symptomfrit, begyndte de første graviditetsgener at melde sig. De ømme bryster kom som det første tegn – jeg var faktisk ganske godt tilfreds – ømme bryster kunne jeg snildt leve med, det måtte betyde at jeg nu for første gang i mit liv skulle have nogen flotte fyldige bryster, så de var mere end velkomne. Den næste gene der meldte sig var kvalmen – den her gang, knap så begejstret – jeg var heldigvis ikke så hårdt ramt, at jeg måtte kramme toilettet hver dag, jeg blev dog ramt med en god heldags kvalme, som ikke gav anledning til opkast, men blot hele dage med ubehag og svimmelhed. Kvalmen ramlede sammen med en stor eksamen på medicinstudiet, hvilket påvirkede mit humør og overskud, og jeg havde dage, hvor jeg faktisk var i tvivl om, hvor god en idé det her projekt baby egentligt var. Hertil skal nævnes, at jeg overlevede vha. en meget overbærende læsegruppe, som fandt sig i lidt af hvert de uger. Den sidste gene jeg blev indehaver af, blev trætheden, og med kvalmen i bagagen lagde jeg mig fladt på ryggen og sov al fritiden væk.

Alle disse tegn begyndte ligesom at danne et klart billede i mit hoved – den var god nok, jeg var gravid!

Ligeså stille kom erkendelsen om det lille barn som voksede inde i maven. Ikke dermed sagt at hverken jeg eller David helt havde forstået hvad det betød, men tanken voksede i os, og vi begyndte at se frem til en veloverstået nakkefoldsscanning og den kommende voksende mave (da min vægt var kontinuerligt faldende i starten, var det dog lidt svært at tro på, at maven faktisk blev rund på et tidspunkt).

ScanningsbilledeNakkefoldsscanning og starten på andet trimester

12 ugers scanningen lå dagen inden vores store 5-ugers rejse til Vietnam, så vi havde indstillet os på, at scanningen nærmest ikke måtte have andre udfald end til den gode side. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være at bekymre mig, men folk omkring mig var hurtige til at feje bekymringerne væk, da de mente vi havde oddsene med os, er begge unge (24), i vores livs bedste form, og gennemgående sunde og raske. Jeg kunne godt se det logiske i denne tankegang, alligevel måtte jeg ringe til min far og tvinge ham til at gennemtænke ’worst-case-scenario’ med mig, og det gav mig faktisk mere ro i sjælen, at jeg rent faktisk vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til en dårlig nyhed og en rejse der startede den efterfølgende dag.

Til Davids og min store glæde gik scanningen intet mindre end perfekt, og nu begyndte vi for alvor at omfavne nyheden.

Vi tog afsted samme eftermiddag mod København og sagde farvel til kvalme, første trimester og Danmark. Hvordan selve rejsen gik, kan læses i mit forrige indlæg.

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 3. indlæg.

 

‹ Læs Amalies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                       Læs Amalies næste indlæg her ›