PixiMødrene: Når man tror baby er en torskerogn (Cindie)

Jeg må indrømme, at jeg har stukket min læge en mindre løgn. Da jeg opdagede min graviditet, ville jeg smaddergerne se det lille vidunder, så jeg lod derfor som om, at jeg kunne være alt mellem 3 uger og et halvt år henne. Ærligt nok, havde jeg overhovedet ikke styr på min cyklus – jeg kunne aldrig få mig selv til at sidde og tegne røde ringe ind i min kalender (som jeg i øvrigt slet ikke ejer) for at holde styr på, hvornår jeg har menstruation. Tit ved jeg det når jeg har lyst til chokolade, chips eller is. Så er den enten på vej, igang eller lige stoppet. Og den ene dag om måneden, hvor min omgangskreds ikke består af Tom(s), Kim(s) og Ben & Jerry, har jeg altså ikke menstruation!

Hvor er baby?

ScanningsbilledeHeldigvis sendte lægen mig til en scanning, så vi kunne få fastslået, hvor langt jeg var henne. Det skulle vise sig at være en skuffelse uden lige. Jeg var nærmest ikke engang ’henne’ endnu viste det sig, da billedet af min ret så tomme mave tonede frem på skærmen. Jeg havde ingen baby, som jeg ellers havde forestillet mig. Ikke engang et foster, kunne de kalde det – jeg måtte tage til takke med en graviditet, hvilket i mine ører lød, som noget kedeligt og hurtigt forbigående på samme måde som en bums eller fodvorte. Jeg turde ikke engang hoppe ned af briksen, af frygt for at den lille ring i min mave ville falde ud det samme sted, som den var kommet ind.

Det er nok den mest vattede fornemmelse jeg længe har oplevet. Jeg vil hellere drikke et glas lunkent vand. Og ja, for pokker jeg burde være så taknemmelig! Der findes folk, der kæmper for at se den lille runde ring, jeg ikke engang kan huske navnet på, på scanneren i årevis! Men jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig – jeg havde bare troet at ’den’ var en baby. Jeg var bare alt, alt for tidligt henne og havde vidst lige glemt at forventningsafstemme og eventuelt sætte mig lidt ind i ’emnet’ inden.

 

Det forsvundne ansigt

Da jeg så var omkring de 12 uger henne, skulle vi endelig til nakkefoldsscanning aka NF. Jeg kunne næsten ikke sove af begejstring om natten og kunne slet ikke rumme, at jeg snart skulle ’møde’ babyen. 26. april kl. 9 var datoen, hvor turen gik til Rigshospitalet. Mine tal var fine og nakkefolden havde normal tykkelse, så alting var i skønneste orden – indtil scannings-damen begyndte at brokke sig over, at babyen ikke ville makke ret. Den lå med ryggen til og lige meget hvad vi gjorde, fik vi den ikke at se forfra. Jeg hoppede og dansede rundt i scanningslokalet, blev puffet til så min blære var ved at tømme sig midt på briksen, men lige lidt hjalp det. Baby ville på ingen måde vise sig! Mine billeder fra NF er derfor alle ens – babyryg, babyryg, babyryg.

Da vi jo skulle til bunds i sagen om at finde det forsvundne ansigt, blev jeg ’en af dem’, der bliver holdt øje med. Jeg fik tilknyttet overlægen som ’fast scanner’. Ingen tvivl om at han er dygtig, men jeg ville med glæde have ham byttet væk for en af de søde scannings-damer der snakker navne, babytøj og valg af pusleborde under scanningen. Det er ligesom lidt mere hyggeligt og føles ikke nær så alvorligt.

Overlægen snakkede ikke under scanningen, og når han gjorde, var det så lavt, at jeg ikke kunne høre hvad han sagde. Mine scanninger tog tit over en time, og det samme kom der ud af det hver gang – det de kunne se, var fint, men baby er en stædig krabat, der nægtede at vende sig. Min kæreste var derfor overbevist om, at vi skulle have en pige, der havde arvet sin mors temperament og stædighed. Hø hø hø, men moren har det endnu, og har ikke i sinde at forære det væk til arvingen!

Hver gang gik vi derfra med en meddelelse om, at det de kunne se var fint, men da de ikke havde set skyggen af et ansigt, kunne der også være noget galt. Tusind tak, for Skandinaviens absolut mindst informative udmelding – så er I ligesom helgarderet! Hvis jeg så føder Americas Next Top Model får I ret og det samme gør I sørme også, hvis der kommer en torskerognsbuks ud, uden ansigt. Og sidstnævnte var nøjagtig, hvordan jeg forstillede mig at baby uden ansigt så ud – som friske torskerogns ’bukser’ og det er ærligt talt ikke nemt at knytte sig til. I den tid, føltes det egentlig bare som at gå rundt med en ’klump kød’ i maven, der kun viste sin eksistens via hjertelyden. Det gik rigtig op for mig, at jeg endnu ikke havde knyttet mit mor-bånd, da jeg en dag havde en veninde med til en af de mange scanninger. Da Dr. Overlæge gjorde et eller andet på maskinen, så vi kunne høre hjertelyden, begyndte min veninde at græde og snakke om hvor stort det var, mens jeg bare lå og gloede som var det genudsendelsen af Hammerslag der var igang på skærmen. Det, at få ansigt på baby var absolut det, der betød allermest for mig og jeg kunne slet ikke finde samme glæde over det her lille væsen i min mave, før jeg vidste at ’den’ var hel.

 

Facebook indlægSå fik vi endelig svar!

Jeg tror det blev til 6-7 scanninger før jeg endelig, i starten af juni måned –1 time før vi skulle stå i lufthavnen og nå næste fly til Spanien – fik at vide, at baby havde et ansigt. Og endda et helt et. Der var jeg 18-19 uger henne. I halvanden måned havde jeg altså gået rundt med en baby, som jeg ikke havde turde håbe på var helskabt, men det viste sig altså denne gang at lille Baby-Keld både havde hage, næse og pande – og en lille tap, der indikerede at han er en dreng. Yes, vi var ovenud-lykkelige og jeg glædede mig til at gå shop-amok, lave Facebook-announcement, og hvad der ellers hører sig til, når man er gravid i år 2016!

Sikke en lettelse og en fantastisk måde at starte ferien på!

 

 

 

Skrevet af: Cindie Cuber, PixiMødrene, 2. indlæg.

 

‹ Læs Cindies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                               Læs Cindies næste indlæg her ›