PixiMødrene: Tredje trimester, den søde ventetid (Amalie)

Så ramte jeg uge 38+0, og hænger stadig i sammen med babybulen. Min graviditetsrejse får lov at fortsætte lidt endnu (forhåbentligt ikke meget længere end terminsdatoen d. 15. januar). For at opsummere min rejse indtil nu, kommer her mit lynhurtige overblik:

Første trimester: To streger = ren forvirring, hvad betyder det hele, hvad skal man, hvor er man, og hvordan kommer det hele til at ende?

Andet trimester: ”Okay ja, jeg er simpelthen gravid, lad os få det bedste ud af det”. Hverdagen blev samlet og jeg var totalt ovenpå mentalt og fysisk.

Og nu…

Velkommen til tredje trimester

Nærmest fra dagen hvor jeg gik ind i tredje trimester ændrede situationen sig for mig igen. Jeg kom fra andet trimester, hvor jeg endelig havde fået styr på kroppens signaler, dyrkede motion i form af løb, yoga og svømning og egentligt bare var begyndt at føle mig ovenpå både fysisk og psykisk. Men sådan skulle det ikke blive ved.

Trætheden meldte sig stærkt på banen igen, og symfysen begyndte at klage højlydt over mine hyggelige løbeture, og jeg måtte blankt erkende i samråd med jordemoderen og lægen, at nu begyndte kroppen altså at sige fra.

Det krævede en sygemelding fra studiearbejdet, som også bestod i mange og meget tunge løft, gang og kravlen på stiger, hvilket bare ikke længere passede overens med min krops formåen – det gav da heldigvis mere overskud til studiet og tid til at passe lidt bedre på kroppen, så det var helt sikkert en god beslutning.

Men på selvtillidskontoen tager det altså lidt, at skulle melde fra på de simpleste opgaver. Det krævede derudover at jeg måtte vinke farvel til løbeturene, og i stedet erstatte dem med gåture, hvilket godt nok er svært at vænne sig til når man har været fast løber i mange år.

Så ærlig talt syntes jeg ikke, at tredje trimester bød mig så kærligt velkommen, som håbet.

Der er aldrig noget der erpiximor amalie så skidt, at det ikke er godt for noget andet

Men endnu en gang fandt jeg mig til rette i den nye situation – her stærkt hjulpet på vej af lægens regulering af mine jerntabletter.

Jeg ramte træthedsmuren så hårdt, at jeg fik lægen til at undersøge min blodprocent, som altid har været svingende, og som forventet var den faldet til under normalen, og jeg måtte opreguleres i mit jerntilskud.

Vupti var der ikke flere eftermiddage som forsvandt i søvn og humøret steg lynhurtigt.

Jeg begyndte at finde de positive ting i, at jeg ikke længere kunne arbejde eller træne på samme måde længere, og fik lige pludselig en hulens masse fritid til mig selv, hvilket jeg aldrig rigtig har prøvet før – min hverdag har altid været fuldt booket af studie, arbejde, træning og rejser – så ganske vist er jeg stadig lidt forvirret over det hele til tider, men det har været et af sundeste tiltag at få et pusterum i hverdagen, både for mig, men helt sikkert også for baby i maven.

Højgravid med stort H og stor mave

Jeg kommer ikke rigtig udenom, at jeg nu kan melde mig ind i den højgravide klub, hvor benene må stritte ud til hver sin side når jeg cykler, går eller sidder; jeg nogle dage må sove med hævet hoved eller spise godnat tabletter, for at kunne sove for halsbrand; må pakkes op med diverse puder mellem benene, når jeg skal sove for at ligge godt; ikke længere kan finde en stilling i sofaen som kan tilfredsstille mig mere end 10 min af gangen; bliver forpustet af at binde min sko, og i det hele taget bare kigger langt efter de ting, jeg taber på gulvet og næsten har opgivet kampen om at samle det op inden jeg er halvvejs i mål; kun har 3 sæt tøj at vælge imellem hver dag; må på toilettet flere gange om natten, og har en større kamp når kroppen trænger til at blive vendt i sengen, og man kunne jo blive ved i samme dur.

Hvis du spørger mig lige præcis i dag, ja så synes jeg det hele er lidt komisk og smiler ad tilværelsen – dog med den tanke in mente, at det ikke står på for evigt.

Hvis du derimod spørger mig i morgen eller en helt anden dag, så kan tonen bestemt være en anden, og jeg kan stå og tudbrøle i Davids arme over at jeg ikke længere kan følge med i folks normale tempo eller jeg ikke ved, om jeg bliver klar som mor.

Overordnet set synes jeg dog at tredje trimester er og har været noget særligt, der sker simpelthen så mange nye ting, som for mig har fået mig tættere knyttet til vores barn, men bestemt også, om muligt, endnu tættere knyttet til David.

Den kommende fødselpiximor amalie

38+0… Jeg kommer jo ikke udenom at fødslen står lige for døren. Jeg har heldigvis ikke været ramt af panik og angst (endnu), og måske er jeg en naiv førstegangsfødende, men jeg ser faktisk frem til fødslen.

Jeg har en enorm respekt for den smerte, som jeg udmærket ved, jeg skal gennemgå. Men jeg har et håb om at jeg kan lære at acceptere smerten og bruge den som arbejdsredskab til at komme igennem fødslen – hvis ikke, så lærer jeg sikkert også noget af det.

Jeg har ikke gjort mig de helt store forberedelser til dagen, men jeg har taget imod de forskellige tilbud, som blev tilbudt på Skejby og læst bogen Smertefri fødsel, og det har bestemt gjort at mit mindset er blevet positivt indstillet til dagen.

Jeg håber så inderligt, at det bliver en vild oplevelse for David og jeg, hvor vi får det bedste ud af situationen, men jeg ved at jeg oppe imod naturens kræfter og ikke får lov at kontrollere situationen selv.

Der er ikke andet for end at krydse fingre for vores lille barn får en god velkomst, og så bare gøre det bedste vi kan. Vi har i hvert fald meldt os klar som forældre – vi havde en milepæl, der hed at komme forbi jul og nytår med maven i behold, hvilket vi i skrivende stund (01.01.17) har opnået, så nu er det bare at nyde den sidste tid alene og lade naturen gå sin gang.

piximor amalieMed termin d. 15.01.17, har jeg selv oddset på d. 14.01.17 som den store dag, men nu må vi se hvordan det hele ender.

Forhåbentligt går vi ikke meget mere end et par dage over tid, i så fald bliver tålmodigheden da sat på en prøve, men det kan der selvfølgelig også blive indlæg ud af.

Amalie Neve-Græsbøll

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 7. indlæg.

‹ Læs Amalies forrige indlæg her