PixiMødrene: Andet trimester: Voks baby, voks! (Amalie)

Efter mit første trimester, hvor den store nyhed var noget svær at vænne sig til psykisk og fysisk, så jeg virkelig frem til andet trimester, hvor jeg endelig ville kunne se en voksende mave, sige farvel til kvalme og evig udmattelse, og forhåbentligt begynde at byde graviditeten mere velkommen i sindet.

Hjemvendt mAmalie med topmaveed topmave

Da David og jeg vendte hjem fra Vietnam i starten af andet trimester (17+2), var vi på et sted, hvor vi havde fundet masser af tid og kærlighed til hinanden på vores rejse. Vi begyndte ligeså stille at snakke om, hvad der mon kom ud af den lille topmave, som sneg sig ind på min solbrændte mave. Alt i alt var den megen alenetid på rejsen enorm sund for os begge, for at begynde at acceptere det hele som en stor glæde. Jeg havde indtil nu haft svært ved at forene mig med tanken om den lille ny, som skulle indtage vores verden, men en ro havde indfundet sig i kroppen efter de mange uger alene med David.

Kvalmen havde jeg for længst sagt farvel til, og overskuddet kom mig ligeså stille til gode. Jeg begyndte at tage de tabte kilo på (jeg tabte mig godt 5 kg i første trimester) og prøvede at vende tilbage til min ellers meget aktive hverdag – humøret var i top.

En hammer ramte mig dog, da jeg fandt ud af, at kroppen ikke længere bare kunne løbe en times tid uden skavanker, og arbejdspladsen (studiearbejde på et lager) begyndte at bekymre sig om mit velbefindende. Jeg gik ganske enkelt fra at have svært ved at finde mig selv i den ’nye’ verden i første trimester, til endelig at genfinde mig selv og den store glæde det hele ville bringe med sig, efter nakkefoldsscanningen, til igen at blive usikker på, hvad det egentligt var vi havde begivet os ud i.

For mig var det virkelig en kæmpe omvæltning at skulle acceptere at kroppen ikke længere kun arbejdede for mig selv, men også for et andet menneske. En dag hvor min arbejdsgiver sagde pænt til mig ”Vi ønsker ikke, der skal ske hverken dig, eller dit barn noget herude på arbejdspladsen” brød jeg mildest talt ud i gråd – mit barn?? – det lå så langt fra mig, at jeg faktisk havde ansvaret for et andet menneske i min mave, og dette ansvar tog mig virkelig ti skridt tilbage rent psykisk. Spørgsmål som; Var jeg nu klar? Rakte jeg som mor? Ville David blive ved med at synes baby og jeg var spændende nok? Hvordan skulle vi nogensinde få vores hverdag til at hænge sammen? Osv. Spørgsmål som jeg normalt ikke bekymrer mig om, fordi jeg udmærket ved, at vi er gode nok til det vi gør – vi gør bare tingene på vores egen måde.

Jeg blev egentligt godt og grundig forvirret over, hvad det hele egentligt skulle ende med, alt var så nyt, og jeg kunne ikke længere ’bare’ leve mit normale liv, trods graviditet.

Misdannelsesscanningenamalie scanningsbillede

Midt i alt tumulten i hovedet skulle vi også sikkert igennem misdannelsesscanningen, som, for mig, fyldte en del. Jeg håbede selvfølgelig, at alt var præcis som det skulle være, men samtidig indstillede jeg mig også på, at baby stadig ikke var ’home safe’ før vi havde overstået scanningen.

Scanningen fik vi, da jeg var 20+5, og alt gik heldigvis helt som planlagt – en dejlig lille baby i maven, som vokser efter kurvene. Dette var et kæmpe vendepunkt! Jeg følte endelig, at jeg var ægte gravid, min baby var sund og rask, og skulle fra dette tidspunkt bare vokse sig stor og stærk. Dette bragte selvfølgelig kæmpestor glæde for både David og jeg, men samtidig blev jeg endnu mere bevidst om, at der fulgte et ansvar med i at sørge for, at baby voksede videre på bedste vis. Og det der med det nye ansvar, ja, det har altså taget tid at vænne sig til, og jeg tror først jeg nu (27+0) er ved at forstå at det ikke er for sjov, at der i mange bøger står: at man som kvinde også skal bruge de 9 måneder på at udvikle sin nye identitet som mor, såvel som far.

Så for at være helt ærlig, så har andet trimester været fyldt med glæde – maven vokser stødt, dårligdommen fra første trimester er aftaget, min krop har fundet ro i graviditeten, og humøret er kommet i top. Men det voksende ansvar som begynder at gå op for mig, kan være virkelig skræmmende, og kan samtidig være enormt svært at italesætte.

Slutningen på andet trimester

børneværelseI dag, hvor jeg er 27+0, nærmer jeg mig slutningen på andet trimester, og et eller andet sted i al forvirringen i mit hoved, har jeg nu fundet en overraskende ro igen. Måske fordi min krop virkelig er ved at vænne sig til det hele, jeg endelig har fundet en måde at dyrke en masse motion med min mave, jeg begynder at indrette vores lille lejlighed efter at der kommer en beboer mere, eller også skulle jeg bare ruskes godt igennem en masse forvirring, før jeg fandt mig selv i det hele. I hvert fald tog jeg mig selv i, her til morgen, at sige til David, for første gang, at jeg nu faktisk er begyndt at glæde mig vanvittigt til, at vi skal møde vores barn. For mange har denne længsel sikkert været der lige fra starten, men for mig – og måske også andre – har der bare været lidt længere til at forstå, at det hele nok skal blive godt og bringe en masse lykke for os som familie. Nu glæder jeg mig bare til at se, hvad tredje trimester byder på, men forhåbentligt forbliver jeg i denne rolige sindstilstand og ligeså stille begynder at forberede mig på fødslen, som sjovt nok også begynder at nærme sig med små skridt – for den del af graviditeten har jeg stadig glemt at forholde mig til endnu.

Skrevet af: Amalie Neve-Græsbøll, PixiMødrene, 4. indlæg.

 

 

 

‹ Læs Amalies forrige indlæg her                                                                                                                                                                                                                Læs Amalies næste indlæg her