PixiMødrene: Velkommen til Storm (Karina)

PixiMødreneOnsdag d. 15.03.2017 blev dagen, hvor mit vand ENDELIG gik efter at være gået otte dage over min termin. To dage forinden havde jeg haft små veer, som gik i sig selv, og jeg var stensikker på, at jeg endte med at skulle sættes i gang. Men mit ønske om ikke at blive sat i gang, blev så opfyldt med en hurtig fødsel.

Bettemanden kommer til verden 

Mit vand gik kl 11.30, hvorefter jeg ringede til fødegangen som bad mig komme til et rutinetjek kl. 15.30. Jeg var helt sikker på, at vi bare skulle derop og så hjem igen, men vi tog for en sikkerheds skyld tasken med derop.

Vi kommer ind, og jordemoderen tager imod os. Hun mener jo, at fordi jeg er førstegangsfødende, så ville der gå noget tid, før jeg ville føde, især fordi mine veer ikke var særlig kraftige. Derfor var hun også i tvivl om, hun skulle lave en indvendig undersøgelse. Hun var meget i tvivl, men endte dog med at undersøge mig, selvom hun faktisk havde sagt, at det ville hun ikke. Til vores store held! For da hun får mig undersøgt, var jeg allerede fem centimer åben, og mine veer begyndte hurtigt at tage til i styrke. Så vi blev guidede direkte ind på en fødestue. Og derefter gik det ellers hurtigt, mine veer blev mere og mere regelmæssige og tog hurtigt til i styrke. I løbet af de næste fem timer er jeg udvidet helt og er begyndt at få presseveer, og jeg skal da ellers nok lige love for, de er svære at modstå? Jeg prøvede ellers ihærdigt at holde dem under kontrol, men hele ens krop skriger bare på, at man skal begynde at presse.

Selve fødslen var overstået kl 20.51, hvor Bettemanden kom til verden efter tre presseveer.

Min jordemoder rådede os kraftigt til at overveje en hjemmefødsel, hvis vi skulle have flere børn, for hun mente ikke, jeg ville kunne nå på sygehuset næste gang 🙂

Dog blev mit ønske om at føde i vand ikke en realitet. Babys hjertelyd styrtdykkede et par gange, imens jeg lå med elektroder på, så min jordemoder mente ikke, det ville være en god ide, og hun var da også ved at tilkalde akutteamet, hvis nu det skulle ende med et akut kejsersnit, hvilket var min store frygt! Men sådan blev det heldigvis ikke.

En fantastisk oplevelse 

Alt i alt synes jeg, fødslen gik helt fantastisk. Jeg havde en kæmpe støtte i min kæreste, som adlød hver vink og ordre, jeg kastede efter ham. Sjovt nok fandt jeg en kæmpe ro i, at han nussede mine ben, imens jeg havde en ve? Så han fik lov at nusse mine ben til hudløshed. Derudover havde jeg den bedste jordemoder, som også var med til at gøre oplevelsen helt fantastisk!

Alt det jeg tænkte, jeg i hvert fald ikke skulle, føltes pludselig naturligt, og jeg var faktisk pisse ligeglad for at sige det mildt. Måske det havde noget at gøre med den mængde lattergas, jeg fik inhaleret under fødslen ? Jeg prøvede at få akupunktur, da jeg ikke ville have en epidural, men da det ikke hjalp mig på nogen måde, måtte jeg ty til lattergas! Og til læserne, som har overvejet lattergas, kan jeg kun sige; GO FOR IT! Det var min redning. og det hjalp til, at jeg kunne fokusere på at arbejde med mine veer i stedet for, at de arbejdede mod mig. Man bliver lidt skæv, men hey, så har man også prøvet det!

Ny status: Mor ❤

PixiMødreneDog skulle det vise sig, at ikke alt er lutter lagkage. Vi havde den første uge en dejlig, nem søn, som sov rigtig meget. Men han døjer desværre med luft i maven, og derudover har jeg lige måtte igennem en uge lang penicillinkur for brystbetændelse, som jeg PÅ INGEN MÅDE ønsker for selv min værste fjende? Jeg har sjældent haft det så dårligt og kombineret med søvnunderskud, så er det virkelig ikke en god kombi med et uroligt barn☹ Så følelsen af at være en super dårlig mor fyldte en del i de dage, hvor jeg havde det rigtig skidt, indtil penicillinen begyndte at virke, og jeg havde lidt overskud igen.

Men til trods for de små, trælse oplevelser, så nyder jeg min nye status som mor. Kan ikke helt forstå det endnu… Jeg er blevet mor, og jeg har ansvar for dette bette væsen, som jeg har en altoverskyggende kærlighed til! Det er så uvirkeligt, at man kan elske et lille væsen så højt, og derudover er mine følelser for min kæreste også blevet intensiveret. Tænk, at man bare ved tanken om ens familie. og hvor højt man elsker dem, kan få tårer i øjnene. Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet, men også det mest fantastiske.

Skrevet af: Karina Laursen, PixiMødrene, 10. indlæg.

‹ Læs Karinas forrige indlæg her