Produktanmeldelse: Aktivitetslegetæppe fra Done by Deer

Vores kunde, Jeanette, har testet aktivitetslegetæppe fra Done by Deer

Barnets motoriske udvikling

aktivitetslegetæppe fra Done by Deer

Vi har testet aktivitetslegetæppe fra Done by Deer i gråt. Vores såkaldte testpanel består af vores lillebror på 2 måneder og en ivrig storebror på 5 år. Vi bor meget småt og med hånden på hjertet kan jeg hurtigt afsløre, at et aktivitetstæppe tager en stor del af vores gulvplads i stuen. Det er derfor vigtigt for os hele tiden at have løsninger, der kan pakkes frem og væk igen – efter behov, for vi har ikke plads til at have det stående fremme hele tiden.

Som fysioterapeut er barnets motoriske udvikling noget der interesserer mig meget, og jeg har været spændt på at teste aktivitetstæppet fra Done by Deer. Vores lillebror har testet aktivitetstæppet i en lille måneds tid, fra han var 5 uger gammel, og efterhånden som han blev klar til at bruge tæppets funktioner.

Førstehåndsindtryk

Aktivitetstæppet kommer i en zipbag-pose som man har mulighed for at pakke tæppet ned i igen. Jeg var meget nysgerrig på, hvordan det skulle samles, og jeg blev positivt overrasket. Bøjlerne over tæppet sættes simpelt sammen med en enkelt trykknap i midten og sættes fast på selve tæppet med velcro. Det er smart og ikke mindst meget nemt. Legetøjet sættes nemt på ved hjælp af nogle plastikringe. Aktivitetstæppet er meget samme farve, nemlig grå. Og det var umiddelbart det, jeg var mest skeptisk overfor, da vi åbnede pakken. Mine tanker gik på om det simpelthen var for kedeligt, men det måtte komme an på en prøve.

aktivitetslegetæppe fra Done by Deer

Designet

Designet er meget neutralt i grå nuancer, kan bruges til både piger og drenge, og passer på samme tid godt ind i det moderne nordiske hjem. Der er en lille neonpink detalje på mærket på selve tæppet og på hver af de 5 stykker legetøj der medfølger. Tæppet har et fint og stilrent quiltet design og kan bruges uden bøjlerne på, da bøjlerne sættes fast med velcro på undersiden af tæppet.

Legetøjet det medfølger er: To luftballoner (med to forskellige typer bjælder), en elefant (med rasleboks), en krokodille (med knitrelyd) og en halvkugle (med blødt spejl). Alt legetøjet sidder fast på ringe, så det kan flyttes rundt på bøjlerne, hvor der er 13 steder de kan sættes fast.

Gå til: “aktivitetstæpper”

Barnets motoriske udvikling

Vores lillebror brugte første gang tæppet, da han var 5 uger gammel. Han lå der i små 10 minutter af gangen og ikke hver dag. Der var stimuli, men ikke en overstimulering. Efterhånden som barnet bliver større kan det både se længere, se flere farver og håndtere flere stimuli. Der er masser af plads på tæppet til, at barnet kan ligge på maven og vi har haft stor glæde af, at storebror også kunne være med uden, at der skulle flyttes en masse ting. Vi har brugt det både rygliggende, hvor vores lillebror har kunne kigge op på legetøjet og efterhånden begynde at prøve at slå ud efter legetøjet, men også maveliggende, hvor noget af legetøjet har været pillet af og ligget på selve tæppet. Når han bliver større og begynder at pille ved legetøjet, vil han blive stimuleret af de forskellige ”lyde”, der er i hvert legetøj. Som 2 måneder gammel har han en fest med at ligge, så det ene ben kan sparke til den ene bøjle. For så bevæger alt legetøjet sig jo.

Fordele og ulemper ved tæppet

Det er nemt at flytte rundt på legetøjet, hvilket er en stor fordel, hvis barnet f.eks. har en favoritside, så man kan opmuntre barnet til at kigge i den anden retning. På samme tid kan legetøjet placeres, så barnet både kan ligge på ryggen, men også så barnet kan ligge på maven – og senere hen række ud efter legetøjet. Der er vi ved at arbejde os hen imod i den motoriske udvikling.

De 13 placeringer og plastikringene i legetøjet gør det også nemt at skabe variation, simpelthen ved at hænge noget andet legetøj på. Meget andet babylegetøj har samme type ringe, og du kan derfor også hænge rigtig meget andet på tæppet og skifte rundt, lige som du lyster. Her er der også mulighed for at give barnet noget mere stimuli med flere farver, og på samme tid tone det ned igen med de neutrale grå farver efter behov.

aktivitetslegetæppe fra Done by DeerDer er ingen kant/forhøjning/”pølse” rundt på tæppet, som der er på nogle andre tæpper. Det kan være både en fordel og en ulempe. Det kan være rart at have muligheden for at støtte baby i den maveliggende stilling evt. ved at lægge ham op på kanten. Derudover forestiller jeg mig, at han væsentlig nemmere kommer til at ”stikke af” når han engang har knækket koden for at komme fremad eller bagud. En fordel er dog, at vores storebror også nemt kan være med til at lege med sin lillebror, fordi der ikke er en kant/forhøjning rundt.

Og så en af de vigtigste fordele (hvert fald når man har et gylpebarn): Tæppet kan vaskes! 40 grader i vaskemaskinen og så bare ligge fladt på et tørrestativ og tørre. Meget nemt! Især her er samlingen, hvor bøjlerne sidder fast med velcro fantastisk. Det er så nemt at skille det ad (og samle det igen). I forhold til pladsmangel er det en kæmpe fordel. Tæppet kan klaskes sammen og stå ved siden af sofaen eller man kan tage bøjlerne af efter behov. Der er intet, der skal spændes ud eller sættes i spænd, det er bare velcro, der skal klistres fast. Lettere tror jeg ikke, det bliver.

Alt i alt er vi rigtig glade for tæppet og de muligheder, det har. Det passer godt ind i vores hjem rent indretningsmæssigt, og det er nemt at tilpasse både i forhold til vores lille hjem, men også i forhold til vores lillebrors udvikling.

Testet af Jeanette Hjort Mortensen, blogger på Littlehugelove.momster.dk, fysioterapeut og mor til Dexter på 2 måneder + Marvin på 5 år.