Produktanmeldelse: Amme- og graviditetsundertøj fra Cache Coeur Lingerie

Vores kunde, Rikke, har testet amme- og graviditetsundertøj fra Cache Coeur Lingerie

Da jeg i 2015 fik mit første barn, en skøn lille dreng, eksperimenterede jeg en del med forskellige ammetoppe for at finde en som var både støttende, behagelig, pæn, funktionel og ikke mindst – til at betale sig fra. Efter en del søgen måtte jeg give fortabt, og endte med at købe et par stykker som absolut var funktionelle, men alt andet end pæne og feminine. I kender dem sikkert – dem som mest af alt føles som en tynd og super elastisk sports-bh som kan ”klippes” ned, når der skal ammes. De opfylder uden tvivl det primære behov, meeen de gør altså ikke det helt store for selvbilledet i en situation, hvor man (læs=mig) i forvejen skal vende sig til, at nyvasket hår og ditto tøj ikke holder så længe som det plejede, og gylp, mælkepletter og snot bliver en betydelig større del af hverdagen, end man lige gik og regnede med, da man forestillede sig livet på barsel.

Nu er jeg så gravid igen og venter mig en lille pige til sommer, og jeg er efterhånden nået til det stadie hvor mine normale bh’er ikke er helt så behagelig som de plejede at være. Valget stod derfor i mellem at investere i nummeret større (som jeg så kun ville bruge frem til fødslen og formentlig ikke bagefter), eller begynde at investere i nogle, som også kunne bruges i ammeperioden, og derfor kunne have lidt længere levetid (og skulle indkøbes omkring terminen alligevel).

Vi har igennem de sidste snart 3 år vi har haft vores søn købt en del ting til ham fra Pixizoo, og har altid været tilfredse – både med varerne, leveringstid og ikke mindst deres kundeservice, når noget en sjælden gang imellem ikke var som det skulle være. Så da jeg opdagede de havde fået amme- og gravid undertøj på hjemmesiden – endda i et mærke jeg ikke allerede erfaring med (på godt og ondt), besluttede jeg mig for at give det en chance. Det kan jo ikke skade at prøve, vel?

Så jeg benyttede mig af et af deres tilbud og købte 2 forskellige typer bh’er samt en ammetop. Valget faldt på følgende: ”Cache Coeur Lingerie Amme BH Iris – Sort”, ”Cache Coeur Lingerie, 3D Light Amme BH – Sort” og ”Cache Coeur Illusion graviditets- og ammetop – Sort

 

Iris
3D Light
Illusion

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var med lettere skepsis jeg åbnede pakken da den ankom, da det ikke ligefrem var med en kæmpe succes oplevelse i bagagen fra sidste gang, der blev shoppet amme undertøj. Men jeg blev simpelthen så positivt overrasket, at jeg sendte dem en besked via msn og sagde tak. Det er faktisk lykkedes at finde noget som både er rart at gå med, er funktionelt, til at betale og ikke ser ud som noget af hospitalets udleverede undertøj. Efter at have fået min besked skrev Pixizoo og spurgte om ikke jeg ville dele mine oplevelser med deres andre kunder, og det vil jeg selvfølgelig hjertens gerne. Så her får i en lille anmeldelse af mine oplevelser indtil videre, og vi starter med sidstnævnte først.

 

Den til barselsboblen (Cache Coeur Illusion graviditets- og ammetop)

Når man går rundt i den lille barselsboble lavet af gylp, snot og fedtet hår, så er det det praktiske og behagelige der er i højsædet. Glem alt om blonder og frække små detaljer, bare den kan maskinvaskes efter en styrtregn af æblemos eller det der er værre, så er dagen reddet. Men toppen tilbyder faktisk en del flere ting, ud over at kunne smides i maskinen. Der er to lag i det øverste stykke af toppen omkring barmen, hvoraf den yderste kan hives op uden at påvirke resten af toppen. Åbnefunktionen er kun omkring brystet, så man hverken risikerer at blive kold, eller føler man blotter sig for gud og hver mand, når man ammer sit barn uden for hjemmets fire vægge. Den er lang nok til at dække det, der skulle være tilbage af maven efter fødslen, og der er ikke nogen sidesømme, eller andre syninger for den sags skyld, der generer. For dem af os der har brug for ammeindlæg om natten, kan den også uden problemer bruges her, da der hverken er stivere, syninger eller diverse klips/lukkemekanismer der kan irritere. Ud over det, er den virkelig behagelig at have på og støtter glimrende, der hvor der er brug for det. Sidst men ikke mindst er der så meget stræk i den, at der også sagtens er plads til den voksende mave (og jeg må indrømme at den altså vokser noget hurtigere her anden gang end første!), så det er altså en top der kan bruges både under graviditeten og under ammeperioden bagefter.

Toppen er helt sikkert i den praktiske ende og ikke noget du vil finde i kataloget fra Victoria Secrets. De er også en anelse små i størrelsen (efter min mening), så når du bestiller så vær opmærksom på, at hvis du normalt ligger mellem to størrelser, så ville jeg absolut vælge den større af dem. Det skal dog siges at materialet altså er meeeget stretchy, så det er selvfølgelig en smagssag.

 

Hverdag og til business casual (Cache Coeur Lingerie, 3D Light Amme BH)

Bare fordi man er på barsel og ammer, betyder det ikke at man helt behøver at give op på ens garderobe. Når den står på en tur med mødregruppen på café eller en hyggelig tur med familien og den lille, er det rart at have noget man kan tage på, som både er behageligt, kan bruges til amning og ikke skriger ”praktisk påklædning” til alle sider. Det er den her bh et meget godt eksempel på. Med sine fine små detaljer og et snit der til forveksling ligner det, jeg ellers ville hive ned fra hylderne i den lokale undertøjsforretning, kan den både bruges til hverdag, og også til når jeg gerne vil gøre lidt mere ud af mig selv. Den har gode brede stropper der ikke gnaver i skuldrene, og i stedet for en tynd elastik i bunden af ”rygstykket” (eller hvad man nu skal kalde det), så er elastikken meget bredere, blød og ”flad, og ud over elastikken er selve materialet elastisk, så den er ekstrem behagelig og skaber ikke, skal vi sige ”unødvendige buler”. Ammefunktionen klares med en overraskende stabil og kraftig magnet lås på stropperne, der kan betjenes med én hånd for at åbne.

Personligt så jeg gerne, at der var en lille smule mere stof i det inderste lag, så man ikke er helt så bar når der knappes ned (lidt ala toppe ovenfor), men det er absolut en lille bitte detalje, der ikke trækker fra mit super positive indtryk af bh’en – og altså noget det heller ikke er lykkedes mig at finde andre steder. Og igen, det er jo også en super subjektiv ting, og kommer fuldstændig an på ens præferencer.

 

Når der skal være fest (Cache Coeur Lingerie Amme BH Iris)

Iris er helt sikkert noget af en sjældenhed. Ammeundertøj der faktisk er feminint – og egentlig overhovedet ikke ligner ammeundertøj. Det her er en BH som uden problemer kan få én til at føle sig godt tilpas i en kjole eller ude på restaurant, hvis man har et (for mit vedkommende i hvert fald) sjældent kæreste øjeblik. Den gør at man har noget i skabet som man kan tage på, og for en eftermiddag eller aften komme ud af barselsboblen og joggingtøjet (eller nattøjet?), lade ”nybagt mor” imaget ligge derhjemme, og føle sig som sig selv.

Jeg er helt klar over, at det langt fra er alle der har samme ”issues” forbundet med at gå hjemme på barsel som jeg beskriver her, men jeg var nu altså bare ikke et naturtalent. I hvert fald ikke med den første – nu får vi jo så at se hvordan det går med den næste. Jeg synes det var en kæmpe omvæltning, og til tider svært, at holde fast i ”mig” blandt bleskift, gylp og ammeindlæg. Og selvom det kan lyde tåbeligt at noget så usynligt som pænt undertøj kan have en effekt, så var det nu altså noget jeg ville have ønsket jeg havde haft under min første barsel. Noget der kunne hjælpe mig med at føles som mig og som nogens kæreste, og ikke bare som mor og fri buffet.

Nu blev det langt så jeg må hellere slutte af. Og for at gøre det helt kort her til sidst, så kan jeg helt sikkert anbefale Cache Coeur Lingerie. Der er noget til ethvert behov, det er behageligt, funktionelt og ikke mindst pænt. Så når jeg nærmer mig termin her til juni og jeg har en bedre fornemmelse for hvilken størrelse jeg ender med at skulle bruge, så ryger der helt sikkert lidt ekstra fra Cache Coeur i kurven her hjem til.

 

Gå til alt Lingeri her >