Produktanmeldelse: Cognikids Dip ske og Sip kop

1 mødregruppe har testet dip skeerne og drikkekopperne fra Cognikids

Vi har som mødregruppe været så heldige at få lov til at teste Dip ske og Sip kop fra Cognikids. Alle børnene har været i alderen 5-7 måneder i perioden, på nær en enkelt udenfor mødregruppen, med barn på 15 mdr.

Mor til Nora, 6 mdr.

Nora er netop startet på grød, hvilket hun ikke har været kæmpe fan af i starten. DIP skeen har hun fået lov til at sidde med uden mad nogle gange, og den er utrolig nem for en lille hånd selv at holde om. Den fungerer rigtig fint som begynderske, idet der ikke kan være meget mad derpå, og de små huller holder maden på skeen. Dog er hovedet lidt stort at få ind i en lille mund.

Sip koppen fungerer rigtig fint, og er udformet så det er let at holde om, både for børn og voksne – måske næsten en anelse for let, når man er så lille, at man slet ikke selv kan styre en kop endnu 🙂 De små huller gør det nemlig nemt for barnet selv at gribe godt fat i den, hvorfor det kan være svært som forælder at styre. Når hun bliver en anelse ældre, tror jeg dog virkelig at det vil fungere godt! Storebror på 2 år synes også koppen er sjov at bruge, da den ser anderledes ud, end hvad han ellers er vant til. Begge produkter er lette at rengøre og kan komme i opvaskemaskinen.

Mor til Oscar, 7 mdr.

Skeen er god for babyen at holde om og øve sit ske greb med. Den er blød og fleksibel og de mange huller gør, at den er let at gribe om. Motorisk en rigtig god ske. Vores oplevelse var at vores søn ikke tabte skeen så ofte, som ved den mere traditionelle ske. Han kan dog ikke selv spise endnu, men han øver sig. 

Skeen er ideel til grød, og i forhold til grød får den vores varmeste anbefalinger. 

Vi har forsøgt at give vores søn en let most kartoffel, så der er mere bid i, end hvis det havde været kartoffelmos. Vores oplevelse er, at her er skeen ikke så ideel, og det er svært at få den grove mos/ mad på skeen. Dog har vores søn haft Dip skeen i hånden så han fortsat har kunnet øve sig, mens vi har madet med en anden ske. Vores søn er generelt rigtig glad for at sidde med skeen, da den tydeligvis også er rigtig god til at gnubbe kløende gummer med. 

Koppen har et blødt og fleksibelt materiale og de mange huller i yder gummiet gør, at den er let at holde ved. Vores søn kan godt lide at sidde med koppen. Han er god til at holde ved den og han taber den ikke så let. Koppen er en god øvelse i forhold til øje- hånd koordinering, samt at øve sig på at drikke selv.

Vores oplevelse med Sip koppen er, at hvis der er for meget vand i – ryger vandet ud over det hele, og er der for lidt vand i skal vores søn have hovedet meget langt tilbage før, at der kommer noget vand. Tid og utålmodighed har været medvirkende til, at vi bevidst har valgt koppen fra. Hvorfor hjælper vi ham så ikke bare med at drikke af Sip koppen? Fordi vi oplever den som værende for lille og den skal fyldes mange gange. At bruge koppen kræver tid, tålmodighed, oprydning, tøjskifte m.m.

For begge produkter gælder det, at det er skønt med de mange informationer på pakken de kom i. Fx at produkterne må komme i opvaskemaskinen, hvilken aldersgruppe de anbefales fra m.v.

Mor til Elvira, 5 mdr.

Designet på kopperne og skeerne fra Cognikids er rent visuelt en smule kedeligt, men i fine farver. I den daglige brug finder man dog hurtigt ud af, hvor god en funktion de små huller har. De små huller sammen med siliconeoverfladen gør det nemt for de små babyfingre at holde på skeen og koppen.

Der kan ikke være en stor portion på skeen, men dette er rigtig fint til nybegyndere. Min datter har også været rigtig glad for at bruge skeen som bidepind.

Vi har været glade for, at kopperne også har kunne fungere som et målebæger og dermed holde styr på hvor meget den lille har fået at drikke. 

Det er en stor fordel, at begge dele kan tåle at komme i opvaskemaskinen, som er nødvendig for travle børnefamilier.

En mindre detalje var, at det var meget svært at få ud af indpakningen, specielt skeerne krævede lidt tålmodighed, før de var ude at indpakningen.

Mor til Agnes, 5 mdr.

Da min datter er helt ny med grød og mos, var det lidt svært for hende at svøbe om skeen til at starte med. Hun kan nemt holde den selv, og putter den glædeligt i munden, og efter et par gange spiser hun også rigtig fint med den. Mængden der kommer på skeen er lidt mindre end en almindelig ske, hvis grød/mos har en tyndere konsistens. Dette har dog været perfekt i opstarten, og det virker til at hun spiser samme mængde som ellers.

Derudover er den blevet yndlings bideske i forbindelse med tandfrembrud. Så det er en ekstra bonus. 

Drikkekoppen er fint udformet sådan at hun let kan hjælpe med at holde den, imens hun drikker. Indholdsmæssigt er den dog lidt lille, hvis man har et barn der drikker meget under et måltid. Alt i alt rigtig fine produkter, som vi fortsat vil anvende og er blevet glade for.

Mor til Liv, 5 mdr.

Liv er 5 mdr. gammel og er lige startet op på grød som supplement til amningen. I denne opstartsfase har vi brugt Dip skeen ved hvert måltid og Sip drikkekoppen engang i mellem. Vi har været rigtig glade for Dip skeen. Liv sidder selv med skeen i hånden og fører den gerne ind i munden.

Skeen er nem at holde ved for Liv, takket være de store huller i skeen. Skeen er nem at ”fylde” med grød og selv den tynde grød ryger ikke så nemt af skeen, selv om Liv fægter med skeen. Desuden er skeen nem at rengøre og god ved gummerne, da det farvede plast er blød og rar for Liv at tygge i.

Koppen har vi ikke anvendt så ofte, da hun stadig er for lille til at sidde med den selv, derfor syntes vi at en blød kop er bedre på nuværende tidspunkt, da man kan forme den efter babys mund når hun drikker. Men de par gange vi har brugt koppen, er den også super nem for hende at få fat på takket være det bløde silikone ”hylster” koppen er placeret i. Dog kunne jeg godt have tænkt mig at selve koppen havde en mere kop-agtig form, i stedet for at snævre ind på midten. Når små babyer sidder med egen kop, kommer man ikke så meget vand i koppen i tilfælde af at det spildes. Når så koppen er snæver på midten, gør det at baby skal have hovedet langt tilbage for at få vand i munden, når der drikkes af koppen. På den måde kommer baby nemt til at hælde for meget vand ud.

Mor til Sofia, 15 mdr.

Sofia vil gerne gøre tingene selv, og det betyder, at hun selv vil spise, når hun spiser grød/yoghurt eller andet flydende mad. Det får hun lov til, fordi det styrker hendes selvtillid og finmotorik ved at lære at styre skeen og koppen selv. Dog kan det ofte resultere i, at hun kun får 1/4 af maden ned i maven, fordi resten falder af skeen, når hun vil føre den op til munden. Her kommer produktet vi har testet ind i billedet. I og med at der er små huller i skeen, når det ikke at falde ud af skeen før hun har fået det i munden.

Et plus ved skeen, er at den er god at tygge/gumle i, når de små bisser klør. Sofia er nok en anelse for gammel til dem, men jeg tænker de er gode for dem, som skal gå fra amning/flaske til fast føde.

Koppen er god på den måde, at hun har nemt ved at holde den, men måske er den mere passende til dem, som er i gang med at lære at drikke selv.

Selve kvaliteten af produktet føles rart at holde ved og passer godt i størrelsen til de små hænder.

Samlet konklusion:

Cognikids Sip kop og Dip ske egner sig bedst til de helt små, som skal begynde på grød og vand af kop. Her fungerer produkterne rigtig godt, da der ikke er plads til meget mad på skeen eller vand i glasset. Når barnet så småt selv skal begynde at spise med ske og drikke af kop, vil produkterne også fungere godt, pga. hullerne og materialet, som gør det let at holde fast i for en lille hånd. Koppen kan dog være lidt svær, da det skal tippes meget for at få sidste halvdel vand ud, og mængden af grød på skeen er begrænset – hvilket til tider kan være en fordel og andre tider en ulempe, alt efter barnets temperament og alder. 

Samlet set er det produkter vi alle har været glade og tilfredse med, og vil fortsætte med at anvende, imens børnene er helt små.