Produktanmeldelse: Cybex Aton Q i-Size autostol

Vores kunde, Mathilde, har testet Cybex Platinum, Aton Q i-Size autostolen

Jeg har været heldig, at få lov til at teste autostolen Aton Q I-Size, som kan fås i Pixizoo butikken i Tilst. Jeg ventede i spænding på, at den skulle komme hjem til os, så jeg kunne teste, om den i virkeligheden var så god, som den er beskrevet diverse steder på internettet med dens sikkerhed og alle dens funktioner. Jeg må indrømme, at jeg altid er en smule skeptisk over for nye produkter, men det endte hurtigt med, at jeg var ret imponeret over autostolen og dens funktioner.

Det at vælge autostol som førstegangsforældre
Jeg er af den opfattelse, at den sværeste ting at købe som førstegangsforældre er en autostol. Allerede under min graviditet var min kæreste og jeg ude at se på autostole. Vi bor ca. 30 km fra sygehuset, så vi skulle jo have en autostol, inden vidunderet meldte sin ankomst. Til vores store overraskelse var der et hav af autostole at vælge imellem, og vi erfarede hurtigt, at det krævede intens undersøgelse. Vi læste mange steder på internettet, og vi talte med ekspedienter, venner og familie. Vi havde stor gavn af produktanmeldelser og FDM’s hjemmeside, og det var også ud fra disse, at vi langt om længe valgte vores autostol. Vi var fra start enige om, at sikkerheden var vores førsteprioritet. Vi vægtede også højt, at det skulle være nemt at bruge autostolen. Vi havde derimod ikke store krav til design og farver.

Autostolen kom til min dør
En tidlig morgen modtog jeg en kæmpe papkasse med Aton Q i-Size autostolen, Q i-Size basen og ISOFIX guides. Jeg fik det hele pakket ud og sat frem på gulvet, og jeg gik straks i gang med at undersøge produktet. Det tog ingen tid at få justeret de polstrede seler og hovedstøtten. Vores søn er 5 måneder gammel, hvorfor jeg tog sædeindlægget ud. Derefter var jeg klar til at få basen monteret i bilen som ikke kræver teknisk kunnen. Der er ovenikøbet påført klistermærker med instruktioner, så du ikke behøver at stå med brugervejledningen i hånden.

 

 

Information om CYBEX
CYBEX er kendt for deres innovationsprincip, D.S.F. (design, sikkerhed og funktionalitet), hvilket har ført til mere end 250 priser indenfor design, sikkerhed og innovation. CEYBEX er en af de førende producenter af udstyr til babyer i branden, og de er kendte for at udvikle produkter uden at gå på kompromis med hverken sikkerhed, design eller funktionalitet. Du kan læse mere på www.cybex-online.com.

Brugbar viden om Aton Q I-size
Autostolen, som er udviklet og designet i Tyskland, kan anvendes af babyer mellem 45-75 cm – dog max 13 kg. Den er bagudvendt, og den er, med montering af Q i-Size basen, godkendt efter den nye i-Size norm. Der findes teleskopisk sidekollisionsbeskyttelse, højdejusterbar hovedstøtte med 8 positioner og integrerede seler med blød polstring, sædeindlæg til nyfødte op til 3 måneder samt integreret XXL kaleche.

Det skal bemærkes, at autostolen kan monteres med både isofix og bilsele. Det anbefales af producenten, at autostolen monteres sammen med basen, men montering af autostolen med bilselen er i overensstemmelse med kravene i ECE R-44/04 godkendelsen.

Autostolen har en længde på 650 mm, bredde på 440 mm og højde på 390-560 mm. Betrækket i autostolen kan vaskes i vaskemaskinen, hvor et skåneprogram på max 30 grader anbefales.

Funktionalitet
Basen og autostolen var nem at montere i vores Ford Fiesta. Der medfølger også brugervejledning, hvis du skulle have brug for det. Autostolen vejer 4,9 kg, så det gav ikke problemer at løfte rundt på den ved installationen. Der er ikke meget plads i en Ford Fiesta, men jeg havde ingen problemer med at få basen til at være der. Jeg har monteret autostolen bag passagersædet. Når jeg skal have autostolen ud og ind af bilen, kræver det, at passagersædet er kørt lidt frem. Ellers er der ikke plads.

Basen kan nemt afmonteres og flyttes over i en anden bil, hvis dette er nødvendigt. Vi har kun én autostol, og en dag havde jeg brug for at flytte den over i min fars bil (Toyota Avensis). Det tog ikke mange minutter. I denne bil er der til gengæld rigeligt med plads.

Jeg synes, at det er genialt, at der er 8 positioner til hovedstøtten. Den er også nem at indstille. Der sidder en lille ring, som man kan trække i. Denne ring skal anvendes, både hvis hovedstøtten skal op eller ned. Den kan således indstilles præcis til det enkelte barn.

 

 

Betjening af autostolen
Autostolen er nem at sætte i basen, når man lige har forsøgt et par gange. Der er et ”klik-system”, hvor autostolen blot føres ind over basen og klikkes ned. Jeg skulle lige vænne mig til det de første par gange, hvor der skulle et par ekstra forsøg til at få den klikket i. Så snart du har lært metoden, går det ret nemt, og det er virkelig smart. Jeg er vældig imponeret over dette system med basen, da det er meget nemmere at montere autostolen således end med bilsele. For mig tager det en del længere tid, hvis jeg skal montere autostolen med bilselen. Derfor synes jeg, at det er en stor fordel med base, og jeg vil til enhver tid vælge en bil med isofix.

Når jeg skal have min søn ud af autostolen, tager jeg altid autostolen ud af bilen med min søn siddende i den, hvorefter jeg tager ham op. Jeg synes, at det er lidt besværligt, at tage min søn op, hvis autostolen er monteret i basen i bilen, da det ikke er muligt at dreje autostolen. Det betyder, at du skal kringle dig frem, hvis du vil tage barnet ud af autostolen, mens stolen sidder i basen i bilen. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men det er blot besværligt.

Når barnet vejer omkring 5-6 kg synes jeg, at det bliver lidt tungt at tage autostolen ind og ud af bilen. Både barn og autostol kommer således op på ca. 10 kg, hvilket er en hel del for en kvinde som mig på 163 cm. Jeg synes, at det er en ulempe ved autostolen, at den bliver meget tung, og at stolen ikke kan drejes.

Når barnet skal spændes fast, skal de ekstra brede Y-seler med puder justeres ved hjælp af en strop ved skridtselen. Du trykker ned på knappen og hiver i stroppen. Det er super nemt. Jeg synes, at det er lækkert med de bløde puder på selerne, da det virker mere komfortabelt for barnet. Det er et plus.

 


Autostolens komfort
Vores søn på nu 5 måneder har brugt autostolen, siden han var nyfødt. Vi var trygge ved at sætte vores søn i autostolen på vej hjem fra sygehuset. Den er godt polstreret, meget blød og virker robust. Det lille sædeindlæg til nyfødte babyer er et plus, da babyen næsten kan ligge ned i stolen. Fra 3 måneders alderen kan sædeindlægget fjernes, og det betyder, at barnet sidder lidt mere op, end det var tilfældet med sædeindlægget.

Jeg synes ikke, at der er meget plads i autostolen, og vores søn sidder en smule klemt. Men det afhænger også af, hvor stort det pågældende barn er. Vores søn er en fyr med kød på, så derfor har jeg en fornemmelse af, at han sidder lidt klemt. Han kan kun bevæge armene op og ned foran maven. Det er derfor min anbefaling, at barnet ikke har for meget tøj på. Autostolens puder gør desuden også stolen varm at sidde i. Jeg undgår derfor så vidt muligt overtøj. Jeg bruger i stedet et tæppe til at ligge over min søn, når han sidder i autostolen.

Det er min opfattelse, at vores søn sidder fint med hovedet. Han kan kigge ud af vinduet, og hovedet er tilbagelænet og afslappet.
Et stort plus er den store kaleche. Vi bruger den stort set altid. Den er især god, når det blæser, når solen skinner, og når barnet har brug for at hvile øjnene. Kalechen er robust, selvom stoffet umiddelbart virker lidt tyndt. Jeg har ikke oplevet skader på kalechen indtil videre.

 

 

Min bedømmelse af autostolen
Som jeg også indledte med at skrive, er sikkerheden vores højeste prioritering. Aton Q i-Size modellen har den seneste sikkerhedsteknologi på markedet med dens teleskopiske, lineære sidekollisionsbeskyttelse. Sikkerheden forbedres også med den højdejusterbare hovedstøtte, de polstrede y-seler og sædeindlægget til nyfødte.

Jeg vægter også højt, at det skal være hurtigt og nemt at bruge autostolen. Generelt synes jeg, at autostolen er meget praktisk og let anvendelig. Den er super nem at klikke i basen, hvis du har denne monteret. Jeg synes derimod, at det er mere besværligt, hvis der skal anvendes bilsele. Jeg er begejstret for den justerbare hovedstøtte med de 8 positioner.

Jeg vil helt klart anbefale autostolen på grund af sikkerhed, komfort og funktioner. Autostolen ligger i den dyrere ende af skalaen, men jeg synes, at pengene er godt givet ud. Basen skal købes separat. Hvis du vil købe både autostol og base, løber prisen op, men efter min vurdering er basen uundværlig.

 

Efter en samlet vurdering kan jeg nævne flere fordele end ulemper ved autostolen

Fordele:

  • Høj sikkerhed
  • Super nem installation af Q i-size base
  • Nem og præcis indstilling af hovedstøtte
  • Godt sædeindlæg til nyfødte
  • Brugbar og anvendelig kaleche
  • Fint udsyn
  • Blød stol og polstrede seler

Ulemper:

  • Babyer der er i godt stand, sidder lidt klemt
  • Ingen drejefunktion (således at stolen kan drejes, når babyen skal tages ud af autostolen inde fra bilen)

 

Kom ud i Pixizoo i Tilst for at se og afprøve om autostolen passer til jeres behov – eller se vores udvalg af Cybex autostole her