Produktanmeldelse: Pusletaske fra Tiny Republic

Vores kunde Julia, har testet pusletasken fra Tiny Republic

Der er mange ting der føles livsnødvendige at anskaffe sig, når man skal have en baby. En af dem er en pusletaske. Men hvordan skal man dog vælge en, når man ikke kender sit behov og dermed ikke ved hvilke egenskaber den skal have. Der er jo utrolig mange forskellige at vælge imellem. Alt fra størrelse, fasthed, materiale, kan de foldes ud, lynes helt op, er de ét stort rum, har de flere rum indeni eller kun udenpå, og hvor meget koster de (for vi ved alle, hvor træls det er at kaste, hvad der føles som en formue, efter noget som så viser sig ikke at fungere helt optimalt for en).

Det er næsten pinligt at indrømme, men jeg havde ikke en pusletaske til mit første barn af lige netop den grund. Vi havde besluttet at starte ud med at bruge et enkelt Day Birger net som vi allerede havde, indtil vi fandt frem til, hvad vores behov var. Det fungerede ikke super godt, men det kunne da bruges. Det var jo bare ét stort rum, hvor alt blev rodet godt sammen og det aldrig var til at finde det man skulle bruge – til gengæld var der altid plads til alt, og når vi skulle på overnatning et sted, kunne vi bare tilføje lidt tøj og en natbamse, og så havde vi stort set det vi skulle bruge deri. MEN vi magtede ikke det roderi længere til barn nummer to, og skulle nu også have en løsning hvor vi var dækket ind med babygrej til begge børn pga. den lille aldersforskel.

En pusletaske til det man behøver

Vi er nu kommet frem til en helt perfekt løsning for os. Vi bruger pusletasken fra Tiny Republic som vores standard pusletaske. Her har vi pusleunderlag, sutter, bleer, babyalarm, vådservietter, skiftetøj, cremer mv, tandbørste, vat pads og vatpinde, saltvandsdråber, kleenex, brækpose, sutteflaske og MME, samt drikkedunk og snack bøtter til den store.

Tasken har den helt rette størrelse i min optik (H:28 B:33 D:13). Jeg vil nemlig hellere have en separat taske, hvor der kan være mere tøj i til når vi skal nogen steder, og så har vi også en lille mini rygsæk, hvor vi bare har et engangsunderlag, en af hver størrelse ble, en mini vådserviet pakke og en stofble, og så er der lige plads til et par alarmer og et sæt skiftetøj til den lille deri. Den lille rygsæk har vi altid liggende ude i bilen, så når vi lige hurtigt skal ud og handle eller noget lignende, så kan vi nøjes med den, og vi skal ikke tænke på at tage andet med ud i bilen end os selv og børnene.

 

Praktisk og behageligt materialevalg

Pusletasken er dejlig blød, og har en overflade i et materiale, der kan klare lidt af hvert. Sådan en skal jo kunne holde til at blive placeret på en våd parkeringsplads eller et badeværelsesgulv osv. Og så er det altså lækkert, at man kan snuppe en våd sæbeklud og kører over den.

Helt grundlæggende har tasken et indvendig vandafvisende betræk, et omslag der (når du åbner tasken) kan lynes yderligere op så det fungerer som pusleunderlag, to udvendige lommer foran (dækket af omslaget der lukker med magnetlukning), to ikke tildækket udvendige lommer – en på hver side, en lynlåslukning for at komme ned i selve tasken, hvor man finder et stor rum, hvor der på den ene side er en stor lomme – det fungerer næsten som et ekstra rum, og på den anden side er der tre små lommer med elastik lukning, der gør at de ting man placerer deri ikke så nemt glider ud. Der er ikke noget fancy ved skulderremmen, i stedet får man en justerbar rem, der rent faktisk kan holde til at blive hevet i, båret på skulderen eller hængt på barnevognsstyret. Det her er et af de tilfælde hvor praktisk bare er bedst.

  

Alt i alt

Helt generelt får man en rigtig pæn, kønsneutral og praktisk pusletaske til prisen. Små ting der lige ville gøre det sidste for mig ville bl.a. være at lynlåsen til omslaget ikke gled så nemt, eller at der var en ekstra knap-lukning derved, da jeg synes at den glider meget op, bare ved at man åbner pusletasken. Og så tror jeg, at jeg vil have foretrukket, at der i stedet for 3 små rum indeni på den ene side, i stedet var 2, som så var lidt større, da der pt. ikke er nogle af rummene, der som sådan passer til bleer.

Magnetlukningen synes jeg er genial og den holder fint. Det er kun et problem, hvis man lige får tasken fyldt lidt for meget, at magneterne ikke kan holde, men så er det godt, at der også er en lynlås lukning.

Det sagt, så tror jeg dog ikke nødvendigvis på, at man kan finde den perfekte pusletaske, for børn er forskellige, og dermed bliver behovet også forskelligt. Har man f.eks. et barn der kræver rigtig mange tøjskift i løbet af en dag, vil man nok ønske sig en af de større pusletasker med plads til flere sæt skiftetøj. Og sådan noget kan jo også variere en del i løbet af det første leveår. Så det vigtigste er at finde en grundlæggende god en, og så få det til at virke bedst muligt for en selv, og der synes jeg at pusletasken fra Tiny Republic er et godt bud på sådan en.