Produktanmeldelse: Thule Ride Along cykelstol

Vores kunde, Maibrit, har testet Thule Ride along cykelstol

thule cykelstolFørsthåndsindtryk

Thule Ride along cykelstolen kommer i en stor papkasse som er overraskende let ift størrelsen. Når man åbner kassen er der kun lige akkurat det man skal bruge – cykelstol i skrigende farve, så man lettere ses i trafikken, og et beslag til montering på cyklen. Instruktionsbog, skruer mm er i en lille pose, som er sat fast i selen med strips – så ved man hvor man har det, i stedet for at delene kommer løst med og der er risiko for at små fingre får delene væk. Cykelstolen er kun beskyttet af et et enkelt stykke ”skumpapir” mellem toppen af ryggen og papkassen. Her er der ikke meget unødvendigt emballage – hvilket allerede er en stor fordel når man bor på 3. sal inde midt i byen.
Første kig i instruktionsbogen var temmeligt forvirrende. Der medfølger én instruktionsbog til alle sprog. I stedet for et kapitel med ét sprog, er bogen opdelt med en forklarende tegning efterfulgt af forklaring på alle sprog. Dette gør bla. at tekst og tegning ikke altid er på samme side. Når man først har fundet ud af inddelingen, er den sådan set nemt nok at finde rundt i.

thule

Montering

Selve monteringen af beslag og stol gik rimeligt nemt. Vejledningen kunne være skrevet mere enkel, men det gik – selv med to børn til at forstyrre koncentrationen. Det tog maks 30 min. alt i alt, og så var vi kørende.

På cyklen skal der blot monteres en ”easy quick release” beslag som cykelstolen skal monteres på. Det er en klar fordel at når cykelstolen ikke er på cyklen, kan man godt bruge sin bagagebærer, da beslaget er ikke i vejen. På stolen sidder ”armene” som skal sættes i beslaget, så stolen fylder jo så tilsvarende lidt mere på gulvet.

Et kig rundt på cykelstolen

Umiddelbart ser stolen meget enkel ud og uden de helt store muligheder, men når man kigger nærmere efter, er der masser af indstillinger på stolen, så den kan tilpasses det enkelte barn. Vi har to børn på 2 og 4 år, så vi var derfor ret spændte på hvor omstændigt det ville være at tilpasse stolen til to meget forskellige børn, dette går dog utrolig nemt og hurtigt!

sele

Selen

Selen er super nem at håndtere med én hånd. Det er en 3-punktssele, som sidder fast omme bag på cykelstolen. Her sidder den fast i et beslag, som man kan justere selens højde med. Selen løftes op, trækkes ned over hovedet og fastgøres i en lås mellem benene. I starten skal man have lidt tålmodighed når selen skal låses op, da spændet går ret stramt. Man låser selen op ved at trykke ind på hver side af spændet, og hive den se op af låsen.

Foran på selen sidder der på hver strop en tryklås, som man justerer selens længde med.

Den enkle justering af selens højde og længde er et kæmpe plus, når man bruger stolen til flere børn – det tager kun få sekunder!

Gå til: “Se hele udvalget af Thule produkter”

 

thule sædeSædet

Som sådan er der ikke så meget at sige til selve sædet, men der er nogle fine og lækre detaljer, som er værd at bide mærke i. En utrolig lækker feature er at sædet kan vippes op til 20 grader bagud, så når barnet fx falder i søvn under kørsel, kan man tippe stolen lidt bagover så barnet sidder mere behageligt. Dette var en ting vi aldrig selv havde overvejet kunne være godt, eller overhovedet lade sig gøre, men det ER godt og det fungerer! På min cykel er stolen monteret så langt bagud som den må, og det kan godt mærkes i tyngdepunktet når man trækker den, men når man cykler gør det ikke en væsentlig forskel.

 

I sædet er der en vendbar pude. Den har to forskellige farver – en pangfarve og en mere neutral farve. Siddepuden kan vaskes i vaskemaskinen, når den er blevet beskidt. Om den kan undværes eller bliver en svamp når det regner, har vi ikke testet. Vi kom frem til at man køber et overtræk til stolen, hvis cyklen ikke kan komme i læ når det regner eller sner, for at undgå dette mulige problem. Hvis man havner i regnvejr, er der drænhuller i bunden af sædet, så vandet kan komme nemmere væk fra sædet, og puden hurtigere tørrer.

Ift vind og vejr, har vi også diskuteret om selespændet mon kunne fryse fast i låsen – men her må samme løsning gælde med at overtræk.

Cykelstolen har også såkaldte ”beskyttelsesvinger”, som hindrer at barnets hånd kan blive klemt, hvis cykelstolen er lænet op af en væg. En fin detalje, selvom jeg dog ikke er klar over hvor nødvendig den er.

Som en lille ekstra ting følger der en adapter med, så det er muligt at sætte en baglygte bag på cykelsædet.

Fodstøtte

Fodstøtten kan selvfølgelig også justeres i højden, ved at dreje det lille beslag bagpå opad, flytte støtten til passende højde, og dreje beslaget tilbage i låseposition igen. Der er også fodremme, som placeres enten langs med fodstøtten, så remmene ikke er i vejen, eller over barnets fødder så de sikres. Remmene er kun blevet brugt én gang, og dette var til så stor irritation for vores yngste, at de hurtigt blev pillet af igen. For børn som ikke føler det som en decideret straf at få fødderne sikret, er remmene nok en udmærket foranstaltning, men vi kan konstatere at det giver mere uro i stolen med remmene på end uden. Endvidere er remmen ikke helt nemt at justere med én hånd, og slet ikke med barnet i sædet. For at hustere remmen skal der løftes en lille tap op, som skal ned i et passende hak. Med lidt øvelse bliver det måske nemmere, men det er helt sikkert en besværlig manøvre, som gør vi hellere undværer denne mulighed.

fodstøtte         fgh

Samlet indtryk

Vi er rigtig godt tilfredse med Thule RideAlong cykelstolen! Den kan det den skal, og er let at indstille efter barnet der skal sidde i den. Brugervenligheden er i top på nær nogle enkelte indstillinger, men det er i vores verden småting, og noget der kan undværes.

Vi har indtil nu haft en cykeltrailer, som også er en god mulighed for at transportere et eller to børn, men traileren fratager en del fleksibilitet og er tung at køre med, hvor i mod en cykelstol ”bare følger med”. Man skal lige vænne sig til at cykle med den ekstra vægt bag på, men det kommer hurtigt. Vores børn vejer henholdsvis 12 og 18 kg, og vi mærker egentlig ikke så meget forskel på deres vægt, når vi først cykler. Det vi har bemærket er at vores ældste bumper ned i bagagebæreren, når vi kører over noget ujævnt med hende i cykelstolen (Børn op til 22 kg må sidde i stolen).

Fordele:

  • Stolen kan vippes bagud, så barnet sidder bedre hvis det fx sover
  • Smart og enkel 3-punktssele der er nem at betjene med en hånd
  • Selens højde/længde og fodstøtten er hurtig og nem at justere, hvis flere børn bruger stolen
  • Drænhuller i sædet så vandet nemmere kan komme væk
  • De løse dele er sikret på stolen, så de ikke bliver væk inden montering.
  • Stolen kan vælges i en skrigende farve for at højne trafiksikkerheden
  • Puden kan vaskes i maskine
  • Puden kan vendes og har to forskellige farver – en pangfarve og en mere neutral farve
  • Beskyttelsesvinger til barnets hænder hvis stolen er lænet mod en mur
  • Der er minimal af emballage

Ulemper:

  • Ulogisk brugermanual ved første øjekast, som godt kunne være lidt mere brugervenlig
  • Fodremmene er besværlige at justere – især med et barn i stolen
  • Spænde til selen kan gå lidt stramt i starten, når man skal låse selen op
  • Ved kørsel på ujævn vej rammer sædet bagagebæreren med et 18 kg tungt barn i stolen, omend stolen er placeret i overensstemmelse med vejledende afstande til denne.