Smertefri fødsel – findes det?

Smertefri fødsel
Kan fødsler overhovedet være zen? I følge ‘Smertefri Fødsel: Anja Bay metoden’, kan man være godt på vej. Foto: Shutterstock

Er løftet om smertefri fødsel falsk varebetegnelse? Måske er det mere realistisk at tale om ”periodisk panikdæmpet fødsel”? Er du også nysgerrig efter at vide mere om metoderne bag ‘Smertefri Fødsel’ – læs med her.

Hvem står bag metoden?

Anja Bay er forfatter til bogen ‘Smertefri fødsel’ og grundlægger af Smertefri Fødsel: Anja Bay Metoden. Navnet Smertefri Fødsel kommer af, at Anja Bay selv har prøvet at føde uden smerter ved brug af bestemte teknikker. Disse teknikker er grundlaget for den metode hun gerne vil give videre til kommende mødre. Endvidere har over 8.000 kvinder indtil videre født efter Anja Bay Metoden så den må siges at være afprøvet.

LÆS OGSÅ ‘EN REDE TIL DIN BABY’ »

Konceptet

Smertefri Fødsel er kort og godt en metode til fødselsforberedelse. Forberedelsen foregår på kurser, der er opbygget på forskning, der dokumenterer, at smerte kan manipuleres, og målet er, at kvinden oplever fødslen som hårdt arbejde i stedet for et smertefuldt mareridt.

Anja Bay beskriver selv sin metode som en: ‘…lavpraktisk, handlingsanvisende og no-nonsens tilgang til fødselsforberedelse med konkrete fødeteknikker…’

Principperne i Smertefri Fødsel

På Anja Bays hjemmeside fremgår det, at det vigtigste for at opnå en smertefri og rolig fødsel er, at kvinden selv kan gøre en aktiv indsats under fødslen og derigennem opnå smertelindring. Den indsats kræver både fysisk- og mental forberedelse.

Den fysiske træning går ud på at træne vejrtrækningen i to forskellige etaper af fødslen. I den første del af øvelserne skal kvinden lære at trække vejret under udvidelsesfasen og derefter, hvordan hun efterfølgende afspænder.

Dernæst drejer træningen sig som at kontrollere vejrtrækning når barnet skal presses ud. Under vejrtrækningsøvelserne er det mentale arbejde vigtigt idet, den fødende får stor gavn af at kunne arbejde fokuseret og håndtere sin egen reaktion på smerterne gennem veerne.

Anja Bay forklarer det med, at hvis kvinden reagerer bevidst frem for instinktivt vil hun kunne udholde langt større smerter og den fødende vil få følelsen af, at hun samarbejder med sin krop.

Rart eller rædsomt

Hvis den gravide vurderer succesen af sin kommende fødsel på, hvorvidt hun føler meget eller lidt smerte er det ifølge Anja Bay en absolut afgørende faktor, at den gravide kvinde øver teknikkerne hver eneste dag for at sikre, at fødslen bliver en succesfuld oplevelse.

Hvis øvelserne gentages mange gange forud for fødslen vil hverken kroppen ellers sindet være i tvivl om, hvad der skal ske den dag fødslen går i gang, i følge Anja Bay.

LÆS OGSÅ: ‘OG HVAD ER BARNETS NAVN?’ »

Hvad siger jordemoderen?

Blandt jordmødre er der bred uenighed i, hvordan ordet ”smertefri” skal tolkes. Nogle jordmødre mener, at det er fysisk umuligt og helt urealistisk at føde uden smerte, mens andre støtter fuldt op om løftet, der lyder på, at kvinder kan føde uden smerte.

Dog kan langt størstedelen af jordmødrene blive enige om, at det er meget positivt at gravide kvinder lærer at indgå aktivt i fødslen idet, det ganske sikkert reducerer smerten samt sænker risikoen for, at den fødende går i panik.

Er du blevet nysgerrig og vil du vide mere om Smertefri Fødsel? – Du kan komme til gratis foredrag i både København, Aarhus, Horsens og Aalborg.