PixiMødrene: Tivoli-tur fra helvede… (Mette K)

Er der nogen der hader rutsjebaner i tivoli, så er det mig! Jeg er vist blevet spændt godt fast denne gang, og det tyder ikke på at jeg lige kan hoppe af!

Op- og nedture har præget de sidste par uger og jeg er ved at være kørt godt og grundigt ned! Jeg føler jeg kan remse op i lange baner, om hvad der driller mig og min graviditet… Jeg er egentlig lidt ked af at skulle snakke og skrive for meget om det, – det er jo ikke en sygdom at være gravid! Men på den anden side så fylder det så meget i mit liv lige nu, at mit hoved er fyldt til renden og måske en god idé at “få det ud”…? Hvis det kan lade sig gøre!!

Frustration ogbækkenmassage dårlig samvittighed

Et af mine store problemer lige nu er bøvlet og smertehelvedet ved det der så flot kaldes graviditetsbetingede bækkensmerter – a.k.a. bækkenløsning! Jeg baksede også med det i sidste graviditet, men ikke så slemt som nu… Det værste er måske ikke engang smerterne, selvom det virkelig ikke er en dans på roser (nærmere en ond dans på torne…!), men det at jeg føler mig handicappet overfor min lille 1 årige guldklump. Det bliver sværere og sværere at løfte ham op, gå med ham i hånden og ikke mindst fjolle rundt sammen med ham. Jeg bevæger mig så langsomt og han fiser rundt som en skoldet skid i et glas vand. Jeg kan mærke, jeg nogle gange bliver irriteret på ham i og med, at jeg ikke kan følge med i hans tempo. Så bliver det hele til én stor frustration i mit hoved… Det er synd for Arthur – han forstår det jo ikke – og det er ikke hans skyld at hans mor og far liiiige skulle ha’ en baby mere – allerede!!!

Udover Arthur, så har jeg så frygtelig dårlig samvittighed overfor mine kollegaer, der i forvejen kun får glæde af min arbejdskraft i 4 måneder, mellem de to barsler. Nu er jeg røget på en delvis sygemelding og dén hjælpende hånd jeg skulle have været, er nu kun hjælpende 2-3 timer om dagen!

Jeg vender stærk tilbage, efter min barsel – og jeg glæder mig 🙂

Frem og tilbage og op og ned…

I de seneste par uger, har vi været nærmest fast inventar på Skejby Sygehus! Jeg bøvler jo med min og prinsessens ikke-matchende blodtyper og jeg bliver scannet i et væk! De scanner for at sikre sig at mine antistoffer (der dannes, da vi ikke har samme blodtype) ikke angriber hendes blod.

CTG målingDe seneste par scanninger har tallet vist sig at været steget lidt, og lægerne ville se mig med få dages mellemrum. Det er hver gang en psykisk rutsjebanetur, hvor både Kasper og jeg venter på den værste dom:

“Hun er blevet “angrebet” og der skal laves en blodtransfusion, så hun ikke dør af blodmangel!”‘

Der er vi heldigvis ikke kommet til endnu, men der er flere læger der mener, at vi må forvente og regne med at den dag kommer! Seneste scanning startede med en alt for høj måling – som i princippet ville have sendt os på Rigshospitalet, men efter en times ventetid med hjertelydstjek og div. andre undersøgelser, viste endnu en scanning, at faren var drevet over og vi var safe! – Indtil næste gang i hvert fald…

På den korte bane

Nu er jeg i 32. uge og kan måske se et svagt lys for enden af tunnelen! Jeg kan mærke, at jeg begynder at tænke på hvordan det mon kommer til at gå mht. kejsersnittet og det efterfølgende forløb på hospitalet. Bliver det mon et kort ophold eller skal hun snittes ud tidligere end forventet (grundet blodtype-problemerne) og derved et noget længere hospitalsbesøg?

Alle mine tanker flakser fra det ene “problem” til det andet og mit hovede er propfyldt med ét stort rod om at passe på den familie jeg har lige nu og på sigt vores nye 4-kløver-familie.

Overskuddet er vist lidt on the low-low i disse sidste uger! Jeg glæder mig til 10 km overskud og en krop der ikke gør så satans ondt!

Det er jo egentlig en skam, at det hele er så uoverskueligt og træls nu… Vi kunne måske godt have fundet på at ville have et tredje barn, men jeg lover for at der kommer dobbeltlås på kyskhedsbæltet og jeg tager minimum to p-piller om dagen, når hende her prinsessen er sikkert ude!!! Jeg skal og kan ikke, psykisk holde til det her igen – jeg er færdig med at være gravid! Øv!!

Skrevet af: Mette Kiel Aagaard, PixiMødrene, 7. indlæg.

‹ Læs Mettes forrige indlæg her                                                                                                                                                      Læs Mettes næste indlæg her ›