Uuhuuhh, Halloween er over os…

Halloween græskarDe har for længst fundet deres efterhånden faste pladser ved fordørene rundt om på de danske villaveje, hvor de med skarpe tænder og vilde øjne giver gæster en uhyggelig velkomst.

Men med de tændte stearinlys, der spreder lys i aftenmørket, udgør de udskårne græskarhoveder for de fleste nok trods alt mere en hyggelig end en uhyggelig tradition. Selve udformningen af græskarhovedet har helt sikkert også været en hyggelig efterårsferieaktivitet i mange familier, og især for børnene er det en del af optakten til halloween, der venter lige om hjørnet.

Halloween plakatI Danmark er Halloween børnenes fest

Halloween er en relativt ny tradition i dansk sammenhæng, og meningerne om den er delte. Mens mange voksne, der ikke er vokset op med traditionen, finder den meget amerikansk og måske endda synes, den devaluerer fastelavn, appellerer den med de udskårne græskar, den uhyggelige pynt, udklædningen og de søde sager i langt højere grad til børnene. Og mange skoler og daginstitutioner markerer i dag også begivenheden, ligesom forlystelsesparker som Tivoli og Djurs Sommerland med stor succes holder halloween-åbent i efteråret.

I USA har man fejret halloween i flere hundrede år, og her er det ikke kun børnenes fest; også mange voksne tager del i festlighederne og klæder sig ud. Det er dog kun børnene, der går “trick-or-treating” , altså udklædte fra dør til dør og “truer” sig til søde sager. Denne skik bliver også mere og mere populær i det danske, hvor børn, ligesom til fastelavn, går fra dør til dør og får enten penge eller slik.

Halloween pyntLav fint, sjovt og uhyggeligt Halloween-pynt

Der er masser af muligheder for at lave både sjovt og uhyggeligt pynt til halloween. Blandt klassikerne er edderkoppespind, flagermus og spøgelser, men der er også masser af andre sjove ideer, og du kan blandt andet finde inspiration til halloween-pynt og flotte græskar her.

Halloween græskarsuppe

Brug hele græskarret og lav græskarsuppe

Hvis I er blandt de få, der endnu ikke har lavet et græskarhoved, så er der stadig græskar at få rundt om i butikkerne. Og når I udhuler græskarret, så smid endelig ikke kødet ud, men lav i stedet en lækker og fyldig græskarsuppe af det. Og er der mere græskarkød tilbage, kan I passende lave en lækker græskarkage til dessert. Find opskrifter på græskarsuppe her og græskarkage her.

 

Hvorfor fejrer vi Halloween?

Halloween-traditionen har bredt sig fra USA til Europa især inden for de seneste 10-20 år, men hvorfra stammer traditionen oprindeligt, og hvorfor fejrer man egentlig halloween?

Det er et spørgsmål, som der ikke kan gives et entydigt svar på. For halloween har både rødder i det keltiske folkeslag og i den katolske kirke og har som tradition udviklet sig over tid.

En forklaring på halloween-skikken med lys i lygter, gys og gru trækker tråde tilbage til kelterne, som i jernalderen levede i den nordlige og vestlige del af Europa. Kelterne fejrede årets afslutning på netop denne dag, som de kaldte Samhain. Her ærede man blandt andet de døde og fejrede årets høst, men man var også af den overbevisning, at der på netop denne dag var særlig kort afstand mellem de levendes og de dødes verden. Man tændte derfor lys, der skulle holde genfærdene på afstand, og som lanterner brugte man udhulede roer. Mange år senere tog skotske og irske  immigranter denne skik med sig til USA, men da det var vanskeligt at opdrive roer i USA, brugte man i stedet udhulede græskar – og denne tradition har holdt ved lige siden.

Navnet halloween er en sammentrækning af All Hallow’s Eve, allehelgensaften, aftenen før allehelgensdag. Halloween ligger altid den 31. oktober og allehelgensdag altså den 1. november. I den katolske kirke fejrer man på allehelgensdag troens helgener, og denne dag blev i 600-tallet flyttet til den 1. november. Hermed faldt allehelgensaften på samme dag som den keltiske højtid Samhain, og de to højtider smeltede mere eller mindre sammen.

(Kilde: kristendom.dk)